Genpatenter kan gøre det kriminelt at dyrke planter

Hvert år er der som regel en af tallerkensmækkerne, som har en afvigende farve i forhold til de almindelige orangefarvede. Foto: Karna Maj

Det handler om selektion, eller udvælgelse om man vil. Det betyder at valg er afgørende. Hvad synes man er smukt, hvad glæder ens øje? Hvis man ved det, er det bare at gå i gang.

Hvert år i syv år har jeg med omhu valgt de mørkeste, og mest sære tallerkensmækkere. De tofarvede, de calypsorøde, de cremefarvede og dem med tofarvede blade. Det er dem jeg har taget frø fra til at så næste forår. Hvis man gør det længe nok, får man flere og flere sære, mørke, dunkle og vidunderlige tallerkensmækkere. Man får selvfølgelig også mange af de almindelige gule og orange, som jeg luger væk. Men der kommer stadig forholdsvist flere og flere af dem, jeg synes bedst om. Man kan gøre det samme med alle andre blomster. Man kan udvælge kun for farve, eller man kan udvælge efter andre egenskaber. Størrelse, duft, robusthed…

Det er sjovt, og jeg elsker mine særlige blomster, men der er mere til det endnu.

Kulturplanterne – vor fælles kulturarv

Et skønsomt udvalg af de mange salatsorter, som er blevet udvalgt i tidens løb. I baggrunden majs, som også er et resultat af vore forfædres målrettede selektion. Foto: Karna Maj

At udvælge, og dermed udvikle blomster er en enkel ting, og den har ingen særlige konsekvenser. Men denne udvælgelse skaber alligevel en direkte linje, en forbindelse med alle de utallige formødre og – fædre, der har gjort præcist det samme hvert eneste år, i hele landbrugets og havebrugets historie.

Det er den samme stræben der har forandret majsen fra at være en lille græsart med 2 cm lange majs til de kæmper, vi kender, forandret stort set alle de blomster, vi dyrker til større, mere farvestærke blomster. Nogen gange går det for vidt, og vi må søge tilbage til sartere farver, mere duft og større modstandskraft. For man kan ikke få det hele. Hvis man selekterer for størrelse ryger duften ofte, hvis man udvælger de mest hurtigvoksende, har de ofte dårlig modstandskraft. Man må netop vælge.

Men i det store og hele er netop bevidste valg, og det arbejde der ligger i det en meget væsentlig del af den menneskelige kulturarv. Alle disse navnløse mennesker har længe, længe før munken Mendel fik den første samlede ide om genetikkens væsen, skabt det grundlag der brødføder os, der glæder vores sanser og fylder vores maver. Det er så gammelt som den menneskelige ambition, og vores forbløffende fælles sans for skønhed.

Tallerkensmækkere er sjove, men det er endnu sjovere at gøre sig klart, at det er kulturen, fællesskabet, tidens gang der gør blomster, haver og farverne derude så fine og dejlige at lege med. Men tiden er ikke til tålmodighed, man har ikke tid til at vente på denne tavse, stille og ufarlige måde at forædle naturen på.

Gensplejsning er dybt udemokratisk og problematisk

Det er de hurtige løsningers tid. Og så bliver det samtidig farligt. Man kan gensplejse, fremkalde mutationer med giftstoffer og man kan koble helt nye gener på alt og alle. Og når det sker vrister man en syssel der altid har været dybt demokratisk, fordi resultatet har tilhørt os alle, væk fra almindelige mennesker.

Hidtil har vi som menneskehed ejet vores egen kultur, vores egen mulighed for at deltage, vores fælles genpulje. Nu kommer den pludselig i hænderne på de meget få.

Problemerne med gensplejsning og genpatenter er mange, de økologiske katastrofale bivirkninger kæmper de nu med – ret ubemærket – i hele Nordamerika. Marker, både hos økologer og andre, bliver forurenet med gener fra gensplejsede planter. Der er fundet gener fra planter, der var splejset for at fremstille medicin, gener der giver modstandskraft mod sprøjtemidler og mange andre, over hele USA og Canada. De spredes mekanisk med frø, eller der driver gensplejset pollen rundt og giver sære og uhyggelige resultater, også i naturen.

De demokratiske og kulturelle virkninger er næsten værre. Vi må se i øjnene at den urgamle måde, vi selv har ejet og samlet vores frø, dyrket vores haver og landbrug på, er i gang med at blive kriminelt. Der er simpelthen nogen, der ejer disse gensplejsede gener og planter, og de kan sagsøge mennesker for at tage frø fra dem, og for at bruge dem. Også i helt afsindige tilfælde for at dyrke deres egne marker, der er blevet forurenet med de patenterede gener.

Det er, når man tænker efter, en meget uhyggelig ting, og uendelig langt fra glæden ved at forædle sine egne tallerkensmækkere.