Opbinding med granrafter

Stativerne til halvhøje ærter og bønner er af granrafter, pilegrene og sisalsnore. Bedene er 6 m lange og 1,5 m brede inkl. granstammer, som er holdt på plads af ½ m 8 mm tenderstål, boret igennem stammen og banket ned i jorden. Foto: Winnie Poulsen

For nogle år siden købte vi et stykke jord til, og fik dermed en lille skov. Den ligger lige op ad køkken- og urtehaven. Det kunne ikke være bedre. Den var plantet for 25 år siden, og på nær en lille juletræshøst 10 år efter, var der ikke rørt en finger. Der er mest fyr, noget gran, lidt birk og lidt eg.

Alene for at kunne lave en vej skoven rundt, skulle der fældes meget. Noget var af en størrelse, som passede til at lave bede i min køkkenhave, dvs. mindst 15 cm i den tykke ende. Andet var små, tynde pistlinge, som aldrig havde fået lov til at blive til noget, og som nu blev fældet alligevel, fordi de ellers ville have stået midt på vejen. Disse rafter blev lagt i en bunke for sig. De kunne være gode at have til opbinding. Den ende af raften, der skal i jorden, saves skråt over. Så er det nemt at banke den ned med en flækhammer.

Granrafter er bedre end bambus og pil

Efter at have haft en sæson med granrafter som de bærende stolper til alle de forskellige mere eller mindre midlertidige støttesystemer, som er nødvendige i både blomster- og køkkenhave, er jeg færdig med bambuspinde. Der er en helt anden stabilitet i rafterne. De klarer også at holde planterne, når det er regn og blæst.

Fordelen ved at have granrafter som stolper, foruden deres rette vækst, er, at de ikke skyder. Pil er så levende, at det kan være generende at bruge som støtter, der kommer i jorden.

Opbinding med snoede pilegrene

Nogle af opbindingerne er gjort ved at sno pilegrene om sig selv fra stolpe til stolpe. Snoningerne giver en god styrke og stabilitet og mulighed for at sno en ny pilegren med, hvor det behøves. De grenender, der stikker ud på den anden side af stolperne, kan samles og gøres mere solide ved at sno tynde pilegrene om dem – f.eks. i ottetal.

Opbinding af stauder

Stativer af granrafter og pilegrene til ridderspore, stregbælg og kvæsurt. Foto: Winnie Poulsen

Mange af mine yndlingsstauder har masser af blade fra jorden og en meter op, og så kommer blomsterstilkene op gennem de frodige blade. Det giver rask væk en højde som mig selv. Hvad der lige netop også er nok til at få en fornemmelse af at gå i en staudeskov. Den fornemmelse er jeg glad for. I år havde min lyseblå ridderspore hurtigt taget et overblik over stativets holdbarhed og regnet ud, at det kunne bære en plante på 3 meter. Det kunne det også – heldigvis. For tænk hvor ærgerligt, hvis hele herligheden var væltet. Den plejer ellers aldrig at blive mere end 2 m, og jeg har ikke gødet mere end tidligere (et par skovlfulde kompost mellem efterår og forår).

Til de stauder, der ikke kræver helt så megen støtte, har jeg banket en eller flere rafter i jorden og så bundet med et rigtigt tykt sisalgarn imellem. Til en af favoritterne, Sølvlys, bankede jeg tre stolper i jorden til den højde, som de store fligede mørkegrønne blade nåede op til. Mellem disse lavede jeg noget i retning af et spindelvæv af sisalgarn. Det hele blev først lavet, da blomsterstilkene var på vej op, så bare et par dage efter, var det usynligt. I forhold til at give hver blomsterstilk en bambuspind var det her nærmest perfekt. Sølvlys er så elegant en plante, at enhver form for synlig krykke er en ynk.

Opbinding af jordskokker

Til at styre mine jordskokker, så de ikke lagde sig helt ud over den lille sti, der løber langs bedet, bandt jeg en lang tynd granstamme fast til et par stolper 1 m over jorden. I år har jeg således helt uden irritation kunnet nyde de fine gule blomster, som mine jordskokker har.