Edderkopper og livets mening

Det er jo i almindelighed sådan, at rovdyr er større end deres bytte. I hvert fald når de jager alene. Men mange edderkopper tager bytte, der er langt større end dem selv.

Det er heller ikke almindeligt at dyr æder deres artsfæller, men det sker tit hos edderkopper. Og så forventer vi altså, at man forsvarer sig, hvis man bliver angrebet. Men hanedderkopper går aldrig til modangreb, hvis deres mage bliver aggressiv i forbindelse med parringen. Der findes endog hanner, der ganske frivilligt lader sig æde. De stikker simpelthen deres bagkrop ind mellem hunnens kæber og lader sig tygge igennem, mens de befrugter deres udkårne. Det er da specielt.

Korsedderkoppehannen nærmer sig forsigtigt den farlige hun. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Men selv om vi kan finde disse adfærdsformer underlige, så giver de faktisk udmærket mening evolutionært. Ja, de fortæller os faktisk direkte noget meget vigtigt om selve livets mening.

Det hele bunder i at de mange tusind arter af edderkopper, der findes i verden, alle er giftige rovdyr. Det betyder ikke, at de er giftige for mennesker. Det er de færreste, der er det. Men de er giftige for dyr på deres egen størrelse og en del større. De kan altså nemt dræbe artsfæller med deres gift.

I naturen ser man dog ret sjældent, at dyr dræber deres egne. Men det skyldes nu ikke, at der findes en regel, der forbyder den slags, men snarere, at det sædvanligvis er ret farligt at angribe nogen på sin egen størrelse. Den angrebne vil jo som regel forsvare sig temmelig heftigt.

Her er det gået galt. Hunedderkoppen har grebet hannen og stukket gidtkrogene i ham. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Hanedderkopper vil imidlertid aldrig finde på at bide deres mage efter en parring, og det skyldes selve livets mening, som jo er formering. Hvis hannen bed igen, når hunnen gik til angreb, ville begge dø, og det hele ville være forgæves. Lader hannen imidlertid hunedderkoppen æde ham, så får hun et godt måltid, som hun kan bruge til næring til de æg, som hun nu kan befrugte med hannens sæd. Og så har han faktisk opnået succes i tilværelsen. Derfor findes der også hanner, der frivilligt lader sig æde, men det er nu ikke almindeligt. Hos de fleste arter prøver hannen at undgå hunnens kæber. Det kunne jo være, at han kunne finde flere hunner at forføre.

Hannen spindes ind til senere fortæring. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Man kan synes, at det må være surt at være hanedderkop, men på vores bredegrader lever hunnerne nu sjældent ret meget længere end hannerne. Hos bl.a. de fede korsedderkopper bruger hunedderkoppen nemlig al energi på at danne æg i sensommeren, og ender som det rene, tomme hylster, der dør når æggene er lagt og spundet ind på et sikkert sted. Der findes også arter af edderkopper, der bliver og bevogter æggene, men som dør, når æggene klækkes og hvor den døde moder så udgør de spæde edderkoppeungers første måltid.

Nyklækkede korsedderkoppeunger. De er moderløse. Deres mor døde, da hun havde lagt æggene. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Så selv om vi kan finde edderkoppernes adfærd fremmedartet og bizar, så er den altså fuldt forståelig i evolutionens klare lys. Adfærden tjener til at sikre, at hver edderkops arveanlæg bliver bragt videre i de næste generationer. Altså nøjagtigt det samme, som får os selv til at forelske os, får os til at dyrke sex og får os til at elske og beskytte vores børn.