En alternativ løsning på muldvarpeproblemet

Denne artikel har tidligere været bragt i Praktisk Ølologi 6/2009.

Muldvarpe hører ligesom pindsvin og spidsmus til insektæderne og er som dem nogle ret primitive pattedyr med mange små, spidse tænder. De ligner da også store spidsmus, men evolutionen har givet dem grotesk store, skovlformede forpoter, og deres levevis er blevet næsten helt underjordisk.

Muldvarpe udgraver og bebor et vidtstrakt gangsystem i flere niveauer under jorden – helt ned til omkring én meters dybde. Denne levevis har givet dem visse fordele. For det første er de rykket ned, hvor maden er.

Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Muldvarpe spiser larver, snegle, insekter og regnorme. Mest regnorme. Og de kan fint fanges i de underjordiske gange. For det andet er muldvarpene forsvundet ud af syne for deres fjender. Ikke mange rovdyr evner at finde muldvarpene under jorden, så de slipper i høj grad for at blive efterstræbt og ædt af rovdyr.

Territoriale frem for alt

Men med et liv under jorden er muldvarpe rendt ind i nye problemer. Regnorme er jo ikke en uendelig ressource, så jorden kan kun brødføde et vist antal muldvarpe. Der er altså konkurrence mellem muldvarpene om føden. I en almindelig parcelhushave er der faktisk ikke mad til mere end 1–2 muldvarpe. Det kan sammenlignes med levemulighederne for solsorte. Der er også kun nogenlunde plads til et enkelt par solsorte i de fleste haver. Så både muldvarpe og solsorte har brug for at tilkæmpe sig og forsvare et territorium for at være sikker på at have føde nok til at kunne overleve og formere sig.

Solsorte kan forsvare deres ret til et områdes regnorme ved at sætte sig højt og synligt på en gren og råbe deres ejendomsret ud over omgivelserne. De synger. Denne mulighed har muldvarpe ikke. De kan hverken se eller høre hinanden under jorden. Så hvordan bærer de sig egentlig ad med at fortælle de andre muldvarpe, at deres område er optaget? Jo, de tisser meget, ofte og spredt for at gøre opmærksom på deres besiddelser. Hver dag render de simpelthen hele deres gangsystem igennem flere gange og afmærker grænserne med duftstoffer i urinen. Og det gælder både hunner og hanner. Lugten holder naboerne væk. Hver muldvarp kan på den måde opretholde et territorium, der er stort nok til, at de kan brødføde sig selv og for hunners vedkommende ungerne.

Falder en muldvarp død om i sine gange, så den ikke kan tisse mere, bliver det hurtigt opdaget af de omkringboende muldvarpe. Ofte indenfor et døgn. Og så invaderer de straks de ledige gange og udvider således deres egne territorier. Et godt territorium er nemlig stort, men ikke større, end det kan afmærkes og forsvares.

Lyd, lugt og fælder virker ikke

Man skal altså forestille sig, at haver, skove, grøftekanter og andre egnede muldvarpeområder er fyldt med muldvarpeterritorier, der støder op mod hinanden. De er beboet af muldvarpe, som ikke kan fordrage hinanden, og som gerne slås med livet som indsats for retten til deres område. Det er bl.a. derfor, muldvarpeskræmmere med lyd ikke virker. En muldvarp kan ikke bare flytte et andet sted hen, hvis den føler sig generet. Der er nemlig langt mellem ledige områder, og den får tæv af de andre muldvarpe, hvis den trænger ind på deres territorier for at finde nye græsgange. Derfor vil en muldvarp finde sig i næsten hvad som helst. Bare den kan blive i sit område.

I bearbejdet jord, hvor jorden bliver presset sammen, bliver muldvarpen nødt til at ­skubbe jorden op i skud. I skove er jorden løsere, og den kan bare presses ud til siderne. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Heldigvis lider muldvarpene nu heller ikke væsentligt ved at få stukket pibende rør ned i deres gange. Forsøg viser, at muldvarpe ikke er særligt følsomme overfor støj, og de vænner sig hurtigt til larmen. Ganske som mennesker, der bor ved en jernbane, hurtigt holder op med at tage notits af togene, der drøner forbi. Men hvis man ikke kan skræmme sine muldvarpe væk med lyd, hvordan slipper man så for deres graveri i haven?

Der findes utroligt mange husråd, når det drejer sig om at bortjage muldvarpe. Alt muligt er blevet forsøgt anbragt i gangene for at få dem til at flytte. Rådne fisk, stærke krydderier, diverse urter og kemikalier, sure sokker, mølkugler og minkurin. Der findes også folk, der systematisk tisser på skuddene – nok mest mænd – for at jage muldvarpene væk. Og man kan finde mennesker, der på det bestemteste vil hævde, at disse husråd virker. Men de grimme lugte får ikke muldvarpene til at flytte. Muldvarpene lukker blot de stinkende tunnelafsnit af og graver nye gange ved siden af de ubrugelige. Dette er påvist ved forsøg, og det betyder, at man blot får endnu flere muldskud ved at genere muldvarpen på denne måde.

Venstre: Muldvarpe er ikke blinde, men deres øjne er små og normalt skjult i pelsen. De kan dog sprede hårene omkring øjnene, når de er over -jorden, så de kan se, om det er nateller dag. Højre: Muldvarpe er aktive hele året. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Man kan imidlertid let få indtryk af, at ens anstrengelser for at skræmme dyrene væk virker, fordi muldvarpenes aktivitet svinger meget. I det tidlige forår vil muldvarpene ofte udbedre deres gangsystem med masser af skud til følge. Derefter holder de pause og laver kun få skud i løbet af sommeren. Hvis man sætter ind med diverse tiltag, når graveriet om foråret er værst, vil det derfor se ud som om, ens anstrengelser virker. Men man kunne lige så godt have sparet sig ulejligheden. Muldvarpene er der endnu. De graver bare ikke så meget, når først gangsystemet er bragt i orden.

Noget virker dog mod muldvarpene: Man kan sætte sakse, som slår dem ihjel, og på den måde efterhånden tømme hele området for muldvarpe. Men det er et livslangt projekt, for hvert efterår vil en generation af nye, håbefulde muldvarpeunger blive smidt ud hjemmefra, og de kan sprede sig langt i deres forsøg på at finde sig et sted at slå sig ned. Og de skal så også fanges.

Alliance snarere end bekæmpelse

Men er der da så slet ikke nogen simpel løsning på muldvarpeproblemet? Jo. Personligt har jeg faktisk ikke noget muldvarpeproblem, selv om jeg har flere haver, og jeg fortæller gerne om den løsning, jeg har fundet, selv om jeg ved, at ikke alle vil finde den acceptabel.

Sagen er den, at jeg har allieret mig med havens muldvarpe i stedet for at gøre dem til mine fjender. Vi har indgået en aftale. Den går ud på, at de må blive i haven og vedligeholde deres gange, når det er nødvendigt. Det foregår mest om efteråret og i det tidlige forår. Resten af året kommer kun få skud. Jorden fra skuddene spreder jeg nænsomt, så jeg ikke ødelægger gangene nedenunder.

Til gengæld for denne imødekommenhed fra min side skal mine muldvarpe holde områdets andre muldvarpe væk fra haven. Og det klarer de fint.

Venstre: Muldvarpe forlader nogle gange deres gange om natten for at søge føde på jorden. De går altid op gennem et skud, og de lukker normalt efter sig, når de kommer tilbage. Denne muldvarp ser ikke ud til at være kommet hjem endnu. Højre: Muldvarpe findes i flere farvevarianter. Denne lyst gulerodsfarvede er ikke helt ualmindelig. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Efter at vi har indgået denne aftale, har jeg ikke haft problemer med muldvarpene, for når det kommer til stykket, er det såmænd ikke så frygtelig meget, de roder, hvis blot man lader dem være i fred. Samtidig har jeg fået bedre tid til at beskæftige mig med mere positive aktiviteter i haven end at bekæmpe dens dyreliv, og det er faktisk ikke så galt endda.