Krybdyr og pattedyr har som regel 4 ben. Insekter har 6. Edderkopper og mider har 8. Skolopendre har over 20 ben og tusindben som regel over hundrede. Men hvad er man for en slags dyr, hvis man har 14 ben?

Bænkebidere har nemlig 14 ben, ligesom de er flade, grå, leddelte og harmløse smådyr. Kendt af ethvert barn, for de ligger i mængder under næsten enhver sten.

Bænkebider unger

Bænkebidere som man bedst kender dem – i venners lag. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

Jo, bænkebidere er krebsdyr. Deres nærmeste slægtninge er altså dyr som rejer, hummere og krabber. Næsten alle andre krebsdyr er havdyr, for krebsdyr har aldrig rigtig kunnet finde sig til rette på land. Selv bænkebidere, som er landdyr (de drukner, hvis man smider dem i havedammen, har stadig deres problemer med landlivet. De har nemlig stadig en meget vandgennemtrængelig hud, ligesom de stadig ånder ved hjælp af en slags gæller, bestående af omdannede bagkropsben.

Derfor er bænkebidere meget lyssky. De tørrer hurtigt ud, hvis de anbringes i solen, for de fordamper vand både gennem hud og gæller.

Det er derfor, bænkebiderne holder til på mørke, fugtige steder. De bruger deres antenner til at lugte sig frem til vand, ligesom de kan lugte hinanden på lang afstand – for hvor godtfolk er, kommer ­godtfolk til.

Er der bænkebidere, er det derfor tegn på høj luftfugtighed, og det er ikke så praktisk indendørs, da det kan give anledning til svampevækst og deraf følgende allergi. Men bænkebiderne selv gør ingen skade, og de har det fint med svampe, som de gerne æder.

Bænkebiderunger

Bænkebidere overvintrer som voksne og parrer sig med hinanden om foråret. Der er hanner og hunner, og hannen bliver nødt til at udføre en lille dans om sin udkårne under parringen, for hun har en kønsåbning i hver side af kroppen, så hannen må hele vejen rundt om hende for at komme til fra begge sider.

Efter parringen lægger hunnen æg. De havboende krebsdyr har fritsvømmende larver. Men det går jo ikke rigtigt på land, så bænkebiderhunner lægger deres æg i en slags pung på maven mellem benene, og ungerne kommer først frem, når de er færdigtudviklede bænkebidere. Det sker normalt i august måned, og på det tidspunkt kan man se de nuttede små lyse­gule unger med store sorte øjne myldre frem fra deres mødres pung, hvis man samler store bænkebidere op og vender dem på ryggen.

Bænkebider unger

Et helt kuld bænkebiderunger myldrer frem fra pungen på moderens mave. Foto: Bjørli Martha Lehrmann

27 arter i Danmark

Vi har i øvrigt hele 27 arter af bænkebidere i Danmark, og kun en enkelt art – kuglebænkebideren – kan rulle sig sammen til en kugle.

Du kan se flere billeder af bænkebidere, forskellige arter af bænkebidere og deres afkom på Vestre Hus Børnenaturcenters netsted i artiklen Smådyr med mange ben.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Revira – det usynlige hegn

Revira-Det usynlige hegn.

Vildtremisen.dk

Tilbyder såmaskiner, foder, redekasser

Rosenbud

Automatik til hønsehuset

Her er du: Forsiden > Dyr i haven > Dyr > Bænkebidere

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider