Rådyr i haven

Vinteren igennem har vi nydt de smukke rådyr i vores have. Det har været en dejlig oplevelse, og selvom et par unge kristtorn er blevet beskåret kraftigt, og den ellers fritvoksende syrenhæk studset efter alle kunstens regler, så har gæsterne generelt opført sig pænt.

Men det holder de garanteret op med, når de opdager mine tulipaner!

Rådyr i haven Foto: Inge A. Futtrup

Rådyr foretrækker bestemte planter

Julesalats grønne blade er eftertragtet rådyrføde i sensommer og efterår. Foto: Karna Maj

Rådyr elsker tulipaner, og de er også vilde med roser, klematis, jordbærplanter, æbleknopper og hindbærblade samt en lang række stauder. En velassorteret køkkenhave med ærter, kål, rødbeder og persille er selvfølgelig også guf, og skulle dyrene komme forbi en dusk lyng eller en flot efeu undlader de sandelig ikke at fouragere. Ind imellem virker det næsten, som om der kan sættes lighedstegn mellem rådyrenes livretter og de planter, vi havefolk holder mest af.

Hvis man både vil nyde sin have og de smukke rådyr, findes der to muligheder: Man kan enten plante træer, buske og stauder, som ikke falder i rådyrenes smag – eller man kan eksperimentere med gamle husråd og opfindsomme virkemidler, som burde begrænse dyrenes lyst til at forgribe sig på havens planter.

Duftmidler kan holde rådyr på afstand

Sidste år forsøgte jeg mig med parfume. Jeg havde et par kraftigt duftende fejlkøb stående bagerst i toiletskabet, og i stedet for at smide dem ud, sprayede jeg hver aften lidt på mine skattede tulipaner. Det virkede! Ganske vist havde rådyrene nået at snuppe toppen af skuddene, inden jeg fandt parfumeflaskerne frem, men duftevandet satte en effektiv stopper for slikmundenes videre fremfærd. Ulempen var, at behandlingen skulle gentages hver aften, og glemte jeg en enkelt dusk tulipaner, kunne jeg være 100% sikker på, at rådyrene øjeblikkelig opdagede det.

Et flot tulipanbed – godt parfumeret. Foto: Inge A. Futtrup

Små stumper af duftende håndsæbe – trukket på snor eller spiddet på pinde – skulle efter sigende også være effektivt. Klude vædet i skyllemiddel og bundet omkring grene eller pinde er en anden mulighed. Den har jeg i øvrigt tænkt mig at afprøve i år. Umiddelbart forestiller jeg mig, at kludene skal hænge i rimelig tæt formation men til gengæld skal de kun fornys et par gange om ugen. Modsat parfume, som er en flygtig væske, er skyllemidler jo mere fedtede og formentlig holdbare i længere tid. Men det må komme an på en prøve.

I den knapt så velduftende men til gengæld velafprøvede afdeling af »hold-jer-væk-midler« findes hjortetaksolien. Det er et krads og ildelugtende præparat, som hverken bør komme i kontakt med planter eller menneskefingre. Brug gummihandsker og dyp eller pensl en pind eller en pæl med midlet. Behandlingen skal gentages cirka hver 14. dag, så den del af projektet er jo til at overskue. Hvor hyggeligt det er at sidde i »dufthaven« en lun forårsaften, er derimod et spørgsmål.

Blodmel, ammoniak og menneskeurin – gerne fra husstandens maskuline medlemmer, der som bekendt plejer at have den kraftigste odeur! – er andre og mindre delikate metoder i kampen om tulipanernes og rosernes smukke blomster. Hvidløg skulle også være brugbart, ligesom godt brugte sokker kan have en afskrækkende virkning på naturens vilde skabninger. Totter af fåreuld kan også have en virkning.

Fysiske metoder der kan afskrække rådyr

Endelig er der de mere fysiske metoder som opsætning af sensorer, der enten tænder lyset eller radioen, strimler af folie, der rasler i vinden og når dyrene berører dem, og ophængte cd’er, der reflekterer måneskin og gadelamper. Personligt har jeg ikke særlig fidus til disse metoder, men det skader jo aldrig at prøve.

Vælg planter som rådyr ikke er vilde med

Derimod vil jeg varmt anbefale brug af planter, som rådyrene ikke bryder sig ret meget om. Så kan haven få lov at udfolde al sin frodighed og blomsterrigdom uden forstyrrende fremmedelementer som håndsæbe, folie mv.

I strenge vintre kan sultne dyr ganske vist forgribe sig på vækster, som de ellers ville vrænge på næsen af, og det lokale fødeudbud kan også have indflydelse på dyrenes spisevaner. Men generelt har følgende planter en pæn chance for at overleve jævnlige besøg af lækkersultne rådyr.

Råbukkens fejning af mindre træer

Når bukkens gevir er udvokset, begynder den bløde hud, der har ligget som en beskyttende hinde omkring det, at tørre ind og visne. Og det klør! Foto: Inge A. Futtrup

I nogle haver er det dog ikke rådyrenes appetit men derimod råbukkens fejning, der er det største problem. I løbet af foråret, når bukkens gevir er udvokset, begynder den bløde hud, der har ligget som en beskyttende hinde omkring det, at tørre ind og visne. Og det klør!

I den periode kan bukken nå at ødelægge rigtig mange småtræer og buske. Det bedste, han ved, er nemlig at finde en rimelig slank og ikke alt for elastisk stamme eller gren og så ellers stange hidsigt og længe til den. Først når barken hænger i laser, forlader han »kløpinden« – dog blot for at finde en ny gren eller stamme at gnubbe geviret mod.

Der er kun én ting, der kan forhindre bukken i at flænse havens spinkle træer og buske. Nemlig at sætte hegn eller anden form for beskyttelse rundt om alt nyplantet. Hønsenet er både nemt at arbejde med, nogenlunde diskret og billigt i anskaffelse. Hvis man vil kamuflere hegnet, kan man eventuelt så lidt latyrus, blomsterkarse eller andre klatrende sommerblomster.

Råbukken kan begynde at feje allerede i starten af april, så hvis du har unge eller spinkle træer og buske i haven og har haft besøg af de smukke rådyr i løbet af vinteren, så skal man allerede i marts have fat i noget hegn. Samt en stor dunk skyllemiddel, en hel ranke hvidløg eller måske en bevægelsessensor til havelamperne.