Cucurbita-slægten

I Danmark kan man dyrke 4 arter i Cucurbita-slægten: Mandelgræskar, centnergræskar, figenbladet græskar og moskusgræskar. Indenfor disse fire arter findes der en lang række meget forskellige sorter, både hvad form, farve og indhold angår.

Vintersquash Foto: Lila Towle

Mandelgræskar

Cucurbita pepo

De traditionelle danske sorter er ‘Vegetable Marrow’ og ‘Busk’ el. ‘White Bush’, der mest bruges til syltning på forskellige måder. Alle kender efterhånden de lysegrønne, mørkegrønne el. gule squash eller courgetter (det franske navn – hvis du har en amerikansk kogebog vil du se navnene zucchini for grønne og summer squash eller crookneck for de traditionelle gule sorter). Man kan også dyrke de pudsige, hvide el. gule ufo’er (kaldes også scallopini, pattison og patty-pan) der ligner flyvende tallerkener, men bruges ligesom courgetter i køkkenet. Alle disse har tynd skræl, begrænset holdbarhed og lyst, vandholdigt kød uden megen smag. Der findes mange udmærkede sorter i handelen, der alle er lette at dyrke.

‘Spaghetti squash’ el. ‘Vegetable spaghetti’ er en mellemting mellem sommer- og vintergræskar – den spises kun som fuldmoden, har en hård skræl og kan gemmes indtil sent efterår. Frugterne prikkes, koges hele, og det trevlede kød piskes op med en gaffel og spises som spaghetti med tomatsovs – evt. serveret i den overskårne skal! Ligesom spaghetti smager den ikke af meget, men den passer godt til forskellige sovser, og konsistensen er behagelig. Den er nem at dyrke og rimeligt produktiv.

Pumpkin er det amerikanske navn for alle de græskar, der er runde, hårde, lidt rillede (som appelsinbåde inde under skrællen) og stærkt orangefarvede – prototypen er »Den store Græskarmand« fra »Radiserne«. De dyrkes og bruges som andre ‘winter squash’. Pumpkins dyrkes i stor stil i USA til Allehelgensaften, hvor det er en tradition at børnene skærer en lygtemand. Pumpkins har fast, orange kød og egner sig til f.eks. at bages i ovn, men de er ikke blandt de mest velsmagende typer. ‘Pumpkin pie’ hører med til de store familiefester – Taksigelsesdag og jul. Udbyttet er rimeligt i vores klima.

Andre vintergræskarsorter af C. pepo er f.eks. ‘Delicata’, ‘Sweet Dumpling’ og de forskellige farvede Acorn squash – disse ligner virkelig et agern uden hat. Alle de nævnte sorter har et lidt trevlet kød og egner sig bedst til at bage. Jeg har dyrket adskillige af dem, men hverken spisekvalitet eller holdbarhed er i top, og de fleste giver en usikker høst.

Centnergræskar

Cucurbita maxima

‘Centner’ betyder 100 pund, men der er både små og store i denne art. Typiske danske sorter er ‘Kæmpe-Centner’, ‘Kæmpe-Melon’ og ‘Køkkengræskar’. Planterne af næsten alle centnergræskar-sorter er voldsomme, med lange ranker. Skindet kan være af mange farver – der findes grønne, gule, ‘blå’ (eller blågrålige), røde, lyserøde, orange, og næsten sorte. Kødet af de sorter, der dyrkes til spisebrug som ‘vintergræskar’, er fast, gult til orange, ret sødt og med et pænt indhold af vitaminer, mineraler og kostfibre. Der kan være store forskelle i udbytte og udseende, men smagsmæssigt er sorterne ret ens – tro mig, jeg har dyrket rundt regnet 36 forskellige sorter C. maxima i årenes løb. Det, man mest lægger mærke til, er forskelle i sukkerindhold; jeg foretrækker de mest sødlige med fast men lidt ‘fugtigt’ kød, mens andre går ind for en ‘japansk’ kvalitet med tørt kød og lidt nøddeagtig smag. Men normalt er det et spørgsmål om at skaffe frø og få en rimelig høst, da alle sorter kan bruges på samme måde.

Den mest almindelige i Danmark er sorten ‘Rød Hokkaido’ (‘Red Kuri’/‘Uchiki Kuri’) – den, man ofte møder i butikkerne i de større byer, med dråbeform og stærkt rød/orange skræl. Den dyrkes bl.a. på Svanholm. ‘Rød Hokkaido’ er en udmærket spisesort og den højstydende i Frøsamlernes forsøg, mens ‘Grøn Hokkaido’ efter min erfaring giver mindre godt.

En anden udmærket spisesort, faktisk mit favoritgræskar, er ‘Buttercup’ – en amerikansk ‘klassiker’ i 1,5-kg størrelse – mere firkantet og mørkegrøn med nogle lyse grønne striber hist og her. Denne sort giver næsten lige som godt som Hokkaido, hvilket vil sige, at hver plante skulle kunne producere 1–3 græskar. Ikke noget, der kan sammenlignes med squash’enes overflod, men et godt ‘Buttercup’ rækker også til 4–5 personer. Udover ‘Buttercup’ er de mest kendte amerikanske centnergræskar nok dem af ‘Hubbard’-gruppen, orange eller blågrå, der kan blive enormt store (og mindre velsmagende), men de forædles også nu til fordel for den lille kernefamilie. »Frøsamlerne« har også afprøvet en buskgræskarsort, ‘Gold Nugget’, der kan dyrkes i små haver, men de 5–6 frugter man typisk får, er meget små (og skrækkeligt svære at skære i), så sorten blev ikke populær. Et andet og meget dekorativt vintergræskar er ‘Tyrkisk Turban’, som er det mangefarvede uhyre med stor knop i blomsterenden, som man tit ser i butiksvinduer som efterårsdekoration. Det skulle være en god spisesort, jeg har ikke prøvet.

Figenbladet græskar

Cucurbita ficifolia

Frugten er stor, aflang og grøn/hvid marmoreret – ligner mere en vandmelon end et græskar. Denne art er tilpasset de kølige bjergegne i Mexico og Asien og vokser rigtigt godt hos os. Desværre har den et trevlet, hvidligt frugtkød der efter sigende kan bruges til en slags budding (»englehår« på fransk) men ikke til meget andet. Frøene er olierige og smager godt.

Moskusgræskar

Cucurbita moschata

Denne art kræver generelt megen varme – dvs. har en lang vækstsæson – og den eneste sort, der er velkendt i USA, er ‘Butternut’ (den er ikke i familie med ‘Buttercup’). Den er lysebrun, pære- eller flaskeformet. Den findes af og til i butikkerne under navnet melongræskar eller som en krydsning mellem melon og squash. Den smager endnu bedre end ‘Buttercup’, men er så usikker i dyrkning i min have, at jeg helt har opgivet at dyrke den. Eksperimentér evt. med minidrivhus.