Beskæring af agurk i drivhus

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Agurk

I hvert bladhjørne på hovedstammen kommer der både et sideskud og et antal blomster. Hvis sideskuddet ikke beskæres, ender det i den anden ende af drivhuset. Foto: Karna Maj

Agurker er nogle meget livskraftige planter, som sætter meterlange sideskud. Derfor er det nødvendigt at begrænse deres vækst. I drivhuset opbindes agurkplanterne ved at hovedstammen snoes rundt om en lodret snor. Den skal beskæres således, at det bliver en pæn busket vækst, og at der samtidig er god luftcirkulation mellem planterne, så der er mindre risiko for udvikling af rådangreb i drivhuset.

Det er nødvendigt at beskære regelmæssigt, da det drejer sig om at sørge for, at planten hele tiden kun har en begrænset mængde agurker under udvikling. Hvis planten i en periode får ansat for mange, tager disse al kraften, og planten vælger at lade små nye agurker visne. Dermed får man først alt for mange og kommer herefter til at stå uden agurker, specielt hvis man kun har en plante, eller det er kommet ud af kontrol i en periode, f.eks. i ferien.

Trin-for-trin-vejledning

Nedenfor er den klassiske beskæringsteknik for drivhusagurker illustreret med billeder. Denne beskæringsmetode sikrer, at der sommeren igennem er en nogenlunde jævn produktion af agurker, hvis den følges.

Hvis man gerne vil have 2–3 tidlige agurker, kan man lade de første stammeagurker udvikle sig, hvis de høstes som miniagurker. Eller man kan lave en helt alternativ beskæring – se nedenfor.

Den klassiske beskæringsteknik

Agurk

I bladhjørnet på hovedstammen ansættes et antal små agurker. De skal alle fjernes, da agurker på hovedstammen udvikles først, og det kan betyde, at der ikke altid er kraft til at udvikle agurker på sideskuddene. Foto: Karna Maj

Agurk

De små agurker knibes af på hovedstammen, så hurtigt som muligt. Det er især vigtigt at få gjort det grundigt inden ferien. Foto: Karna Maj

Agurk

De små agurker er nu væk og der piber lidt saft ud. Såret lukkes hurtigt. Foto: Karna Maj

Agurk

Her ses det store blad på hovedstammen til højre og til venstre et sideskud, som er længere end to blade, så det skal nu knibes over to blade. Foto: Karna Maj

Agurk

Der knibes lige over 2. blad og et lille stykke ovenfor de meget små ansatte agurker efter 2. blad. De skal blive på sideskuddet, så de kan udvikles. Foto: Karna Maj

Agurk

Sideskuddet er nu forkortet til 2 blade. Dette sideskud kaldes sideskud af 1. orden. Om nogle uger vil der komme sideskud i bladhjørnerne på dette sideskud. De kaldes sideskud af 2. orden og de knibes over 1. blad på tilsvarende måde. Foto: Karna Maj

En svær disciplin

Det er en udfordring at holde styr på en agurkplante sommeren igennem. Hvis man er væk i 14 dage, så vender man hjem til noget nær kaos af lange ranker og alt for mange udviklede agurker. Inden man tager på ferie, skal man derfor huske, at beskære sideskuddene, mens de er så små, at man kun lige kan ane, hvor det er, man skal nippe spidsen af.

Alternativ beskæring af agurk

Hvis man har plads i drivhuset, kan man plante en ekstra agurkplante til en altenativ beskæring, hvor man fjerner sideskuddene og kun lader agurken sætte agurker på hovedstammen. Hvis man dyrker miniagurker kan planten udvikle en blomst pr. blad, dvs. en i hvert bladhjørne. Dyrker man almindelige drivagurker, kniber man af blomster af på hovedstammen, så der er en for hver to blade. En sådan plante vil give mange tidlige agurker, men vil snart være afbåren. Hvis man planter den som den miderste af tre, kan man fjerne den og give pladsen til to almindeligt beskårne. Eller man kan så en ny agurkplante til at efterfølge den. Der skal sås ca. når den første udplantes. Der vil dog blive en kort agurkfri periode inden nr. to tager over.

Kommentarer

Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Gartneri Toftegaard

Øko planter til den spiselige have

Bjarne’s frø og planter

Alt fra hele verden

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Hvidløg og Vin

Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter

The Plant Explorer

Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Frøsnapperen

Frø til de mest smagfulde grøntsager

Økologiens Have

Frø og udplantningsplanter, samt have

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Agurk, græskar og squash > Beskæring af agurk i drivhus

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider