Kulde, kvik og kyllingemødre

Af Susanne Mørk-Jensen, mandag, 9. maj 2005

Sød og mild kan man knapt kalde den. Men maj er det, og dermed er jeg gang i køkkenhaven. Det er endnu ikke noget, der haster, men da jeg skal igennem 19 ganske store bede, er det godt at komme i gang. Nu er de første hold gulerødder og ærter sået. Og den første posefuld sætteløg i jorden. Ærterækkerne er dækket med fiberdug, da vi har haft dårlige erfaringer med næbbede ærterøvere. Bønner er i første omgang sået i potter i drivhuset, hvor også små salatplanter står i en flamencokasse klar til udplantning. Persille samt oregano og anisisop også sået i drivhuset.

Der kan stadig høstes i 2 køkkenbede: porrer og vårsalat. Vårsalaten synes vi nu ikke smager særlig interessant, ja, den smager nærmest ikke af noget. Skvalderkål smager til sammenligning af langt mere. Men som grønt vinterdække er vårsalaten o.k. – den er overvintret rigtigt flot; står tæt og busket.

Vi har tordenregn og hagl i dag. Lige voldsomt nok, men vandet er kærkomment. Vi har ikke fået regn i meget lang tid, og jorden er ualmindeligt tør for årstiden. Det har været et noget særpræget forår med kulde og tørke. Kulden afspejler sig bl.a. i vore mange mirabeltræers adfærd: De burde stå i et hvidt flor nu, men det bliver kun til enkelte forkølede blomster. Det er utur for bierne. Og for mig. For min mand plejer at lave en masse dejlig mirabelmarmelade, som er blevet min livret blandt marmelader. Men især er det ærgerligt for de mængder af dyr og insekter, som skulle have spist mirabeller en masse til efteråret.

Nok udebliver mirabellernes blomster i år, men de fleste andre holder skansen, deriblandt blodribes. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Kulden er også kommet på tværs i forhold til, at vi blev kyllingeforældre før påske. En iskold aften, da jeg stod ude i stalden og kikkede på heste, høns og duer efter endt aftenfodring, var der en forkert lyd. Det var måske en af spurvene i den veritable armé af »staldspurve«, som var i et specielt melodramatiske lune? Nej, for pludselig kom en sort kylling til syne. Næppe ½ time gammel. Den blev straks omringet af 10 hønsematroner, men ingen af dem var – eller havde været – skruk. Så hvem var »rugemor«? En standhaftig due, som på mærkelig vis havde fået et hønseæg ind i skjul under de lavt ophængte hønsereder.

Jeg måtte straks træde til som plejemor. Min mand fik kontakt til en hønseavler med kyllinger, udruget i maskine samme dag. Dem hentede vi nogle stykker af, til at holde den lille sorte ved selskab. Papkasse, kontorlampe (til varmegiver), havregryn, vand, halm (til hygge). Efter et par dage suppleredes forplejningen med knust hønsekraftfoder og speltflager samt lidt jord. De havde kort sagt en behagelig tilværelse – hos os i stuehuset. Efterhånden kom de ud i en kyllingegård om dagen og ind om natten. Men de kolde nætter gjorde, at jeg først forleden nænnede at lade dem flytte permanent ud i stalden. Man er vel en »kyllingemor« i mere end én forstand.

Utidige kyllinger, som tages ind for natten. Foto: Susanne Mørk-Jensen

Et naturfænomen som totalt ignorerer kulden er senegræsset. Æv, æv, æv. Vi har et stort staudebed fyldt med høje dejlige stauder. Da vi kom hertil for snart 3 år siden havde senegræsset fået lov at etablere sig mange steder i hele bedet. Vi orkede ikke at grave alle stauder op og rense, men gik blot i krig med at rense mellem stauderne. Men det dur jo ikke. 14 dage efter, at vi har renset et stykke af bedet rigtigt grundigt, er senegræsset tilbage igen.

Så der er ingen vej uden om. Stauderne skal op. Og hvis deres rødder kan renses for sener, bliver de (stauderne) derefter sat i karantæne i et rent bed i køkkenhaven. Kan de ikke renses, må de ud, eller om i et ekstensivt drevet stykke have. Endelig skal det tomme bed så renses, til der ikke er rodukrudt tilbage. Det vil tage et til to år. Vi diskuterer hvorvidt, der skal være græs i det i den tid, om det skal ligge sort eller overdækkes med sort plastik. Jeg hælder til græsløsningen – men det gør min mand ikke. Måske fordi det er ham der slår græsset her. Græs eller ej: Denne renovering bliver synonym med værkende rygge i lang, lang tid. Så hvornår vi er hele bedet igennem ved kun Vorherre.

Gulvtæpper. Ja, jeg skrev vist sidst, at jeg denne gang ville komme ind på emnet: gulvtæpper i indkørslen. Senegræsset er jo ikke kræsent mht. voksepladser. Selv indkørslens hårde grusbelægning invaderer det gladeligt fra kanterne af. Hvad søren gør man? På planteskolen så de medlidende på mig og ordinerede gift. Intet andet ville nytte. Men det gør jeg altså ikke. Så jeg tog hjem og fandt nogle gamle gulvtæpper fra diverse pultekamre, startede fra den værste ende med at skrabe kanterne af indkørslen, lagde gulvtæpper på og grus øverst. Det nummer går ikke inde på den del af belægningen, hvor bildækkene kommer.

Men ude i kanterne fungerer det. – Hos os er det ind mod et krat, men det kunne også være ind mod en hæk. Afhængig af tæppernes tykkelse og materiale vil virkningen holde i ca. 1–4 år. Så snart der kommer lidt jord mellem gruset ovenpå tæpperne er der selvfølgelig grobund for etårig rapgræs og andet frøukrudt. Men det er barneleg ved siden af rodukrudtet.

Nu er jeg begyndt at bygge et kvashegn op ovenpå hele den ovennævnte kant af indkørslen. Fra alle de vinterfældede træer har jeg så meget dejligt materiale. Det er en lidt langsommelig affære, fordi jeg ikke kan grave støttepæle ned i de hårde kanter. Så grenene skal flettes så grundigt ind i hinanden, at de holder hinanden i formen. Da jeg for en måneds tid siden lavede et langt kvashegn foran bigården opdagede jeg, at dette er muligt. Og jeg skal faktisk ud og bygge nu, da der er blevet opholdsvejr!

Lavt kvashegn ved bistader. Foto: Susanne Mørk-Jensen