Året rundt i haven

100 meter hæk

Af Mads Jordansen, tirsdag, 6. maj 2008

Gamle tætte hække er enhver haveejers drøm, men når de har gjort gavn i 60–70 år, ændrer mange hække udseende. I vores tilfælde var det 100 meter gammel hvidtjørnehæk, som glimtvis var smuk. Stammerne var begyndte at få det klassiske irgrønne skær, der ofte præger gammel engriflet hvidtjørn, Crataegus monogyna.

Som det kan ses var de nederste 50–75 cm af hækken åbne i væksten og derfor var »hækvirkningen« stærkt på retur. Foto: Christian L. Sørensen

Men der var også begyndt at være huller i hækken, da flere af planterne var gået ud pga. alderdom. Og hækken var også begyndt at være åben i bunden, så der var desværre ikke så meget andet at gøre, end at få den op.

Med en motorsav blev hækken savet ned til ca. 50 cm så der stadig var en stub vi kunne få fat i når roden skulle trækkes op. Foto: Christian L. Sørensen

Jeg kommer dog ærligt talt ikke til at savne klipningen af den, for hvidtjørnehække er smukke og fantastiske bla. på grund af fuglelivet, men de er et »helvede« at klippe. Forrevne arme. Og stive torne der stikker gennem selv arbejdshansker. Ikke at forglemme torne i græsplænen og bare tæer.

Hækken blev savet ned. 100 meter hvidtjørnehæk i to meters højde fylder ufattelig meget, når det ligger på en græsplæne.

Da hækken var nedsavet var der »kun« rødderne tilbage, som dog viste sig at være et større projekt. Foto: Christian L. Sørensen

Efter nedsavningen manglede stubbene stadig at komme op. Det ville være for dyrt at få dem stub- eller rodfræset, og vi skulle også have hele stubben op, så vi kunne plante en ny hæk.

At grave stubbene op med en spade ville tage hele vinteren og koste indtil flere spader, for slet ikke at tale om klippekort til en kiropraktor. Derfor kontaktede jeg DNE Materieludlejning, som er et af de førende steder, hvor professionelle lejer deres grej. Priserne er meget rimelige, specielt hvis alternativet er en anlægsgartner, som udfører arbejdet for dig. Grejet får man leveret på sin adresse, og de afhenter det igen. Hvis man har mod på det og lidt kendskab til eller erfaring med maskinerne, kan det klart anbefales. Og så er det økonomisk overkommeligt.

Jeg lejede en minilæsser med en grab, som kunne trække rødderne op. Troede jeg. Men gamle hvidtjørnerødder skal man ikke undervurdere. Det endte med, at jeg kunne pakke min fine maskine sammen. Foto: Christian L. Sørensen

Minilæsseren blev byttet, og jeg fik en minigraver i stedet. Så det, vi ikke orkede at bruge en vinter på med en spade, klarede minigraveren for os på en enkelt lørdag. Foto: Christian L. Sørensen

Undervejs så det lidt kaotisk ud, men da rødder og stubbe var væk, var jorden både løs og lige til at jævne igen. Foto: Christian L. Sørensen

Efterfølgende jævnede vi jorden ud, og så var vi klar til gå igang med at plante en ny hæk.

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Mads’ have > 2008 > Maj > 100 meter hæk

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider