I fodbold taler man om en mellemsæson. Der er en sæson, hvor man typisk ikke har mulighederne for at præstere det, man gerne vil. Her på Havenyt.dk skal jeg undlade at komme ind på »mit og Byens Hold« udover at konstatere, at mellemsæsonen for AGF er slut. Det samme kan jeg først sige til efteråret, når mit »oprykningsprojekt« afsluttes. Jeg har nogle helt fundamentale brikker, som skal på plads, inden jeg for alvor kan gå i gang. Derfor er der faktisk også kun plantet få blivende planter indtil nu. Jeg skal nemlig have anlagt stier i hele haven med de smukke gule bornholmer klinker. Jeg vil have faste stier, så man kan gå i haven – uanset årstid – uden at være iført gummistøvler og vaders. Stien kommer også til at inddele haven i en masse naturlige rum, som giver mulighed for at lave afdelinger med forskellige temaer.
Drivhuset har leveret en masse udplantningsplanter i år og jeg er blevet den lykkelige ejer af nogle fantastiske drivhusborde som man finder i »rigtige« gartnerier. En dyr, men fantastisk investering. Her prikler jeg Frøkenhat, Zinnia elegans Foto: Christian L. Sørensen
I samme omgang skal græsplænen fræses ned og en ny helt etableres. Den nuværende består af minimum 4 forskellige og meget uharmoniske græstyper, og så er den så ujævn, at bare græsslåning er en blandet fornøjelse og et spil krocket en umulighed. Måske udskiftes nogle gamle tjørnehække i samme omgang. Det har jeg ikke helt besluttet endnu. For det er et større arbejde. Og så skal et par naboer naturligvis også tages med på råd.
I maj og juni blomstrede nogle af forsommerens smukkeste buske. Nemlig syrenerne og måske min personlige favorit; uægte jasmin, Philadelphus sp.
De smukke uægte jasminer fylder godt i en have og dufter intenst og vidunderligt. Foto: Mads Jordansen
Begge blomstrer overdådigt og dufter så intenst, at vi kunne dufte dem helt ind i huset en dag, det havde regnet. Jeg skal have anskaffet flere buske med disse egenskaber. Et godt bud er en Dronningebusk, Kolkwitzia amabilis, som de fleste nok kender. Den bliver let op til 3 meter høj og næsten lige så bred, og så vokser den relativt hurtigt, hvilket er eftertragtede egenskaber til en ny have.
Drivhuset er kommet godt i gang, og jeg dyrker mange 6 forskellige tomater og lidt chili. Jeg har købt og fået planterne i år, men vil selvfølgelig selv så næste år, så jeg kan få en masse spændende sorter og forskellige typer. Jeg har fundet en fantastisk bog om tomater, som allerede er blevet uundværlig for mig. Bogen hedder Den lille røde om tomater, og er udgivet på forlaget Olivia. En lille og lidt dyr bog, men den er det hele værd. Og så er den skrevet af 3 kompetente kvinder, der virkelig ved, hvad de taler om.
Grøn mynte er uendelig let at dyrke. Meget dekorativ plante der er hårdfør og »passer sig selv«. Foto: Mads Jordansen
Lidt krydderurter er også blevet sået i år. Her er det grøn mynte, som har en fantastisk frisk smag, som man ikke kan undvære i den klassiske cubanske drink Mojito, som jeg elsker. Mynte skulle også være god til te – et par myntekviste i »næsten kogende vand« i 3–4 minutter. Mynte er noget af det letteste i verden at dyrke, og slægten kan kendes på dens sjove firkantede stængler.
Foran vores huse var der et relativt nyanlagt rhododendron bed. Men dels kunne jeg ikke se, at det var anlagt med en nødvendig surbund, og dels har jeg et meget ambivalent forhold til rhododendron. Bedet er nu blevet ryddet, inden det til efteråret skal tilplantes med et par store hustræer. Jeg har endnu ikke besluttet, hvilke træer der skal plantes, men jeg har altid været vild med tyrkisk hassel, Coryllus colurna eller hanesporetjørn, Crataegus crus-galli som bytræer. I bunden overvejer jeg et bøgepur, Fagus sylvatica eller sargentsæble, Malus sargentii, som kan skabe en skulpturagtig bund under træerne. Men uanset hvad jeg beslutter mig for, skal jorden i bedet forbedres. Jeg har derfor sået en blanding af honningurt, Phacelia tanacetifolia og blå lupin, Lupinus angustifolius. Først og fremmest dækker de jorden, så den ikke er bar og derfor ikke skal luges, men vigtigst af alt forbedrer de jordstrukturen i bedet.
Bedet, som det så ud, inden det blev ryddet. Ikke en særlig spændende velkomst. Det ser anderledes ud til efteråret. Foto: Mads Jordansen
En ny start. Honningurt og blå lupin skal dække jorden, inden der skal plantes til efteråret. Foto: Mads Jordansen
Her ses bedet efter ca. halvanden måned efter såning. Lupinerne har ikke været et hit. Få spirede, og de ser ikke ud til at klare konkurrencen fra honningurt særlig godt. Men bedet er dækket, som det var planen. Om et en uge summer bierne i de smukke blå særprægede blomster. Foto: Mads Jordansen
Honningurt er en meget særpræget plante. Nærmest graciøs i sin vækst og denne knop bliver til en smuk blå blomst som har stor nytteværdi som biplante. Foto: Mads Jordansen
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Mads’ have > 2007 > Juli > En mellemsæson
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…