Morgen med rim kan være flot, men det her gør ondt langt ind i en plantedyrkers sjæl. Foto: Karna Maj
I det tidlige forår har vi masser af nætter med frost, og det varer desværre ofte ved et stykke ind i maj. Denne vekslen er mere end de fleste udplantningsplanter kan klare. Men her melder stedmoderblomsten sig til tjeneste. Selv om den står stivfrossen med rim om morgenen og med sammenkrøbne blomster, så står den, så snart solen har varmet luften lidt op, strunk med udsprungne blomster.
Hård frost klokken 8 om morgenen. Foto: Karna Maj
Så er solen kommet og blomsten har rejst hovedet og smiler til verden. Foto: Karna Maj
Stedmoderblomsten er toårig og skal sås i juni, for at man kan nå at få store udplantningsplanter til forårets krukker, kasser og bede. Det er meget let at glemme at få sået den, og jeg gætter på, at jeg ikke er den eneste, som har indtil flere breve med stedmoderblomstfrø liggende, som aldrig er blevet sået.
Heldigvis er de ret så billige at købe i foråret. 1–2 kr. pr. plante. Ofte sælges de i bakker med blandede farver, og det er jo lidt irriterende, hvis man gerne vil plante f.eks. et bed med påskeliljer til med mørkeblå stedmoder. Så her må man på jagt efter bakker med rene farver, måske i planteskolen, eller så selv. Man kan – i hvert fald i velassorterede frøhandler – købe frø af stedmoderblomster i rene farver.
Stedmoderblomster kan blomstre selv de steder, hvor solen endnu ikke når ind i marts-april. Foto: Karna Maj
En anden mulighed er at lade dem selvså, og det gør de flittigt – i blandede farver, hvis man kan lade være med at rode i jorden i den periode, hvor kimplanterne pibler frem. De selvsåede har også den fordel, at de ad åre får lidt mindre blomsterhoveder. Det er der sikkert nogle, som ikke synes er en fordel. Men nogle af de stedmoderblomster, man køber, har så store hoveder, at de ikke selv er i stand til at holde hovedet oppe. Og det er da deprimerende og får mig til at tænke på, at der er nogle planteforædlere, som er gået for vidt i deres jagt på stadig større blomster.
Hovedet er så tungt, at planten ikke selv kan holde det. Det skyldes ikke frosten. Den ligger også med snuden i jorden i solskin. Foto: Karna Maj
Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2005 > April > Seje stedmødre
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…