Året rundt i haven

Tre blå krokus

Af Karna Maj, mandag, 4. marts 2002

De tre blå krokus i min græsplæne er ikke planlagt, men de ser meget smukke ud, som de står der i græsset under det unge Filippa æbletræ. Man lægger mere mærke til dem, når der kun står tre i en lidt tynd, dyngvåd græsplæne. Der står dog også en del dobbelte vintergækker på den anden side af æbletræets stamme.

Blå krokus

Blå krokus i græsplænen. Foto: Karna Maj

Et nedlagt staudebed

Det var slet ikke planlagt, at de skulle stå her. Sidste forår blev alle forårsløg gravet op i dette stykke – troede jeg da. Blomsterbedet under det unge æbletræ skulle lægges ud med græs, dels fordi blomsterbedet var fyldt med skvalderkål, dels fordi træets skygge generede stauderne, og endelig var træet nu så stort, at det kunne tåle konkurrencen fra græs. De fleste rødder af skvalderkålen blev gravet op og fjernet, inden der blev sået græs. I løbet af nogle år skulle de sidste skvalderkål gerne være helt væk i græsplænen.

Konflikt mellem græsslåning og løgblomster

Spørgsmålet er, om krokus og vintergækker overlever indtil da. Jeg kan jo ikke vente med at slå græsset, til de er visnet ned. Netop hyppig klipning er nødvendig for at få has på de sidste skvalderkål, som skyder frem. Får de fred i mange uger, er jeg allerede sat tilbage i bekæmpelsen. Og graver jeg løgene op, ødelægger jeg plænen. Så det ender nok med, at jeg slår uden om løgblomsterne og ligger og håndluger for skvalderkål i nogle uger, indtil løgene har samlet så megen næring, at de kan slås med.

Der er nu også noget charmerende ved, at man ikke styrer alt i sin have, men tager det lidt som det kommer. Også selv om det er lidt mere besværligt.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2002 > Marts > Tre blå krokus

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider