Jorddække og bunddække

Af Ida og Finn Johannessen, lørdag, 26. maj 2007

Der er flere gode grunde til at vi undgår nøgen jord i vores have: For det første regner det ikke så meget her i Nordvestsjælland, så det er vigtigt ikke at miste for meget vand ved fordampning fra jorden. For det andet har vi lerjord, der ikke må tørre ud, for så bliver den hård og fyldt med dybe sprækker, der yderligere sætter gang i fordampningen. Og endelig fremmer et jorddække mulddannelsen, hvad der er tiltrængt i det meste af haven. Afhængig af hvad vi kan skaffe og hvad der dyrkes, har vi forskellige typer jorddække: Bunddækkeplanter, hestemøg, halm, tang, samt afklippet græs og ukrudt.

Bunddække af vilde blomster

Disse er jo først og fremmest prydplanter, men de medvirker jo også til at begrænse fordampningen fra jorden, samt dæmpe væksten af ukrudt, ihvertfald indtil det punkt hvor de selv optræder som ukrudt.

Nederst i haven har vi et skovbundsbed, hvor »skoven« efterhånden mest består af æbletræer. Bortset fra en bræmme af hestemøg rundt om hvert æbletræ er jorden her helt dækket af vilde skovbundsurter: Tre slags anemoner, lærkespore, skovmærke, guldnælde, fladkravet kodriver, kærmindesøster, stor konval, almindelig mangeløv og vild kørvel. Det lyder jo af mange arter, men faktisk er bedet stærkt domineret af guldnælde, Lamium galeobdolon. Vi kender den som vildtvoksende i skove i Danmark og Sydsverige, hvor den vokser spredt og med ikke ret mange planter sammen. Men i vores have har pokker taget ved den, og den forsøger nu at gøre skvalderkål kunsten efter som bestanddannende plante – vi er tæt på at betragte den som et besværligt ukrudt, for den er på vej rundt i resten af haven. Men køn er den jo, når den omkring 1. maj står med alle de gule læbeblomster – og normalt holder bladene med de violette undersider sig vinteren over.

Et hjørne af skovbundsbedet, stærkt domineret af guldnælde. Foto: Ida Johannessen

Skovbundsbedet luger vi kun, når der en sjælden gang viser sig en skvalderkål – den ville sandsynligvis helt overtage skovbunden, hvis den fik lov. Vi er begyndt at få brændenælde som ukrudt rundt omkring i haven, et tegn på at vores jordforbedring er ved at lykkes, men ikke i skovbundsbedet, der aldrig har været gødet.

I forhaven har vi en anden vild bunddækkeplante, som selv har indfundet sig, nemlig vorterod. Den er meget køn med sine blanke, gule blomster i det tidlige forår. Lige nu er den ved at visne, det ser jo knapt så kønt ud, men snart er pladsen overtaget af en sværm af andre lidt senere planter, bl.a. lungeurt, akeleje og hosta, og så ser vi ikke mere til den. Vi holder af den, og det kan vi også ligesågodt gøre, for vorterod er ret så umulig at bekæmpe.

Bunddække af geranium

En mere civiliseret bunddække- og kantplante, som vi bruger meget i vores have, er storkenæb, Geranium × oxonianum ‘Rose Clair’. Den bliver ca. 40 cm høj, danner et tæt dække og står med sine smukke, lyserøde blomster hele sommeren. Bliver den eventuelt for ranglet og kedelig, skærer vi den ned, hvorefter den skyder op og blomstrer påny. Den breder sig ikke i synderlig grad, men er uhyre let at opformere ved deling. Fotografierne herunder demonstrerer, hvordan opformeringen ved deling foregår.

Geranier til opformering forsyner vi os med ved dette lille æbletræ. Foto: Ida Johannessen

Klumpen blev til 15 planter, der den 29. april blev plantet ud i et nyanlagt bed med frugtbuske. Det var varmt og tørt, så der blev efterfølgende vandet og jorden dækket. Foto: Ida Johannessen

Tre uger senere har planterne ikke alene slået an, de er også begyndt at blomstre! Foto: Finn Johannessen

Hestemøg som jorddække

Hestemøg bruger vi som kombineret jorddække og gødning omkring frugttræer og i nogle af urtebedene, og det er jo nemt at begge dele kan gøres i én arbejdsgang. Vi bruger dog uomsat hestemøg med en vis varsomhed, for det er ikke alle planter der bryder sig om en så kraftig gødskning, f.eks. har vi dårlig erfaring med at bruge det på hindbær. En anden ulempe er, at solsortene i deres jagt på orme gerne spreder møget ud over stierne og de unge planter. Hestemøget henter vi i en tag-selv-dynge et par kilometer fra, hvor vi bor.

Tang

I gamle dage var tang et almindeligt anvendt gødningsmiddel på markerne på de danske småøer. Vi bruger det i et vist omfang som jorddække på asparges og tomater, som er afgrøder der godt tåler saltindholdet.

Tang er jo en fællesbetegnelse for alle større planter, der gror i saltvand, og de fleste af arterne er alger, f.eks. blæretang. Det ilanddrevne tang, som vi har adgang til ved Isefjordens strande, består dog mest af blomsterplanten bændeltang, Zostera marina, også kaldet ålegræs. Vi bruger kun tang, der har ligget længe på stranden, så det meste salt er regnet af.

Halm og hakkelse

I flere år har vi som jorddække i urtehaven brugt økologisk halm, som vi har købt forskellige steder i omegnen. I år har vi ikke set noget til salg, men er i stedet begyndt at bruge afklippet græs og ukrudt af egen avl. Som grønthøster bruger vi en elektrisk plæneklipper med græsfang. Eksempelvis ryddede vi her for nylig et hegn for en bestand af nælder, der var var ved at overvokse nogle unge laurbærkirsebær. Vi kunne ikke komme til med plæneklipperen inde i hegnet, så brændenælder og andet ukrudt høstede vi med en kornsegl og spredte det ud på græsset, hvorefter græs, blade, stængler, kviste og nytårsraketter nok så nydeligt blev suget op og hakket fint af plæneklipperen. Det var egentlig meget nemt, så vi regner med nu at være selvforsynende med denne type hakkelse til jorddække. Ja, for brændenælderne skal nok komme igen – vi forsøgte ganske vist at grave rødderne op, men det var næsten umuligt på grund af trærødder.

Grønthøsteren i aktion. Foto: Finn Johannessen

Lidt om støjgener

I denne forbindelse kunne vi godt have lyst til at komme med et lille hjertesuk. Normalt slår vi græs med en elektrisk plæneklipper uden græsfang. Den er næsten lydløs, »Umweltfreundlich« står der på den, af fabrikatet Wolf Geräte, og forlængst gået ud af produktion. »Grønthøsteren« er en nyere model af samme fabrikat, men vi har næsten ikke brugt den, for dels er den tungere, dels udsender den en irriterende, brummende lyd. Det skyldes at knivene er udformet som en ventilator, der suger græsset op i græsbeholderen. Nu er den støjsvage ventilator jo ikke nogen ny opfindelse, men der er åbenbart ikke penge i salg af støjsvage maskiner til brug i boligområder, så den er udformet simplest muligt.

Vi behøver dog ikke have dårlig samvittighed over den nabostøj »grønthøsteren« frembringer, for motorplæneklipperne i vores parcelhusområde er faktisk endnu værre. Ovenikøbet har grundejerforeningen vedtaget, at der overhovedet ingen begrænsninger skal være i brugen af støjende maskiner, hvis formålet er græsslåning. Man kan jo så undre sig over, at hvis man kører med fri udblæsning på landevejen, så får man en bøde, men gør man det på sin plæne er det både lovligt og akceptabelt. Men det er jo egentlig naturligt nok, for hvis et flertal af grundejerforeningens medlemmer kun kommer i deres haver for at slå græs, så vil de ikke føle sig generet af de andres støj, og derfor heller ikke frivilligt lade sig begrænse i deres bevægelsesfrihed.

Men irriterende er det: I stedet for fuglesang kan vi på sommersøndage med godt vejr nyde en næsten konstant motorlarm – de gennemtrængende, dybe frekvenser i plæneklippernes motorlyd rækker langt. Det lyder som fjenden var i landet, men i modsætning til den 9. april 1940 er det ikke tyske Messerschmitt, der har produceret helvedesmaskineriet, men amerikanske Briggs & Stratton.