Det er såtid inde i vindueskarmen, hvis man vil lave sine egne udplantningsplanter. Og med det forholdsvis lune og tørre forårsvejr kribler det virkelig i fingrene efter at begynde at så. Man får ligefrem lyst til at så ude i haven, men jorden er endnu for kold, og nætterne kan nå ned og ramme minusgrader nogle nætter. Vi er kun først i marts.
Selv vi kun er først i marts, er denne tidlige rabarbersort allerede i gang med at brede de første blade ud. Foto: Karna Maj
Man skal ikke begynde at så alt nu – så ender man med store planter, som er vanskelige at styre, indtil de kan plantes ud. Meloner og agurker skal f.eks. først sås midt i april. Mange arter behøver ikke at blive sået endnu, og kan måske vente til april i drivhuset. Se på frøposerne, hvornår og hvor indholdet skal sås – eller find oplysningerne her på Havenyts sider.
Lige nu er det tid for at så tomater til drivhuset, og har man ikke allerede sået chili, auberginer og artiskokker, så haster det, da de udvikles rimeligt langsomt. Knoldselleri og bladselleri kan også sås nu, men kan også vente 1–2 uger. En del krydderurter og sommerblomster er det også tid at så nu. Bl.a. latyrus. At putte små frø i fugtig såjord er en dejlig beskæftigelse på kolde blæsende dage. Så nyd haven derude her på de lune dage med sol, og så inde i varmen, når det blæser og regner.
Helleborus niger er den klassiske hvide julerose, og dens blomster ser skrøbelige og yndige ud – og regn og rusk kan hurtigt ødelægge de smukke blomsters udseende. Foto: Karna Maj
Det er en glæde hver morgen at trække gardinerne fra og sige godmorgen til små grønne planter i vindueskarmene – eller bare at bare kigge efter, om der mon er noget på vej op. Og lige nu er der med sol de fleste dage med masser af lys, og dagene bliver længere dag for dag. Jo mere lys, jo mere kompakte planter – dertil kræves det dog, at det ikke er for varmt i vindueskarmen.
Det er for alvor såtid for drivhustomater, knold- og bladselleri, de tidligste kål og salat til udplantning under fiberdug, første hold basilikum og en række krydderurter, hvis man selv vil opformere. Og så skal der sås masser af dejlige sommerblomster og stauder – men husk at læse såtidspunkt på frøposerne, mange kan vente med at blive sået i drivhuset i april eller direkte på friland i april/maj. Hvis man sår de hurtigtvoksende for tidligt, bliver de alt for store og kan være svære at styre, indtil de skal plantes ud i maj.
Det er nu, der skal sås salat, hvis man skal have flotte salatplanter til at plante ud midt til sidst i april. Foto: Karna Maj
Hver haveejer finder sin egen favorit, når det gælder ting til at så i. Er man god til at huske at vande, kan man bruge de såkaldte speedlingbakker, hvor man dyrker en plante i hvert lille plantehul i bakken. Er man dårlig til at huske at vande, er det bedre at bruge såpotter og -bakker, hvor der er større jordvolumen. Man skal så være lidt mere forsigtig, når planterne skal plantes om, end når man bruger speedlingbakker, hvor hver enkelt plante har et afgrænset rodsystem.
Både speedlingbakker og systemer med såpotter eller såbrikker i minidrivhuse er gode løsninger. De kan købes de fleste steder, hvor der sælges frø. Men man kan også genbruge almindelige urtepotter og i stedet for minidrivhuse komme dem i hvide plastposer under spiringen.
De planter, som skal prikles ud, kan man så i såbakker, og hertil kan man genbruge styroporbakker fra champignon samt de dybeste plastikbakker (4–5 cm dybe) fra kød og grønsager. De lave plastbakker kan også bruges til at sætte urtepotterne på i husets vindueskarme.
Det er en god ide, mens vi venter på foråret, at checke beholdningen af potter og minidrivhuse og få det vasket af og gjort klart – dette kedlige arbejde nåede man måske ikke i løbet af vinteren.
Rodtræningspotter har så stort et volumen, at forkultiverede planter kan blive stående heri, lige til de skal plantes ud. De er ret dyre, men kan holde i mange år. Her ses den dybe model, som er særligt velegnet til bl.a. majs, bønner og kål. Foto: Karna Maj
Hvis man er nybegynder ud i forkultivering af planter, så er det en god ide at starte med at så i en købt såjord og senere prikle i en købt priklejord, og her er flere kvaliteter at vælge imellem, de fleste er med spagnum, men der fås også såjord på basis af kokosfibre. Den købte jord har den fordel, at den er ukrudtsfri. Er man ikke dus med kimbladene på ukrudt og kulturplanter, er det rart, at der kun dukker kimplanter op fra det, man sår. Plantejord bør aldrig bruges til at så og prikle i, da den har et alt for højt indhold af bl.a. kvælstof, som kan svide de fine nye rødder.
Har man derimod lidt mere erfaring, er der ikke noget i vejen for at blande både sin egen så- og priklejord, bare man husker, at såjord ikke må indeholde ret megen kvælstof, priklejorden kan have et lidt højere indhold, og kun pottejorden skal have et højt indhold af kvælstof.
Hvis man skal så her i foråret, så er det en god ide at have et pottebord, som man lige kan tage ind i bryggerset eller på køkkenbordet, så man kan arbejde uden at få jord ud over det hele. Eller man kan bruge det i drivhuset på en lun solskinsdag.
Man kan købe færdige potteborde i træ, galvaniseret eller plast, eller man kan lave et selv. Du kan finde en model i artiklen Lav dit eget pottebord. Man kan sættte pottebordet på et gammelt havebord i drivhuset. Men man kan også lave et understel hertil, f.eks. med metalbukke, som kan højdejusteres. Man kan selvfølgelig også fint nøjes med en god stor kasse med høje sider. Planterne er ligeglade, bare man behandler dem med omhu.
Vi er nu ved at være så langt henne i marts, at planter lige nøjagtig kan få lys nok i et sydvendt vindue, så de ikke bliver alt for lange og ranglede. Har man ikke sået chili, peber, artiskokker, auberginer og selleri endnu, er det på høje tid.
Tomatplanter kan man godt så i en plastbakke til senere udprikling. Men pas på ikke at overvande. Foto: Karna Maj
I løbet af denne uge er det også en god ide at få fundet de sorter af drivhustomater, man har lyst til at dyrke i år. Der er mange tomatsorter at vælge imellem. Når man har muligheden for at dyrke sine egne tomater, er det en god ide også at dyrke de små søde cherrytomater, selv om de udbyttemæssigt giver lidt mindre. De aflange pastatomater er ikke så vandede og kan være ganske velegnede ikke kun til pastasovs, men også til at pynte smørrebrød med og i salatskålen. Endelig kan man også vælge sorter med andre farver end røde, f.eks. modne grønne tomater, brune eller næsten sorte, gule eller stribede. Det er en god ide at bruge erfaringerne fra sidste år og dyrke nogle af de bedste sorter, men det også sjovt at vælge nye sorter og prøve dem. Tag en tur rundt på frøfirmaernes hjemmesider og se det store udvalg. Hvis du køber frøfaste sorter i stedet for F1 sorter, så kan du selv tage frø til at så af næste forår, hvis sorten bliver en familiefavorit.
Når man skal købe tomatsorter til drivhuset, er det en god ide at vælge frøposer, hvor der står drivhussort på. Det er vigtigt, at man får »snoretomater«, som fortsætter med at vokse opad hele sæsonen og derved udnytter drivhusets højde. Det er spild af plads at plante busktomater i et drivhus. Drivhussorter har desuden den egenskab, at de bliver ved med at sætte blomster hele sæsonen i modsætning til determinate sorter, hvor sorten blomstrer en kort periode og derpå bruger al sin kraft på at udvikle tomaterne. En sådan type er velegnet til friland og giver tidligt mange frugter.
Tomater til friland skal ikke sås før sidst i marts eller først i april – de kan jo først plantes ud sidst i maj eller først i juni. Derimod kan man godt nu så en tidligt tomatsort til at plante i potter på terrassen eller gårdhaven.
Mange har sikkert en eller måske mange hængepartier af ting ude i haven, som lige skulle have været ordnet, inden vinteren satte ind. Måske er det oprydning af drivhuset, opbindingspæl i jorden, urtepotter der ikke er sorterede og rengjorte, eller andre lignende ting. Ting som kulde, sne og frost har umuliggjort i februar. Nu kan vi nå at indhente i hvert fald lidt af det forsømte her i de lune forårsdage først på ugen.
Det vigtigste gøremål i køkkenhaven lige nu er at få lagt plast over bede til tidlige kartofler og tidlige gulerødder, hvis man går efter tidlige afgrøder. Det er også godt at få ryddet op i køkkenhaven, f.eks. få fjernet kålstokke og visne majsplanter. Kålrødder indeholder et spirehæmmende stof, og de skal fjernes senest 3 uger før såning på et tidligere kålbed. Derimod skal man ikke fjerne vinterdækket endnu, da der kommer en ny vinterlig periode. Hvis vinterdækket er meget tykt, kan man godt fjerne lidt af det, men ellers skal man vente.
Har man planlagt at pode nye frugttræer, så skal det ske i løbet af de næste par uger. Det gælder også formering af figen og vin.
De tidlige kartofler skal nu gerne være begyndt at udvikle spirer, hvis man satser på kartofler til Grundlovsdag eller pinsedag den 12. juni. Men det er ikke nok, at kartoflerne er godt forspirede. Jorden skal også være varm nok, og det vil sige minimum 8° C, inden man kan lægge kartofler. Og tro ikke, at det nok går at lægge dem i lidt koldere jord. Kartofler lagt i for kold jord bliver aldrig store flotte planter med et godt udbytte.
Jorden kan varmes op ved at overdække den med klar plast – og det skal være klar plast. Solvarmen opvarmer jorden igennem den klare plast, og da der her ikke bruges energi på fordampning som på jord uden plastoverdækning, så stiger jordtemperaturen hurtigere under den klare plast end i en udækket jord. Det er også en god ide at overdække et areal til at så det første hold sommergulerødder i.
De tidlige kartofler bør være i gang med at sætte spirer nu. Her er det sorten Annabel, som ikke hører til de allertidligste, men har en fantastisk spisekvalitet gennem alle sommermånederne. Foto: Karna Maj
Når jorden er varm nok – og om det bliver om 2 eller 4 uger, så sættes kartoflerne, hvis der er udsigt til fortsat lunt vejr. Jordtemperatur skal måles som et døgnsgennemsnit, dvs. en gennemsnit mellem morgen- og eftermiddagstemperatur. Normalt vil man med den metode kunne være sikker på nye kartofler til Grundlovsdag, hvis plasten forbliver over, til kartoflerne er kommet op, og de derpå overdækkes med fiberdug.
Hvis man vil forsøge at få kartofler lidt tidligere, så skal man forkultivere kartofler inde i varmen i spande, potter, mælkekartoner, SunGrow spireposer eller den todelte Potatopot, som har så stort et volumen, at man kan dyrke kartoffelplanterne heri resten af året og løbende høste kartofler.
De nyindkøbte kartoffelpotter er så store, at det anbefales at sætte 3 kartofler i hver. I stedet for at bruge spagnumbaseret jordblanding, kan man bruge en blanding med havejord, kompost og evt. filtersand. Foto: Karna Maj
Hvidløg sat sidst på efteråret nåede nogle steder at begynde at komme op, inden vinteren satte ind for alvor sidst i januar, andre er først ved at titte frem. Ikke alle sorter er lige tidligt fremme, nogle står i sirlige rækker, andre er endnu ikke på vej op.
Hvis man har været så forudseende at sætte en kasse med hvidløg og måske også vinterstikløg inde i drivhuset, er de her lidt længere fremme. Når man senere skal bruge pladsen i drivhuset, kan løgkassen flyttes ud til videre vækst og tidlig løghøst.
Hvis man vil sætte hvidløg i foråret, skal det gøres snarest muligt, hvis feddene skal nå at udvikle sig til pænt store løg. De vil ikke nå at blive helt så store som de efterårssatte. I en snæver vending kan man godt bruge de spiseløg, man har, som måske er begyndt at spire. Men det er bedre at få fat i nogle hvidløg, som har været dyrket i en dansk have sidste år. Det giver en større sikkerhed for succes med dyrkningen.
Hvis man ikke allerede har været i gang, så er det en god ide at få ryddet op i drivhuset, og er vejret til det, så kan man også rengøre drivhuset nu og gøre det klar til den kommende sæson. Drivhuset kan på en solskinsdag være et fint sted at stå og så, eller måske drikke sin eftermiddagste i en stol med et lunt tæppe. Faktisk er der på solskinsdage så varmt derinde, at der skal åbnes vinduer, hvis der er planter derinde. Planterne kan tage skade af sommertemperaturer om eftermiddagen og lave nattemperaturer. Hvis de er i vækst, kan det være en god ide at dække dem med to lag fiberdug mod evt. nattefrost.
I marts, når solen står højere på himlen, dagene bliver længere, og det kan blive varmt i drivhuset, er det vigtigt at holde øje med planterne, så de ikke mangler vand.
Hvis jorden i drivhuset er ryddet, kan man dække den med klar plast, så den lidt hurtigere bliver varmet op til de 4–6° C, hvor de første frø kan spire, f.eks. radiser. De skal bruge ca. 6 uger fra såning til høst her i det tidlige forår, så det ville være godt snart at få sået den første række. Salat og spinat spirer også ved lave temperaturer og kan nå at udvikles, inden der skal plantes tomater m.m. i maj.
Nyvasket drivhus – lige til at gå i gang med at gøre klar til at så i om nogle uger. Man kan godt allerede nu gøre såkasserne klar. Og måske så de første par rækker radiser og salat. Foto: Karna Maj
Først i marts måned er det tid for at stiklingeformere vin og figen. Stiklinger fra figentræet og vinen bør skæres i en periode uden hård nattefrost.
Selve formeringen er meget lettere, end det lyder, men sæt lidt flere end du skal bruge, da der altid er nogen, som ikke slår an. Og et evt. overskud er det næsten altid muligt at afsætte til familie, venner og bekendte
Man skal bruge den nederste del af en vinranke og lave stiklinger med 3–5 knopper. De stikkes enten inde i drivhuset i potter eller direkte på friland i løs jord. På friland stikkes de gennem et lag sort plastik, så kun den øverste knop er synlig. Knopperne under jorden blændes, så det kun er den øverste knop, der kan bryde. Stiklinger af figen skal stikkes i potter eller kasser inde i drivhuset for at lykkes.
Den milde vinter har været god for figentræerne, som næsten ikke er frosset tilbage i år. Døde grene skal først klippes af, når man kan se, hvor de nye skud og blade kommer – måske først sidst i maj. Figen tager i øvrigt ikke skade af med års mellemrum at blive klippet lidt ind, men de seneste års massive tilbagefrysning har betydet, at det bliver der ikke behov for lige foreløbig de fleste steder. I år ser det ud til, at vi igen skal kunne høste figner. Og måske er det ikke i år, at vi har lyst til at klippe mange stiklinger af – det betyder jo færre figner i september.
Marts er tidspunket for at pode, og mestrer man endnu ikke teknikken, må man enten gå i gang med at lære det på egen hånd eller deltage i et podekursus. Mange podekurser er allerede afholdt, men der er stadig nogle podekurser landet over. Ellers kan man prøve på egen hånd efter læsning af en række artikler om podning af frugttræer.
Havemesser er der ikke rigtig nogen af i Danmark her i det tidlige forår, men i Malmø er der en stor havemesse i dagene 6. – 9. marts, hvor du kan se et meget stort antal skånske udstillere med alt til haven, og der er mange foredrag om have (på svensk). Messen finder sted i den nye Malmömässan i Hyllie. Se mere på Vår Trädgård. Vår Trädgård kører parallelt med Store Villa Mässan.
Bogens motto er: Stop med at smide ud – begynd at kompostere. Et enkelt budskab til alle i byen fra Marianne Mark, som har skrevet heftet Kompost i byen. Hun har i mere end 20 år har været engageret i miljø, bæredygtighed og Natur og har været med i projekter som Grøn Vesterbro og Byhavenetværket. Hun er i dag naturvejleder i Energitjenesten i Køge. I det lille hefte på 48 sider giver forfatteren nogle meget praktiske anvisninger på, hvordan man i byen kan kompostere sit grønne affald. Der er forskelige vejledninger alt efter om, man kun har en altan, en baggård eller en have. Her kan man se, hvad man kan kompostere, hvordan man komposterer, og hvor komposten kan anvendes. Der er også en god vejledning til at komme i gang med fælles kompostering i en gård. Bogen er udgivet på Forlaget Vingefang, som udgiver små hefter, der fungerer som praktiske guides til mange forskellige emner.
Vintergækkerne står virkelig flotte lige nu, og i år har de lange stilke og er velegnede til at plukke til store buketter. Man siger, at en buket vintergækker skal bestå af 100 stk. Mindre kan heldigvis gøre det, når man vælger den rigtige vase. Foto: Karna Maj
Pastinakkernes blade vokser nu, og det betyder at pastinakkerne snart vil blive mindre attraktive at spise. Det gælder derfor om at få brugt dem nu. Er der mange, så begynd at forære nogen af dem væk. Evt. via Deljorden.dk. Foto: Karna Maj
Her bruges hjemmeblandet såjord. Det er vigtigt, at den ikke har for højt et indhold af især kvælstof, da det kan svide de fine planterødder. Foto: Karna Maj
Minipåskeliljerne står med store knopper, og det vil kun vare en til to uger, før de står udsprungne. Foto: Karna Maj
Der er stadig fine rodfrugter ude i jorden, hvis de har været beskyttet mod frost. Jordskokker og skorzonerrod kan dog tåle frost. Foto: Karna Maj
Våriris springer ud allerede først i marts. De findes i flere farver og nuancer. Og har man ingen i haven, kan de købes i potter og plantes ud, evt. efter først at have have pyntet i havens krukker. Foto: Karna Maj
Solsortene er stadig interesseret i gamle æbler. Her er det de allersidste Ingrid Marie æbler, som er havnet på kompostbunken. Foto: Karna Maj
De gule krokus er sprunget ud, og nu er de første blå krokus på vej. Foto: Karna Maj
Får man lige nu øje på store buske tæt besat med små gule blomster, er det sikkert kirsebærkornel, Cornus mas. Foto: Karna Maj
Det er dejligt igen at få gang i rive og kultivator. Her er bedet til de tidlige kartofler blevet dækket med klar plast. Foto: Karna Maj
Purløgene er i vækst, og har man en af de gammeldags glasklokker, kan man sætte den henover en purløgsblok og få tidligere purløg. En klar plastspand kan give samme resultat, men ser ikke helt så tjekket ud. Foto: Karna Maj
Derimod skal det være en sort spand, der skal sættes over, hvis man vil drive en blok rabarber. Foto: Karna Maj
Juleroser med næsten sorte blomster er særligt eftertragtede. Foto: Karna Maj
Drivhusets vinduer er langt fra rene, og planterne har brug for alt det lys, de kan få her i det tidlige forår. Derfor er det en god ide at få vasket drivhuset, inden der skal sås herinde og prikles småplanter om. Måske allerede om et par uger. Foto: Karna Maj
I år har figengrenene ovelevet vinteren de fleste steder, og de små runde, grønne knopper, som hen over sommeren udvikler sig til figner, ser fine ud. Mon ikke vi endelig skal have lækre søde figner igen efter flere år helt uden. Foto: Karna Maj