Havenyt uge 44, 2012

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Brune, gule, røde og grønne blade hvirvler gennem luften og dækker langsomt jorden, mens træerne bliver stadig mere nøgne. Vinden blæser bladene sammen, og snart ligger der så mange, at børn og barnlige sjæle kan vade i raslende blade. Eller man kan begærligt samle dem sammen til at vinterdække havens bede med. Blade er et gode, ikke noget som skal køres væk fra haven.

Heldigvis falder de ikke alle af på en gang, og det gælder om at nyde de farverige blade – der er et helt år til næste løvfald. Ikke mindst vin-, figen- og kirsebærblade er flotte lige nu, men der er også mange prydtræer og -buske, som er kendt for flotte efterårsfarver, som f.eks. hjertetræ, surbær, troldel, benved og hjortetaktræ. Efterhånden er der plantet så mange arter og sorter med glødende efterårsfarver i byerne, at man bliver næsten skuffet over at gå en tur i skovens mere afdæmpede efterårsfarver, selv om den lige nu står i gyldne farver, ikke mindst bøgeskoven.

Viburnum carlesii

Duftsnebolle, Viburnum carlesii, kan få nogle meget finde efterårsblade. Foto: Karna Maj

Har man ingen bær eller flotte blade i haven, kan man overveje at plante nogle af de flotte træer og buske til at lyse op i efterårshaven eller nogle, der giver føde for fuglene. Lige nu står rønnebær med masser af røde bær, og paradisæblerne gløder i gult og rødt.

Bladfaldet vil gå hurtigt efter en weekend med nattefrost og de kommende dage med masser af regn og blæst. Solen skulle dog også vise sig en gang imellem, og tørvejr er nødvendigt til alt det, vi mangler at få lavet ude i haven.

Husk at holde øje med den lokale vejrudsigt – der kan nogle steder komme nattefrost i løbet af ugen.

Plantetid for de barrodede i november

Løvfaldet er startsignalet til at gå i gang med at plante løvfældende træer og buske. Det er i de kommende uger, at jorden endnu er varm nok til, at rodspidserne lige netop kan nå at komme i vækst inden vinter.

November er således det allerbedste plantetidspunkt for træer og buske. Mange haveejere er åbenbart slet ikke klar over, hvor meget sikrere det er at plante i det sene efterår og tidlige vinter i forhold til i foråret. Salget af planter flytter år for år mere og mere til det lune forår, hvor det er lunt og lækkert at gå i haven, men træer og buske får en bedre start i haven, når de plantes i efteråret, så roddannelsen kan komme i gang inden vinter. Og udvalget er stort lige nu i planteskoler og havecentre

Skuddene på træer og buske er ved at være afmodnede nu, og når bladene er faldet af, kan man begynde at plante barrodede træer, buske og hækplanter, og dermed også flytte løvfældende træer og buske i haven. Det er meget vigtigt at beskytte rødderne på de barrodede, indtil de plantes, så de på intet tidspunkt tørrer ud.

Et gammelt ordsprog siger: »Det man planter i efteråret vil gro – det man planter i foråret kan gro«.

Plantning af barrodede roser

Roser kan købes både i potter og som barrodede. De barrodede er ofte at foretrække, da man her får kraftigere planter. De kan plantes fra løvfald og frem til frosten for alvor sætter ind. Man kan sagtens plante også selv om der er nattefrost, men med plusgrader om dagen.

Det er vigtigt, at man ikke planter roser, hvor der tidligere har stået roser. I planteskolerne går der 7 år mellem, at der dyrkes roser på jorden. Det kræver udskiftning af jorden, hvis man alligevel ønsker at plante samme sted.

Plantehullet skal graves noget større end planten lige passer ned i det. Fyld hullet op med vand og lad det trække ned. Studs rødderne lidt, evt. beskadigede rødder og vildskud fjernes. Rosen anbringes i hullet, så podestedet er 7–10 cm under jordniveau, og rødderne bredes ud. Hullet fyldes trekvart op, jorden trykkes godt til omkring rødderne. Vand igen og lade det sive væk. Fyld resten af hullet op med jord og hyp evt. lidt jord op omkring planten.

Roser trives bedst i en god muldjord, og gerne lerholdig. Har man en let jord, er det en god ide at tilsætte lerjord i plantehullet. Det kan købes i sække i planteskolen som lergranulat. Har man en meget stiv lerjord, bør den løsnes ekstra godt, og det kan være en god ide at tilsætte lidt grus.

Rose i november

Nattefrost, regn og blæst har efterhånden taget hårdt på de sidste roser ude i haven. Foto: Karna Maj

Optagning af frostfølsomme knolde

I modsætning til alle de hårdføre løgplanter, som fint overvintrer derude, så vil knoldplanterne normalt ikke overleve vinteren ude i jorden. Nattefrosten har nu de fleste steder ødelagt bladene på georginer, knoldbegonier, kanna, haveranunkel, tigerblomst, gladiolus, chokoladekosmos og Acidanthera bicolor, og det er derfor en god ide at tage knoldene op, så de ikke går i glemmebogen, og man først kommer i tanke om dem, når jorden er frosset. Står de i krukker, kan man for nogle arter sætte hele krukken væk, f.eks. chokoladekosmos.

Dahlia med rimkanter

Så kom morgenen, hvor georginerne stod med fine hvide rimkanter. Deres sidste pynt. Nu er de visne, og knoldene skal tages op, inden der kommer frost. Foto: Karna Maj

Der er sikkert mange flere knolde, end der blev lagt i foråret. De strutter af oplagret energi, som de skal bruge til at danne ny planter med til foråret, når de igen sættes. Toppen skæres af et stykke over knoldene. Knoldene skal opbevares tørt og frostfrit. Knoldene tørres først nogle dage, inden de lægges i meget lidt fugtigt sand eller spaghnum i et enkelt lag. Selv om de skal opbevars tørt, må knoldene ikke tørre ud. De opbevares køligt under 10° C, bedst ved ca. 6–8° C. Det kan være svært at skaffe opbevaringforhold i et moderne parcelhus eller i en lejlighed, hvis man har kolonihave.

Hvis man har mindre gode opbevaringsforhold, kan man overveje at vente med at tage dem op til et senere tidspunkt, da det giver mindre risiko for at især de små knolde tørrer for meget ud. Jo senere optagning, jo sværere kan det være at finde et par dage og et sted at tørre dem, inden opbevaring. Kardinalpunktet er dog at huske at få dem taget op.

Med georginer er der erfaring for, at man i stedet for at bruge sand/spagnum med held kan opbevare knoldene i åbne plastposer, som sikrer mod udtørring. Når man graver dem op, skal der efterlades 10–15 cm stilk. Ikke alle georgineknolde overlever vinteropbevaringen – og udtørring er lige så stor en risiko som frost. Det er en balancegang mellem en tilpas tør opbevaring, og at knoldene tørrer helt ud. Jo større knoldene er, jo mindre risiko er der for udtørring, og store gamle blokke af georginer kan faktisk opbevares i kasser uden tildækning. Placering i en kasse på jorden i et skur og overdækket med noget isolerende i frostperioder kan faktisk være bedre end opbevaring indenfor i en tør luft, dog skal man løbende vurdere frostrisikoen. Ved dækning må det ikke være for lufttæt, så undgå plastoverdækning, da knoldene ellers kan rådne.

Vinterdække er bedre end vintergravning

Køkkenhaven er den del af haven, hvor der er mest brug for at beskytte jorden i vinterhalvåret, da vi på det meste af arealet kun har planter i sommerhalvåret.

Vintergravning er at gøre det modsatte – her blottes jorden totalt og endevendes. Der opnås ganske vist en frostsprængning af jorden, så den virker løs og god i foråret. Men det er kun ved at tilføre organisk materiale og ved at beskytte jorden og dens liv i form af regnorme og mikroorganismer, at man får en god og smuldrende dyrkningsjord på langt sigt.

Det bedste, man kan gøre, er at holde jorden dækket vinteren igennem, enten med planter i form af afgrøder og efterafgrøde eller med et 5–8 cm tykt lag vinterdække. Jo mere tung jord, man har, jo tyndere skal jorddækket være. Man kan bruge alle former for plantemateriale til vinterdækket. Nederst kan man anbringe frisk husdyrgødning og delvis omsat kompost, øverst mere eller mindre frisk plantemateriale fra oprydningen i haven, visne blade, tang eller halm.

Hvis man tvivler på effekten heraf, så prøv at vinterdække et stykke. Allerede til forår kan man se en forskel, og den bliver større år for år.

Vinteræbler skal nedplukkes

Vi er på vej ind i november, så hold godt øje med de sene æblesorter, hvis de stadig sidder på træerne. Det er ved at være plukketid, men sidder de godt fast, kan man lade dem sidde lidt endnu, da der ikke er frost i sigte.

Men hold øje med frugterne, for pludselig synes solsortene, at de smager bedre end nedfaldsfrugten på jorden. Begynder de at hakke i dem, kan de nå at ødelægge mange frugter – og oftest de største og flotteste.

Golden Delicious

Golden Delicious er et af de sent modnende æbler. Det er meget modtagelig for skurv, men der bliver også altid nogle gode æbler. De skal helst ikke plukkes, før de begynder at ændre farve fra grøn til gul. Og får de sol nok som her i toppen af træet, smager de fantastisk og helt anderledes end de grønne i supermarkedet. Foto: Karna Maj

Pigeoner skal have sol for at blive røde

Har man en kasse nedplukkede pigeoner stående, som ikke er smukt røde, så skal de have sol. Normalt lægger man efter plukning pigeonerne ud i solen til eftermodning, så de får den attraktive helt røde farve. De skal vendes med jævne mellemrum – i frugtplantagerne lægges de på fiberunderlag, hvor vandet kan sive ned i gennem, og de vendes ved at »feje« med en blød kost.

Hvis man klæber f.eks. et hjerte på, som kan fjernes efter de er blevet røde, kan man få ildrøde pigeoner med et grønt hjerte. Det ser flot ud.

November i køkkenhaven

Weekendens frostvejr satte sine spor på haven, hvis ikke de frostfølsomme planter var dækkede godt nok. Det ser ud til, at vi skal starte med mildt novembervejr – og der er ikke umiddelbar udsigt til nattefrost. Det betyder, at vi igen kan nyde at hente masser af grønsager ude i køkkenhaven. Og at det var umagen værd at dække mod weekendens nattefrost.

November i køkkenhaven

Frostmorgen med overdækkede grønsagsbede, som har reddet dild, salat, knoldfennikel, bladselleri og kålhoveder fra frostskader. Vinteræblerne sidder endnu på træerne. Foto: Karna Maj

Men det er en god ide at overveje, hvordan man vil beskytte eller opbevare de grønsager, der ikke tåler frost, når vintervejret på et tidspunkt indhenter os med mere end lidt nattefrost.

Man skal især tage sig af hovedkål, knoldfennikel og bladselleri, som ikke tåler andet end let nattefrost. Rodfrugterne er beskyttet af jorden og fryser ikke ved en enkelt nats frost. Mest udsat er de »rødder«, som stikker op af jorden: Rødbeder, selleri, kålroe, kålrabi, majroer. Let nattefrost klarer de, men det er en god ide at begynde at lægge visne blade, halm eller ålegræs ned mellem rækkerne. Visne blade bliver der rigeligt af i de kommende dage og uger.

I artiklen Vinteropbevaring af gulerødder, kan man se mere om mulighederne for at opbevare gulerødderne hen gennem vinteren. De nævnte metoder kan også bruges til de andre rodfrugter, men de, der stikker op af jorden, skal dækkes ekstra meget, eller graves op og slås ned i jorden.

Hovedkål skal helst stå så længe på roden som muligt i efteråret, da det giver den bedste kvalitet til brug her i efteråret. Der dækkes ved enkelte frostnætter, eller de høstes og lægges til vinteropbevaring et frostfrit sted med stok og rod intakt. De kan opbevares udenfor under et tykt isolerende dække eller inde i et udhus eller lignende. Det er bedst at fjerne yderbladene, da det mindsker fordampningen. Savojkål tåler ned til 5 minusgrader, men som fuldt udviklet hoved bliver savojkålen lettere frostskadet.

Brug bladene til at dække med

Efterhånden som bladene falder af træerne, er det en god ide at rive dem sammen på f.eks. gangarealer og på græsplænen og lægge dem i bunden af bede med porrer og de rodfrugter, som skal blive stående på bedet længst muligt. Det vil gøre det lettere at tage grønsagerne op i frostvejr.

Hvis man har stedsegrønne buske med store grønne blade, f.eks. rhododendron, mahonie, storbladet laurbærkirsebær, skades de flotte blade let, når jorden fryser til. Der opstår bladsvidninger, hvis planten ikke kan optage vand nok til bladenes fordampning. Det er især i frostperioder kombineret med blæst og i foråret med sol, som giver svidningsskader. Hvis man lægger et tykt lag blade ud under disse buske, vil jorden først fryse ved virkelig hård frost eller frost i længere tid. Man minimerer på den måde risikoen for bladsvidninger, samtidig med at man får anbragt de sammenrevne blade. Det er især vigtiigt at beskytte nyplantede stedsegrønne buske.

De visne blade kan også bruges som dække i staudebede, hvis der er steder med bar jord.

Æbleblade på græsset

Æbletræerne smider både blade og æbler, og bladene er velkomne til at dække med i køkkenhaven. Foto: Karna Maj

Fjern blade med sygdomskim

Der kan dog være en god ide at fjerne blade f.eks. under frugttræer, som har været meget plagede af skurv, så smittetrykket bliver mindre næste år. Det samme gælder under roser, som har været angrebet af diverse sygdomme, og under brombær, hvis blade har rustangreb. De fleste år vil regnormene dog nå at æde dem inden forår, så sygdomskimene nedbrydes på naturlig vis.

Sendes bladene en tur gennem en kompostbunke, som får lov til at ligge og modne et år inden udbringning, vil de fleste sygdomskim også blive nedbrudt her. Komposterer man, så kompostbunken kommer op på min. 50° C i 3–5 dage er der ikke ret mange sygdomskim, der overlever en kompostering. Har du ikke disse muligheder for at fjerne smittekimene via kompostfremstilling, så er det sikreste at aflevere de sygdomsinficerede blade som haveaffald hos kommunen, hvor det forhåbentlig bliver varmekomposteret effektivt, inden det uddeles til havefolket igen.

Konservering med mælkesyregæring

Hvis man har mange grønsager og dårlige opbevaringsforhold, kan man overveje at konservere med mælkesyregæring. Mælkesyregæring af grønsager er en glemt konserveringsmetode, og den tyske sauerkraut morer vi os lidt over. Men egentlig er det synd, at vi ikke tager dette meget velsmagende og sunde produkt alvorligt. Man kan selv fremstille det og på den måde gemme havens produkter og ikke mindst deres vitaminer, som bevares fuldt ud ved mælkesyregæring. Har du mange hvidkål og rodfrugter i haven, kan du eksperimentere med at lave mælkesyregærede produkter. Læs mere herom i Camilla Plums artikel Mælkesyregæring.

Her er du: Forsiden > 2012 > Havenyt uge 44, 2012

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider