Det er forår, men havde det ikke været for gule erantis og solide blokke med vintergækker ude i haverne, så kunne man ikke se det. Haven ser fuldstændig død ud. Selv hasselraklerne hænger helt tillukkede her først i marts, og der er ikke antydning af vækst i knopperne på stikkelsbærbuskene, som plejer at være første grønne blade i haven. Jordbærrenes blade visner mere og mere i barfrosten, og selv vårsalatens blade tager skade. Og dog – ser man godt efter, så vokser de grønne blade på narcisser, våriris og hyacinter ganske lidt. Juleroserne rører også på sig – de vokser ganske langsomt selv i snedække og nattefrost.
Helleborus orientalis har det langt bedre i et snedække end i barfrost. Men der er ingen grund til bekymring, selv om juleroser i frostvejr lægger sig slapt ned, de rejser sig igen, når det bliver tøvejr. Foto: Karna Maj
Vi mangler varme og skal af med nattefrosten, før foråret kan mærkes. Måske får vi lige en antydning af forår i weekenden, hvor det skulle bliver plusgrader hele døgnet. Men antagelig returnerer nattefrost igen i næste uge. Det er som om vinteren ikke vil slutte i år – vi er nu i gang med den 4. måned, hvor vi stort set ikke kan lave noget i haven på grund af frost og sne.
Heldigvis får vi i den kommende uge en hel del sol, og vi er på vej imod 11 lyse timer i døgnet. Og netop lysmængden er afgørende for alle de små planter og spirer, som dukker op i potter og såkasser inde i vindueskarmen i disse dage. Og med tiltagende lys, kan vi i de kommende uger gå i gang med at så endnu mere.
Vintergækkerne er lyspunktet i haven lige nu, og de står flot, hvor der er sne og lidt læ. Foto: Karna Maj
Men først har vi lige en fødselsdag, som skal fejres.
Havenyt.dk har 9 års fødselsdag i denne uge. Landsforeningen Praktisk Økologi startede Havenyt.dk den 1. marts 2002 for at inspirere flere til at dyrke mere have på en mere miljøvenlig måde.
Fra alle de mange mails, vi har fået gennem årene, ved vi, at det lykkedes for os at sprede haveglæde og gøre en forskel. I 2010 havde vi 1.6 mio. besøg. Men Havenyt.dk er ikke kun besøgsmæssigt blevet Danmarks største netsted for haveinformation, vi har også i årenes løb samlet en hel utrolig mængde både grundlæggende og praktisk viden om at dyrke have. Til stor glæde ikke mindst for den nye generation af haveejere, som ikke har ret megen praktisk haveviden med i bagagen.
Men det kan stadig kun lade sig gøre, fordi vi har en masse frivillige forfattere, fotografer og eksperter, og desuden mange gode og trofaste annoncører. Ellers var det ikke muligt.
Vi vil gerne have, at endnu flere haveejere kommer til at kende os. Så giv på samme tid os en fødselsdagsgave og dine venner en havehilsen her ved starten på foråret. Med andre ord skriv til dine venner, som dyrker have, og fortæl om Havenyt.dk. Eller del os på Facebook med dine venner.
Hvis nogen skulle have lyst til at give en mere kontant fødselsdagsgave, så er gavebidrag altid meget velkomne – brug formularen Gavebidrag.
Du kan læse mere om foreningen og historien bag Havenyt.dk i artiklen Om Havenyt.dk
De fleste steder har der været et vist snedække, som har beskyttet planterne mod frosten, men det smelter langsomt efterhånden, som vi får lidt tøvejr om dagen. Og dermed bliver planterne dag for dag mere udsat for nattefrosten.
Barfrost og forårssol er en dårlig kombination. Forårssolen er ved at nå en styrke, som kan svide planternes blade, når planterne ikke kan optage vand fra en frossen jord. Det er derfor en god ide at få beskyttet de sartere planter – egentlig mere mod forårssolen end barfrosten. Forårsblomsterne behøver man normalt ikke at bekymre sig om, de kan klare udfordringen.
Normalt klarer vintergækker fint frostvejr, men barfrost og forårssol er en barsk cocktail. Bladene begynder at se lidt skadede ud, men de står nok strunke igen, når vi får tøvejr. Foto: Karna Maj
Hvis man har været tidligt ude, er der allerede småplanter eller spirende planter på vej i vindueskarmen, og alene det gør det lidt mere til at holde ud, at vinteren fortsætter ind i foråret.
Der er nu lys nok til, at du kan begynde at så og få gode planter uden supplerende plantelys. Planterne bliver dog flottere og mere kompakte, hvis de får supplerende lys den næste måneds tid. Så har du lyskilderne, så brug dem lidt endnu. Men ellers går det fint uden.
I den kommende uge er det en god ide at så drivhustomater, auberginer og sommerblomster med lang udviklingstid. Og selvfølgelig chili, hvis de ikke allerede er sået. Hvis man går efter store knoldselleri, så skal de også sås nu. Bladselleri og mindre selleriknolde er det tidligt nok at så om 1–2 uger. Hvis man har en ikke for varm vindueskarm eller udestue, kan man forkultivere salat, spidskål, blomkål, løg og sommerporrer. De kan senere flyttes ud i drivhuset, inden det bliver tid til udplantning på friland.
Det er nu, man skal gå i gang, hvis man vil have nye kartofler i haven til pinse og grundlovsdag. Det er i øvrigt i år en god chance for at kunne servere nye kartofler til pinse, da pinsedag først er den 12. juni.
Der skal købes læggekartofler nu, de skal sættes til spiring, og jorden skal dækkes med klar plast. Hvis man vil have nogle rækker tidlige kartofler til grundlovsdag, så er der tre helt nødvendige forudsætninger for, at det lykkes:
Når man vil dyrke tidlige kartofler er det vigtigt, at man køber en af de meget tidlig sorter, f.eks. Sofia, Hamlet, Hela, Revelino, Marabel eller Primula. Hvis man har en bestemt tidlig sort, man plejer at sætte, så brug den. Ellers risikerer man, at familien overhovedet ikke synes, at det smager af nye kartofler. Det kan være et problem at få fat i læggekartofler her sidst i februar, men det ser ud til at butikkerne er tidligt ude med læggekartofler i år. Ellers er det i hvert fald muligt at bestille i nogle netbutikker allerede.
De middeltidlige kartofler, som først skal lægges midt i april, skal først lægges til spiring efter midten af marts.
De tidlige kartofler lægges til spiring i et rum med godt med lys – helst lagt i ét lag. Hvis luftfugtigheden ikke er høj nok, mister de let spændstighed, men de kan fint bruges alligevel. Det kan evt. forebygges ved at spraye med lidt vand. Lyset sikrer, at de får korte farvede spirer, så de er lettere at lægge, uden at spirerne knækker.
Temperaturen i rummet bestemmer, hvor mange spirer, der kommer. Spires der ved 10–15°, kommer der mange spirer, spires der ved 6–8°, kommer der kun få spirer. Hvis man vil have store kartofler, skal hver læggekartoffel kun sætte 2–3 spirer. Det er store kartofler, vi er interesserede i til tidlige kartofler. Men hvis man er kommet lidt sent i gang med forspiringen, kan det være fristende at spire ved den højere tempertur, fordi det går hurtigere.
Det er vigtigt, at læggekartofler står lyst, så spirerne bliver korte og tykke, da det minimerer risikoen for at de knækker under lægningen. Foto: Karna Maj
Man kan forkultivere kartofler, hvis man har f.eks en udestue. Her kan man sætte nogle af kartoflerne i jord i store urtepotter eller mælkekartoner. De kan sættes ud i drivhuset senere, når de er 10–15 cm høje – og nattefrosten er væk. Men det er vigtigt, at de står meget lyst, når planterne kommer op, og at der ikke er alt for varmt, da de ellers bliver ranglede.
Hvis man vil gøre sig håb om tidlige kartofler på friland, er det vigtigt, at jorden dækkes med plastik snarest muligt. Jo før jo bedre, selv om der er sne, og jorden er frossen. Måske havearbejde i den kommende weeend i sol og plusgrader.
Det er vigtigt, at det er klar plast, så solen kan varme jorden op. Plasten forhindrer, at vandet fordamper, og der forbruges varme hertil. I år er det ikke muligt at klargøre jorden, inden der lægges klar plast over. Vi må vente med at løsne jorden med en gravegreb og tilføre gødning eller kompost, til jorden er blevet varm, og det er tid at sætte kartoflerne engang sidst i marts eller først i april. Har man ikke kompost, køber man en pose tørret husdyrgødning. Kartoflerne skal have de nødvendige næringstoffer for at kunne vokse.
Kartoflerne sættes, så snart jorden er 8°, og det ser ud til at vinteren er slut – som regel i sidste halvdel af marts. Lige nu er jorden frossen, så vi skal have en gedigen lun periode med sol for at få varmet jorden op til 8° C.
Selv om vi kun er i starten af februar, så er forårssolen stærk, når den endelig bryder frem. Sarte planter med grønne blade bør man skygge for med grangrene både ude i haven og i drivhuset.
I drivhuset skal man især holde øje med temperaturen, hvis man har overvintrende planter derinde, som helst ikke skal begynde at sætte gang i væksten for tidligt. Hvor varmt, det bliver i drivhuset, afhænger i høj grad af drivhusets orientering i forhold til den lave forårssol, og hvor gode læforhold, man har på stedet.
Bliver der meget varmt, kan det være en god ide at lufte lidt midt på dagen, så der ikke bliver så store temperaturudsving mellem nat og dag. Men husk at få lukket igen i god inden aften. Det er en balancegang, da opvarmningen om dagen jo samtidig er med til at gøre natten mindre kold.
Men selv om solen skinner om dagen, kan det ikke holde drivhuset frostfrit på denne årstid, når vi har nattefrost. Derfor skal alle planter, som ikke tåler lave temperaturer, dækkes ved udsigt til frost. F.eks. med to lag fiberdug.
Hvis jorden ikke er frossen i drivhuset i weekenden, kan man overveje at sætte en drivbænk op herinde eller lave en tunnel med plastoverdækning. Hvis solen skinner, kan man antagelig få jorden varmet så meget op, at det kan betale sig at prøve at så nogle rækker radiser og salat.
Det er også vigtigt at holde øje med, at planterne ikke tørrer ud i drivhuset, når det begynder at blive lunere herinde på solskinsdage. Planter i drivhuset skal om vinteren holdes til den tørre side, men de må ikke tørre ud. F.eks. kan rosmarin ikke tåle alt for fugtig en jord om vinteren, men går det for meget til den anden side, så planten tørrer helt ud, smider den bladene, og de kommer ikke igen, men efterlader nøgne grene.
Vintersneen har fået en del drivhuse til at segne omkuld under store snemængder. Men det er jo ikke enste grund til at købe et nyt drivhus. Mange går og drømmer om et meget større og flottere drivhus. Hvis man vil gøre alvor af at købe nyt drivhus, så skal man til at beslutte sig, hvis man skal nå at få det leveret, sat op og gjort det klar til at flytte planter ind i i maj måned. Allerbedst ville det være, at det allerede stod klar i april, så man kunne nå at få maksimal glæde af det hele foråret.
Inden man køber drivhuset, skal man overveje, hvor der er en solrig plads til det i haven, hvor stort det skal være, hvordan det skal se ud, om det skal være glas eller polycarbonat, hvilken sokkel, der skal bruges. At sætte et drivhus op, er ikke noget, man gør på en enkelt weekend, og slet ikke, hvis man vil sætte det op på en solid muret sokkel. Og så er der alle detaljerne, da man ofte kan vælge mellem flere typer døre, der skal placeres vinduer, og det skal indrettes med gange og måske en siddeplads, hvor man kan nyde forårssolen og planterne.
Du kan finde leverandører af mange og meget forskellige drivhuse i Forhandlerguiden.
Hvis man har planer om at skrælle græstørv af, hvor der skal være nye blomsterbede eller køkkenhave, så er det hårdt arbejde, som fint kan udføres her i det tidlige forår, selv med nattefrost. Eneste forudsætning er, at det øverste jordlag er tøet op. Faktisk kan det en fordel med kun nogle få cm optøet jord, så man kun lige får fjernet toppen af plænen med græssets vækstpunkter. Jo mere af græsrødderne, man efterlader, jo bedre bliver jorden i bedet. Græstørven komposteres og føres tilbage til jorden.
Det er dejligt at se grønt græs, når sneen smelter. Mindre spændende er det, hvis der igen i år er angreb af sneskimmel. Foto: Karna Maj
Det er ved at være sidste chance for at sætte fuglekasser op, hvis fuglene skal have glæde af dem til første kuld unger. Om kun et par uger ankommer stærene og går på udkig efter redekasser. Det er hjælp til selvhjælp at sætte fuglekasser op, da fuglene hele sommeren støvsuger haven for larver til at fodre ungerne med. Et musvit- eller blåmejsepar samler op til 40 kg larver hen over sommeren.
Har man ældre fuglekasser i haven, så tøm dem for indhold, inden der skal bygges ny reder i dem. Stærene er det dog ikke nødvendigt at servicere, de muger selv ud. Tjek også ophængningen, så kasserne ikke risikerer at falde ned med unger i.
Hvis du ikke selv har tid til at lave et par fuglekasser, kan du finde forhandlere af fuglekasser til mange forskellige fuglearter i forhandlerguiden.
Havemesser er der ikke rigtig nogen af i Danmark her i det tidlige forår, men i Malmø er der en stor havemesse i dagene 3.- 6. marts, hvor du kan se et meget stort antal skånske udstillere med alt til haven. Messen finder sted ved Jägersro i Malmö. Se mere på Skånska trädgårder.
Ikke alle salvier er lige vinterhårdføre. Denne med de små smalle blade klarer de fleste vintre i modsætning til mere storbladede typer. Men her er barfrosten alligevel begyndt at sætte sine spor på de nederste blade. Foto: Karna Maj
I milde forår blomstrer de blå og gule dværgiris allerede først i marts, men i år er de først nu på vej op. Her i det beskyttede klima langs husmuren er der også hyacinter på vej op. Foto: Karna Maj
Det er svært at forestille sig, at vi om godt tre måneder kan plukke søde røde jordbær her. Barfrosten giver mange visne blade, men de små nye blade sidder inde ved hjerteskuddet, godt beskyttet af de gamle visne blade. Så ikke noget med at pille visne blade af i bar forårsiver. Foto: Karna Maj
Der skal ikke meget forår til, førend haslen blomstrer. Men lige nu er den stadig i fuldstændig hvile. Den venter stadig på foråret – og bekymrer sig ikke om datoen. Foto: Karna Maj
Hvis du bruger egen såjord, så er det en god ide at tage en spandfuld ind, så der altid er lun såjord. Foto: Karna Maj
Det er vigtigt hurtigt at få fjernet plastoverdækningen, når planter spirer, da de ellers blive ranglede. Her nyspirede kimplanter af chili. Foto: Karna Maj
Hvis man vil kunne spise søde hjemmeavlede tomater, er et drivhus nærmest en nødvendighed. Efterhånden angribes tomater de fleste år af kartoffelskimmel, hvis de dyrkes på friland. Foto: Karna Maj
Det tager ikke ret lang tid at lægge et stykke plast over bedet til de tidlige kartofler. Det er selvfølgelig lettest som her uden sne. Foto: Karna Maj
Det ville have været dejligt at kunne høste nogle store fine vårsalatplanter eller blade. Men vinteren har ikke givet dem mulighed for at vokse, og uden snedække tager bladene skade af barfrosten. Foto: Karna Maj
Det er de færreste, som kan og har tid til at bygge sit eget drivhus. Men imponerende – det er fotograferet på Friland. Foto: Karna Maj
Hvis man nænner at forstyrre mejsefamiliens privatliv, så kan man overveje en mejsekasse med indkig, så man kan se ungerne et par gange under opvæksten. Plexiglaspladen forhindrer, at rede og unger falder ud. Foto: GreenTools.dk
Skånska Trädgårdar er en tilbagevendende årlig havemesse i Malmø, som i år afholdes den 3.-6. marts.