Havenyt uge 36, 2007

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Efteråret er kommet med blæst og regn, men vi er kun i starten af september, så vi kan få rigtig mange gode sensommerdage i den kommende måned, hvis vi er heldige. Vi trænger også virkelig til noget godt havevejr, så vi kan komme ud og få hakket, luget, klippet osv. Gerne en tør periode med sol, så ukrudtet kan hakkes om og visne. De sidste par måneder er selv helt småt ukrudt, som er blevet hakket om, bare groet igen efter næste regnbyge. Haven er lidt for grøn med det forkerte efter så lang en periode med regn.

Vækstsæsonen er ved at være slut, de flerårige planter begynder at indstille sig på, at de skal til at gemme deres ressourcer til vinteren. Derfor er det også nu, at der skal plantes stedsegrønne, deles stauder og høstes frø. Og det er nu, man skal købe nye løg til lægning – både forårsblomsterløg og spiseløg til overvintring og tidlig høst fra sidst i maj. Blomsterløgene finder man snart sagt alle steder, og det kan være svært at komme forbi uden at købe en pose. De mere specielle arter, sorter og farver, finder man dog ikke i supermarkedernes tilbudskasser, men hos planteskoler og netfrøbutikker.

Men først og fremmest er september overflodens måned. Vi spiser æbler og pærer på fuld kraft, der er stadig blommer, og i køkkenhaven er der lige nu både masser af sommergrønsager med bønner, tomater, chili og majs i front, og vintergrønsager som kål, porrer, gulerødder og rødbeder.

Modne sommeræbler og blæsevejr

De første sommeræbler som Discovery, Ananas og Summerred er modne, og dermed også i fare for at blæse ned, når efterårets første blæsevejr går henover landet. Det kan derfor være en god ide at plukke i hvert fald frugterne på de øverste grene ned, med mindre træerne står et sted med god læ. Men frugterne smager bedst lige fra træet, så man må i den enkelte have afveje, hvad der er det klogeste valg. Hos sorten Filippa sidder mange af æblerne i skudspidserne, og det gør dem ekstra udsatte for at blæse ned, inden de er helt plukkemodne.

Det er også en god ide at holde øje med angreb af gul monilia, som smitter andre frugter, hvor der er kontakt mellem æblerne. De skal fjernes hurtigst muligt.

Havearbejde i restance

Flere måneder med ikke alt for godt vejr til havearbejde har i de fleste haver medført, at der er en kortere eller længere liste over ting, som skulle have været gjort i august, men som vejret har forhindret. Og for en del af dem er det sidste udkald nu.

  • Fjernelse af de gamle hindbærskud, så de nye skud fra i år kan få plads.
  • Sommerbeskæring af træer og buske skal helst ske i juli og august, men kan nås frem til 15. september.
  • Klipning af takshække skal sidst i august og senest nu. 2. klipning af de løvfældende arter, som har fået en ny »pels« af skud, skal også udføres senest nu.
  • Optagning af kartofler. Der er stor risiko for, at de begynder at tage skade af at ligge i den fugtige jord. De skal tages op så snart jorden er tør nok tll det. Kartofler skal eftermodne ca. 3 uger i jorden efter at toppen er fjernet, førend de kan tages op. Der er set angreb af kartoffelskimmel her i september, så det er under alle omstændigheder en god ide at fjerne toppen nu.
  • Lugning af ukrudt i køkkenhavens bede er især vigtigt i bede med såede afgrøder sået i juli og august som spinat, salat, vårsalat, kinesiske bladgrønsager.
  • Anlægge eller omlægge græsplæne

Sensommerblomster

Her ved indgangen til efteråret, er der stadig mange flotte sommerblomster i haverne, men det nogle andre sommerblomster end i højsommeren, man lægger mærke til. Der er stadig de flittigblomstrende cosmos, som efterhånden kan nærme sig mandshøjde på næringsrige havejorde. Men efterårets dominerende etårige er bl.a tobaksblomster, verbena bonariensis, sommerasters, olieplante, rævehale og ikke mindst tagetes, som nu står høje og fyldt med masser af gule, orange og rødbrune blomster. Også de farvestrålende gladiolus og georginer lyser op i havens bede med masser af farver og iøjnefaldende store, flotte blomster. De står og bliver næsten flottere hele efteråret, lige til en rigtig frostnat får dem til at klappe sammen. Men det varer forhåbentlig længe endnu.

Natlys i tusmørket

Det er lidt synd, at det bliver så tidligt mørkt nu, men man kan gå en tur i tusmørket og se natlys åbne et nyt hold af sine store citrongule blomster i løbet af kort tid. På den her tid af året passer det gamle navn klokken otte faktisk, de springer næsten ud på slaget otte. Her i efteråret kan man om morgenen godt nå at nyde blomsterne, inden de i dagens løb visner helt.

Natlys, Oenothera biennis, er en to-årig plante, og det korrekte danske navn er da også toårig natlys, mens nogle af de andre Oenothera er flerårige. Hvis man gerne vil have den i sin have, er det nu, man skal finde en have, hvor man kan få lov til at grave nogle selvsåede planter op. På den måde har man natlys i blomst allerede næste år, og de kommende år vil den selvså villigt.

Forbered forårets blomsterflor

Foråret er tæt forbundet med løgblomster som vintergækker, erantis, krokus, påskeliljer og tulipaner. Der findes dog mange flere spændende forårsløg, f.eks. vibeæg, hundetand, dorothealilje, klokkescilla, våriris, perlehyacint, scilla, fuglemælk og pinselilje.

Det er her i september, at man skal forberede forårets blomsterflor ved at sætte nye løg. Frøfirmaerne plejer netop nu at udgive deres efterårskataloger, hvor man kan finde masser af inspiration ved at se på billeder af arter og sorter. Og i butikkerne dukker poserne med de fristende forårblomster op.

Forårsløgene er ikke kun til glæde for os mennesker, men også for insekterne. Når de kommer frem fra deres vinterskjul i det tidlige forår, er det vigtigt, at der er blomster med masser af pollen og nektar til dem.

Forårets løgblomster pynter også i køkkenhaven. hvor man bedre kan skære kæmpebuketter til huset og til at forære væk, end i blomsterbedene. Når toppen er visnet ned først i juni, kan man nå at udnytte pladsen til at plante f.eks. grønkål, porrer, tomater og salat eller så bønner.

Plantetid for stedsegrønne

Det er nu, der skal plantes stedsegrønne, så de kan nå at få dannet rødder inden vinteren. I modsætning til de løvfældende træer, skal de jo vinteren igennem forsyne bladene med vand til fordampning, så det er vigtigt, at de får sendt nogle rødder ud, som kan skaffe vandet til planten.

Nyplantede stedsegrønne skal om nødvendigt vandes den første vinter i tøvejrperioder, da det forholdsvis lille rodsystem kun kan hente vand fra et meget begrænset område. For at hjælpe på vandforsyningen om vinteren, kan det være en god ide at jorddække med et lag blade, så jorden ikke fryser så hurtigt til omkring rødderne, som derved kan optage vand de første dage i frostperioder.

Plantetid for stauder

Det er nu tid for at omlægge og nyplante staudebede. Forårs- og sommerblomstrende stauder kan deles og forynges ved, at man kun planter de yderste nye dele og kasserer midten af de planter, som bliver kedelige og bare i midten.

Efter 1. september er nætterne så lange, og der falder så megen dug, at de nyplantede planter kan klare selv varme septemberdage, når bare der vandes godt i plantehullet inden plantning. Det er som altid vigtigt at vande jorden til efter plantning. Jorden skal slemmes ind omkring planterødderne, så der bliver 100% god jordkontakt. Hvis september skulle blive solrig og tør, kan der være behov for vanding med jævne mellemrum.

Jo hurtigere man får plantet, jo bedre når stauderne at få dannet nye rødder inden vinter. Vækstsæsonen er kort nu. Og lige nu er jorden dejlig fugtig at plante i.

Frø til frøhøst rådner og spirer på planterne

September er højsæson for høst af frø i haven. Desværre har den våde august fået en del af de frø til at rådne eller ligefrem spire. Det gælder både frø, som skulle være klar til høst nu eller som er ved at tørre på planterne.

Det er især galt ved salat og ved de bønner, hvis bælgene har jordkontakt. Det er derfor en god ide at checke de planter, der skal høstes frø fra og evt. binde dem op og fjerne ukrudt rundt om, så frøbælgene og -stande holdes mest muligt tørre. Bønneplanter, hvor bælgene er ved at være tørre kan evt. hives op af jorden og hænges op til tørring under et tagudhæng, hvor der er både tørt og luftigt.

Heldigvis sætter de fleste arter frø over en længere periode, og så kan man håbe på, at der kommer godt vejr, hvor en ny portion frø kan nå at modne i mere tørt vejr.

Læg græskarrene op på en forhøjning

Der er i år mange flotte græskar ude i haverne. Det skyldes selvfølgelig den dejlige varme sommer, men den fugtighed, som der er i jorden lige nu, kan få de store græskar til at rådne nedefra. Det er derfor en god ide at lægge dem op på en forhøjning, så det får et mere tørt underlag, indtil de er modne og kan høstes. Man kan f.eks. lægge dem op på en mursten.

Så spinat til overvintring

Spinat til overvintring og tidlig høst i foråret er dyrkning med risiko. Den første betingelse for at få succes er, at planterne når at få en vis størrelse inden vinter. Det betyder, at de skal sås nu, hvis det skal kunne nås. Dernæst kræver det en ikke alt for hård vinter. Navnlig kombinationen frost og blæst kan udtørre planterne, hvis de ikke kan hente vand til fordampningen fra bladene. Men hvis det lykkes, er det jo lækkert med tidlige spinatblade til salatskål og store blade efterfølgende til spinatretter.

Der kan købes særlige sorter til overvintring, bl.a. ‘Winterriesen stamm Verdil’, men ellers bruger man de tidlige forårssorter. Måske er der lidt frø tilbage i posen med spinatfrø fra foråret, og så prøver man bare med dem i stedet for at investere i ny frø.

Hvis man har erfaring for, at spinat overvintrer dårligt der, hvor man bor, så kan man i stedet for så i kasser om en uges tid og sætte kasserne ind i drivhuset til overvintring engang i oktober.

Køb zittauerløg til at lægge i efteråret

I velassorterede havebutikker og postordresalg kan man i september købe stikløg. Hvis man ikke kan finde dem lokalt, kan de bestilles hos frøfirmaet Solsikken, men de skal bestilles hurtigst muligt, hvis man vil være sikker på at få efterårsstikløg og hvidløg.

De skal sættes fra midt i september og allersenest i efterårsferien. De vil overvintre og give tidlige, friske zittauerløg. Fra midt i maj i drivhus og fra først i juni på friland. I drivhuset kan de evt. lægges i store kasser, som kan flyttes ud først i maj, når der bliver brug for pladsen, og inden det bliver for varmt til løg. På friland er det ikke altid, at løgene overlever vinteren i hårde vintre og på udsatte steder, og løgenes størrelse vil afhænge meget af vejret i maj måned. Men uanset størrelsen, er det friske løg på et tidspunkt, hvor man trænger mest til det.

Hvis man alligevel skal ud og købe kepaløg til sætning, kan man samtidig købe hvidløg til sætning i oktober. Man kan dog fint bruge egne fed hvidlæg til sætning, hvis man har høstet masser af store, fine og sygdomsfri hvidløg.

Færre kållarver i 2007?

Denne våde sommer har åbenbart ikke været en god sommer for kålsommerfugle. I hvert fald står kålen uden ret mange gnav fra den store og lille kålsommerfugl i mange danske haver, hvis man skal tro den afstemning, som er i gang her på Havenyt.dk. Jo flere der stemmer, jo mere pålidelig bliver resultatet. Når ca. 125 har stemt, begynder det at være en sikker strømpil, og omkring 250 deltagere giver et ret sikkert resultat. Se det nuværende resultat og giv din stemme.

Havens Dag i planeskoler og havecentre

Søndag den 9. september afholdes Havens Dag i de fleste planteskoler og havecentre landet over. Temaet i 2007 er Høst – efterårsfarver. Se mere om Havens Dag 2006 og deltagerne.

Dansk Vindag

Den 8. september 2007 er der Dansk Vindag, hvor vinavlere over hele landet holder åbent hus i tidsrummet kl. 13:00–16:00. Se mere hos [link=www.vinavl.dk/]Foreningen af Danske Vinavlere.

Her er du: Forsiden > 2007 > Havenyt uge 36, 2007

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider