Havenyt uge 22, 2003

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Så kom endelig sommeren med bulder og brag lørdag aften og nat og masser af regn og med varmt og smukt søndagsvejr. Fra haverne lød er glade børnestemmer, græsslåning og riven af småsten, der blev plantet drivhuse til og krukker, ordnet køkkenhaver og fjernet ukrudt. Familien Danmark var på havearbejde.

I den kommede uge bliver der mulighed for endnu mere haveliv – det bliver varmt og med masser af sol og temperaturen vil i ugens løb stige til ca. 23° C. Og så er det jo heldigt, at det er Kristi Himmelfartsferie med hele fire fridage med sol og sommer og dejlig fugtig plante- og såjord. Så medmindre man befinder sig i en frostlomme og af erfaring ved, at der stadig kan komme frost, så er det nu tid at plante sommerblomster og de mere varmekrævende planter ud.

Sommerblomster

Sommerblomster sætter kulør på haven, og enten kan man give pokker i farvesammensætninger og bare gå efter det store frodige farveorgie, eller også kan man skabe smukke bede og krukker med afstemte farver eller måske flere arter i en enkelt farve til en krukke eller et bed. Blomster med grønne og lime blomster er altid gode til at sætte ind til de mere farverige blomster.

Men inden man køber og planter, så husk at planter kun bliver til store flotte planter, hvis de får den sol/skygge, som arten kræver. Planter til fuld sol bliver ynkelige i halvskygge, og skyggeplanter trives slet ikke i sol.

Så bønner Kristi Himmelfartsdag

Jordtemperaturen er ved at være over 14° C i det meste af landet, og med sol og varme er jorden sidst på ugener den så varm, at der kan sås bønner. Du kan følge jordtemperaturen i dit lokalområde på Planteinfo’s side med jordtemperatur.

Det er bedst at så bønner først på dagen, så de har en høj jordtemperatur, mens bønnerne suger vand op. Det giver mindst mulig svampeangreb under fremspiringen. Varm såjord med hurtig spiring giver således mere sikker spiring.

Ofte ser man anbefalet at lægge bønner og ærter i blød 12 timer ved stuetemperatur inden såning. Det er et udmærket råd for ærter, mens bønner kun bør lægges fugtig ved 100% luftfugtighed. Det gør man ved at gennemfugte et gammelt stykke stof (de farvede bøner kan smitte af) – en karklud eller et viskestykke er fine. Herpå lægger man bønner ud og ruller det sammen og lægger det i en plastpose indtil næste dag. Man kan evt. vente med at så, indtil man lige nøjagtig kan se bønnespiren titte frem. På de måde undgår man også manglende planter i rækkerne.

Hvis man har plads til flere rækker bønner, kan det være en god ide at så i flere omgange den næste måneds tid, så man strækker sæsonen for friske bønner fra haven. Bønner er andet end grønne buskbønner. De kan også fås lilla og gule – de gule hedder voksbønner. Snitbønner har brede, flade bælge og har en meget bedre konstistens og smag end de almindelige grønne bønner. En særlig delikatesse er borlottobønner, hvor det er de umodne bønnefrø, man spiser. Både snitbønne og borlottobønner har en længere udviklingstid og bør sås nu.

Stangbønner bliver 2–3 m høje og kræver et solidt bønnestativ. Stangbønner fås både som grønne og blå snitbønner og som gule voksbønner og berlottobønner.

Plant majs, selleri og squash

Faren for frost er nu stort set ovre alle steder, og vi kan derfor plante de frostfølsomme planter som majs, selleri og squash ud. Disse planter står som regel i potter og kan derfor plantes ud, selv om solen skinner.

Har man ikke forkultiveret squashplanter, kan man sagtens nå det endnu. Man kan også prøve at så direkte, men som for bønner kan det være en god ide at forspire inden såning. Squash kan spire ved en jordtemperatur på kun 12° C, men foretrækker 22–35 ° C.

Basilikum

Hvis man ikke selv har fået sået basilikum, kan man købe en potte i supermarkedet og prikle planterne herfra ud. Hvis man vil have nogle af de mere specielle sorter, bliver man imidlertid nødt til selv at så, og man kan sagtens nå at så basilikum endnu. Det er kun i varme somre, at man har held med at så og dyrke på friland. Den flotteste basilikum får man i drivhuset, men det går også fint at dyrke basilikum i krukker på en lun terrasse eller hjørne med masser af sol og læ.

Tomater på friland

Nattemperaturen kommer sidst på ugen op på 11°C, samtidig med at jordtemperaturen kommer op mod de 16° C. Hvis der sidst på ugen fortsat ikke loves nattemperaturer under 8°C, så er der ikke grund til at vente længere med at plante tomatplanterne ud på friland. Indtil da kan man sætte potterne med tomatplanterne ud et sted med sol og læ om dagen, så de afhærdes gradvist inden udplantning. Eller man kan sætte vækstbuer over med fiberdug de første dage efter udplantningen, så planten får en lidt mildere overgang fra væksthus til friland.

Agurker og peber i drivhuset

Agurker skal have minimum 18°C og helst 20° C i jordtemperatur (også nat og morgen), inden de trives for alvor. Denne temperatur nås måske sidst på ugen. Peber kan udplantes i drivhus sidst på ugen, hvis sommervejret ser ud til at fortsætte.

Rette plante til rette sted

I den kommende weekend bliver der med garanti stort rykind på planteskolerne, og når man står der, er det let at falde for nogle af alle de mange flotte blomstrende buske, træer og stauder. Men det er vigtigt, at man inden man står midt i alle fristelserne i havecenteret, har overvejet bl.a. følgende, så man får en plante med hjem, som passer på plantestedet:

  • Hvor meget sol og skygge er der på det sted, hvor planten skal stå
  • Hvordan er jordbunden
  • Hvor høj må planten blive
  • Hvor bred må planten blive
  • Er det en gammel have med læ, eller skal planten kunne tåle vindbelastning
  • Er der andre planter, der blomstrer på samme tidspunkt, så der skal tages hensyn til blomsterfarve.
  • Har man ønsker til blad- og blomsterfarver eller frugt og bærsætning.

Når man har gjort sig disse hensyn klart, kan fagfolkene på planteskolen give en meget bedre vejledning. Hvis man har mulighed for det, kan man evt. tage et billede med af det sted, hvor planten skal stå.

Det er også en god ide at se i diverse opslagsbøger med stauder, træer og buske, da man her kan finde mange flere arter og sorter end på planteskolen, og som regel kan planteskolen skaffe en ønsket sort hjem. »Havens Planteleksikon – Træer og buske« udgivet af Det Danske Haveselskab kan anbefales til inspiration.

Man kan også selv prøve sig frem i en såkaldt Plantfinder, f.eks. har Plantetorvet en udmærket planteguide, hvor man kan prøve at lægge sine krav ind, dog er der ikke store billeder af planterne tilgængelige. Man skal kun vælge de krav, som er helt ufravigelige, da man ellers får meget få valgmuligheder – eller ingen. Man kan så gennemse søgeresultaterne og finde de planter, som passer bedst til de øvrige krav.

De helt perfekte planter til et sted, findes sjældent, og de planter, man vælger, skal jo også være planter, som man virkelig synes om, og som passer ind til de øvrige planter i haven.

Jorddække

Jorden er lige nu dejlig fugtig, men med sol og varme fordamper det hurtigt. Hvis man lægger et lag plantemateriale ud oven på jorden som jorddække, kan man nedsætte fordampningen, og dermed »gemme« vandet til senere brug. Jordtemperaturen er dog endnu lidt lav, og derfor bør man foreløbig kun etablere et brunt jorddække under kartofler, kål, salat og de andre afgrøder, som ikke kræver så høj en jordtemperatur for at vokse – typisk de planter, der sås og sættes først i april. Der skal ikke jorddækkes under de varmekrævende planter, førend jorden føles dejlig varm, når man stikker hånden ned i den. Hvis man har fugle, som skraber i jorddækket, skal man ikke jorddække, førend planterne er så store, at de ikke skrabes med.

Grønt jorddække i form af kvælstofsamlende planter kan man så, så snart de udplantede planter er kommet i god vækst. Kålplanterne er nu ved at være så store, at man kan så jordkløver eller sneglebælg mellem rækkerne.

Her er du: Forsiden > 2003 > Havenyt uge 22, 2003

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider