Det er stadig vinter derude temperaturmæssigt, selv om vi nu er i marts. Det har været en meget kold vinter med frossen jord i lang tid, og efterhånden ville det være rart at kunne få fat i en frisk forsyning af porrer, pastinakker, havrerod og jordskokker.
Frisk persille fra haven står også på ønskesedlen, men det kræver også lunere vejr, inden den begynder at sætte nye blade. Lige nu kan man af krydderurter stort set kun hente timian og salvie derude. Vårsalaten og havesyren vokser heller ikke – syrens blade er helt rødlige og vokser nærmest nedad.
Men lyset og kalenderen går den rigtige vej, så pludselig står vi med forår. Derfor er det en god ide at gøre de ting, som vi plejer på den her tid, hvis det er muligt.
Efterhånden som solen får mere magt, skal man huske at vande de planter, som står inde i drivhuset. Det er dog stadig vigtigt, at de ikke vandes for meget.
Hver haveejer finder sin egen favorit, når det gælder såpotter og bakker. Er man god til at huske at vande, kan man bruge de såkaldte speedlingbakker, hvor man dyrker en plante i hvert lille plantehul i bakken. Er man dårlig til at huske at vande, er det bedre at bruge såpotter og -bakker, hvor der er større jordvolumen. Man skal så være lidt mere forsigtig, når planterne skal plantes om, end når man bruger speedlingbakker, hvor hver enkelt plante har et afgrænset rodsystem.
Både speedlingbakker og systemer med såpotter i minidrivhuse er gode løsninger. De kan købes de fleste steder, hvor der sælges frø. Men man kan også genbruge almindelige urtepotter og i stedet for minidrivhuse komme dem i plastposer under spiringen.
De planter, som skal prikles ud, kan man så i såbakker, og hertil kan man genbruge styroporbakker fra champignon samt de dybeste plastikbakker (4–5 cm dybe) fra kød og grønsager. De lave plastbakker kan bruges til at sætte urtepotterne på i husets vindueskarme.
Det er en god ide, mens vi venter på foråret, at checke beholdningen af potter og minidrivhuse og få det vasket af og gjort klart – dette kedlige arbejde »glemmer« man tit i efteråret.
Hvis man er nybegynder ud i forkultivering af planter, så er det en god ide at starte med at så i en købt såjord og senere prikle i en købt priklejord. Den købte jord har den fordel, at den er ukrudtsfri. Er man ikke dus med kimbladene på ukrudt og kulturplanter, er det rart, at der kun dukker kimplanter op fra det, man sår. Pottejord bør aldrig bruges til at så og prikle i, da den har et alt for højt indhold af bl.a. kvælstof, som kan svide de nye rødder.
Har man derimod lidt mere erfaring, er der ikke noget i vejen for at blande både sin egen så- og priklejord, bare man husker, at såjord ikke må indeholde ret megen kvælstof, priklejorden skal have et lidt højere indhold, og kun pottejorden skal have et højt indhold af kvælstof.
Vi er nu ved at være så langt henne i marts, at planter lige nøjagtig kan få lys nok i et sydvendt vindue, så de ikke bliver alt for lange og ranglede. Har man ikke sået chili, peber og selleri endnu, er det på høje tid.
I løbet af denne uge er det også en god ide at få købt de sorter af drivhustomater, man har lyst til at dyrke i år. Der er mange tomatsorter at vælge imellem. ‘Gemini’ F1 er en god gennemprøvet og velsmagende sort med ikke så store tomater. Overskudsplanter af denne kan trives på friland. Når man har muligheden for at dyrke sine egne tomater, er det en god ide også at dyrke de små søde cherrytomater, selv om de udbyttemæssigt giver lidt mindre. De aflange pastatomater er ikke så vandede og kan være ganske velegnede ikke kun til pastasovs, men også til at pynte smørrebrød med og i salatskålen. Endelig kan man også vælge sorter med andre farver end røde, f.eks. modne grønne tomater, eller gule.
Når man skal købe tomatsorter til drivhuset, er det en god ide at vælge frøposer, hvor der står drivhussort på. Det er vigtigt, at man får »snoretomater«, som fortsætter med at vokse opad hele sæsonen og derved udnytter drivhusets højde. Det er spild af plads at plante busktomater i et drivhus. Drivhussorter har desuden den egenskab, at de bliver ved med at sætte blomster hele sæsonen i modsætning til determinate sorter, hvor sorten blomstrer en kort periode og derpå bruger al sin kraft på at udvikle tomaterne. En sådan type er velegnet til friland.
Tomater til friland skal ikke sås før sidst i marts eller først i april – de kan jo først plantes ud sidst i maj eller først i juni.
Lavbevoksning på gamle hyldegrene. Lav er noget af det mest farverige i den kolde tid. Foto: Karna Maj
Når solen får magt, skal man holde øje med, om planterne i drivhuset begynder at mangle vand. Foto: Karna Maj
Peberplanter på vej op. Der er sået 5 frø i hver potte. De er netop taget ud af plastposen Foto: Karna Maj
De tidlige kartofler er begyndt at spire. Foto: Karna Maj
Erantis. Foto: Karna Maj