Spørg eksperterne

Hvordan fjerner jeg brombærkrat fra stedet?

Jeg er gået i gang med at fjerne et overdådigt brombærkrat på ca. 100 kvadratmeter i min have. Det er omkring 3 meter højt – og helt uhyggeligt vildt. Nu er det meste klippet ned til jorden – og det afklippede er lagt i 2 store bunker.

Jeg har tjekket, hvad det tidligere er skrevet på jeres fantastiske hjemmeside om fjernelse af vildtvoksende brombærkrat og har besluttet mig for at lægge sort plastik over de tilbageværende stubbe – i første omgang. Men mit spørgsmål går på: Hvad kan jeg gøre af alle de afklippede stokke i bunkerne? Min have er så stor, at bunkerne godt kan blive liggende, til løvet er visnet – men kan jeg derefter brænde bunkerne af? Vil det afklippede løv/stokke skyde igen?

Med venlig hilsen
Nanna Salicath, september 2014

Svar

Du er virkelig sej, når du har fjernet 100m2 brombærkrat.

Du kan godt lade det ligge og visne, og det vil brænde fint. Det er helt sikkert den letteste løsning med brombærranker, da de er umulige at transportere væk. Tjek dog lige reglerne for afbrænding af grene i din kommune. Er du i landzone er det ofte tilladt i vintertiden. Sankthansaften er det som regel tilladt at brænde af de fleste steder, hvis ikke der er forbud på grund af tørke.

Brombær kan man godt udrydde. Det er udmærket at dække med sort plast, da de nye skud ikke kan vokse uden lys – jeg ved dog ikke, hvor længe det skal være på stykket, men det finder du ud af. Jeg ved heller ikke, om de nye skud når at blive så tornede, inden de visner, at plasten kan blive revet, hvis der er færdsel på arealet, eller vinden får tag i plasten. Måske du skal hugge planten ned under jordniveau med spaden, så stubbene er væk, ellers rives plasten måske i stykker. Det er et stort arbejde, så du kan jo vælge bare at lægge plast ud, og se hvad der sker.

Du kan evt. dyrke græskar plantet ned gennem huller i den sorte plast. Så ser arealet pænere ud og du får en afgrøde – du kan evt. sælge de overskydende. Læg mursten eller lignende rundt om plantehullet, så plasten holdes nede og lyset holdes ude.

En anden, men mere arbejdskrævende metode er at stikke med en spade ned og hugge skråt ind til du rammer roden. Få så meget rod med op ved hver plante som muligt. Den vil næste år sende nye skud op, men de kan med 1–2 ugers mellemrum stikkes af under jordniveau med en spade. På den måde forbruges energien i de tilbageværende rødder. Den skal have lov til at sætte skud, men de må ikke nå at blive ret store, da de så begynder at sende energi ned i roden igen.

Du kan glæde dig til et rigtigt godt stykke jord, når du har fået fjernet brombærkrattet. Det har ligget brak i et stykke tid, og det giver god jord.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Hvordan fjerner jeg brombærkrat fra stedet?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider