Spørg eksperterne

Hvilke slyngplanter vil hurtigt og pænt dække et træhegn?

Vi har fået lavet et flot sortmalet træhegn i højden 1,7 × 7 meter. Desværre virker det lidt for massivt, og vi vil derfor gerne have lavet det om til en mere imødekommende »grøn væg«. Problemet er:

  • Der er ikke plads foran hegnet, så kan man plante bagved, og alligevel få slyngplanten til at vokse på forsiden (der er 10 cm. fra hegn til jord)?
  • Min hustru er utålmodigt anlagt, så hvilken plante vil være den hurtigste (og pæneste) løsning?

Med venlig hilsen
Jesper V., januar 2011

Svar

Den første del af spørgsmålet er let at besvare, for der er intet i vejen for at plante på den ene side af et (ikke alt for tæt) træhegn. Man skal bare tænke med, at de skud, der bliver ført frem på den modsatte side, får tykkelsesvækst. Det kan ikke undgå at skabe problemer, men de kommer først senere…

Derimod er det jo noget mere omfattende at skulle give gode råd om utålmodige ægtefæller, men hvis jeg må forstå det sådan, at utålmodigheden begrænser sig til det konkrete: at få det sorte plankeværk dækket, så kan jeg foreslå at gøre det ad to omgange.

  1. Plant almindelig humle langs hegnet med 50 cm afstand. Disse planter kan skyde op til 10 m pr. år, så det burde kunne dække træværket ret effektivt allerede den første sommer – forudsat der bliver vandet i tørkeperioder og gødet med en kvælstofrig gødning, når det sjette blad viser sig.
  2. I mellemrummene kan man så plante én eller flere af de følgende: bjergskovranke, Clematis montana ‘Rubens’, rehdersskovranke, Clematis rehderiana, guldskovranke, Clematis tangutica, klatre-brombær, Rubus henryi, almindelig vedbend, Hedera helix, almindelig vin, Vitis vinifera ‘Rondo’ eller stikkelsbærkiwi, Actinidia arguta.
  3. To-tre år senere kan man fjerne humleplanterne og nyde de smukke blomster (skovrankerne), de stedsegrønne blade (brombær og vedbend) eller de dejlige frugter (vin og kiwi).

God fornøjelse!

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Hvilke slyngplanter vil hurtigt og pænt dække et træhegn?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider