Har man høns i haven, så er det nødvendigt med hegn til at holde dem, der hvor man ønsker. En solid hønsegård hvor hønsene kan være i sikkerhed, men fritgående høns i haven skal også have en indhegning. Dels for at holde hønsene på egen grund og dels for at holde dem væk fra de områder i haven, hvor det er knap så heldigt for ens eget udbytte af haven, at hønsene går. F.eks. jordbærbedet i højsæsonen.
De fleste hønseejere har prøvet at miste dyr til ræv eller løse hunde. Det er et sørgeligt syn at komme ud til et blodbad, hvor der mangler flere (eller alle) af ens høns. Afhængig af omgivelserne og hvor stor »truslen« er, så kan det være nødvendigt at tage forskellige forholdsregler. Hvis man er meget plaget af ræve, så kan det være nødvendigt at bruge elhegn til at holde dem ude, men i langt de fleste tilfælde er det nok med et solidt hegn og at lukke hønsene inde i huset om natten.
En ræv kan sagtens bide igennem »hønsetråd«. Det kan ikke holde ræve ude. I stedet kan det betale sig at bruge volieretråd/minktråd, som er noget mere solidt.Det er noget dyrere, men ræven kan ikke bide igennem det. En sulten ræv kan klatre højt og såmænd også grave under hegnet.
Hvis hønsegården ikke er overdækket, så skal hegnet være mindst 2 m højt og gravet 40 cm ned for at være rævesikkert. De øverste 30–40 cm skal også bøjes udad, så ræven ikke kan klatre op.
Hvis det er nødvendigt med elhegn, så er det samme type som bruges til at holde kreaturer o. lign inde, der også bruges til at holde ræve og andre angrebslystne dyr ude. I de fleste forretninger, der handler med landbrugstilbehør fås også udstyr til elhegn. En tråd nede ved jorden for at forhindre gravning, en tråd i »næsehøjde« på ræven og en tråd højere oppe eller på toppen for at forhindre at ræven klatrer over.
Det er også vigtigt at huske at lukke for hønsene om natten, så ræve eller andre dyr ikke kan komme ind i huset. Her kan man i forretninger, der handler med udstyr til høns købe automatiske lukkere, der åbner og lukker på bestemte tidspunkter, så man ikke er afhængig af at være hjemme om aftenen for at lukke for hønsene.
Selv om det er hyggeligt med høns i haven, så er der visse områder, hvor det er knap så hyggeligt at have hønsene til at gå i. Jordbærbedet i højsæsonen f. eks. For de fleste svære (tunge) racer og de lidt ældre høns, så vil et 60/90 cm højt »grønt havehegn« være fuldt tilstrækkeligt til at holde hønsene væk fra de steder de ikke skal være. Havehegnet kan fint sættes op med tentorpæle, som normalt bruges til kreaturhegn.
Der skal ikke så meget til at holde hønsene på rette vej Foto: Finn Jensen
Det er vigtigt at låger i hegnet ikke slutter med en liste, for så vil hønsene nemlig hoppe op på listen og videre ned på det »forbudte« område. Lad hegnet fortsætte op OVER listen, så hopper hønsene ikke derop.
»Grønt havehegn« kan også bruges som afskærmning i hækken ind mod naboen eller ud af ens egen grund. Høns har en god evne til at finde huller i hækken, og det er ikke altid at naboen er glad for at få besøg. De færreste høns flyver væk (dog kan man blive udsat for nogle Houdini-typer), men selv et lavt hegn i hækken er oftest en effektiv stopklods og nok til at holde hønsene på egen grund.
En ræv kan sagtens bide igennem »hønsetråd«, som er det sekskantede net med 50*50 mm masker Foto: Finn Jensen
Der skal noget til at holde ræven ude Foto: Hanne S. Lottrup
Tråden skal bare lidt op over brættet for at holde hønsene væk Foto: Finn Jensen
Her er du: Forsiden > Dyr i haven > Dyrehold > Hegn til høns i haven
Kommentarer
Der er 8 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…