Stauder i stedet for sten

Mange danske haver er stærkt præget af, at vi egentlig ikke ved, hvad vi skal bruge dem til. Vores frugt og grønt køber vi, og så står vi der med noget jord, som ikke rigtigt har et formål, men som til gengæld kan være ret vedligeholdelseskrævende, hvis det ikke skal se ud som om, at vi ikke har tjek på det.

Løsningen bliver desværre alt for ofte flere og flere faste belægninger og terrasser, som optager en meget stor del af den jord, som blev tilbage, efter at huset stod færdigt (om- og til-) bygget. Jeg vil gætte på, at flere kvadratmeter jord er lagt øde under dyre fliser i villahaverne end gennem vejbyggerier de seneste 5–10 år.

Belægningerne skaber problemer

Det stigende antal faste belægninger er ikke helt uproblematisk for miljøet på flere ledder. De seneste somre har vi oplevet de ubehagelige følger af kraftige regnskyl, som kloakkerne ikke kunne nå at optage, i form af oversvømmede kældre, veje og haver. Ligningen er simpel: Jo mere jord, som er beplantet, jo mere kan optages uden at belaste kloaksystemet, og jo mere jord, som er dækket af faste belægninger, jo mere pres er der på kloakken, for vandet skal jo væk.

Men det er ikke gjort med det. CO²-forureningen bliver også højere. Og jo mere liv i form af planter og dyr vi har i haverne, jo mere CO² har vi bundet. Set ud fra dette synspunkt er faste belægninger lig med ørken. Og så er der spørgsmålet om vedligeholdelse. Selvom der for tiden gøres et stort arbejde med nye fugematerialer, så er der en tendens til, at den vedligeholdelsesfrie fliseterrasse alligevel gror til med ukrudt, og så har man enten et stort lugearbejde, eller må ty til den lette løsning. Og det er min fornemmelse, at der er fremgang i salget af ukrudtsgift til brug på faste belægninger. Det er ikke godt for miljøet!

Men endelig er der også mine egne moralske skrupler. Når jeg tænker på, at vores forfædre sled sig selv op med at fjerne sten fra ­landets jord for at kunne dyrke den, så mener jeg ikke, at vi kan tillade os at dække den med sten igen for at slippe for at dyrke den.

Så hvad gør vi så, hvis vi gerne vil gavne miljøet og have en have med liv og farver, men ikke vil have, at det løber ud af kontrol, hvis vi vender ryggen til i 14 dage? En god løsning hedder: Brug flere stauder, men gør det rigtigt!

Vælg ikke-arbejdskrævende stauder

En af de virkelig statelige stauder, den ikke-invasive pileurt Persicaria polymorpha. Foto: Bolette Crossland

Der hersker en opfattelse af, at det er forbundet med en meget stor arbejdsbyrde at vedligeholde en staudebeplantning. Det kan det sandelig også være, hvis man vælger planter ud fra rent æstetiske overvejelser om blomsterfarver og prioriterer store blomster og en lang blomstringsperiode. Men når først staudebedet er etableret, er det den mindst arbejdskrævende beplantning, man kan vælge, hvis bare man følger nogle få, enkle råd.

Man skal først og fremmest vælge planter med stor vækstkraft og fravælge dem, som spreder sig meget voldsomt ved udløbere eller frø. Desuden skal man sørge for, at kravet til voksestedet passer til det sted, hvor man vil have planterne til at gro. Og endelig skal man sørge for at lægge vægt på andre æstetiske kvaliteter så som løvets farver og høstfarver og samspil mellem forskellige former på blade, frø og frugter, så man opnår en mere naturpræget beplantning, uden at det kommer til at ligne roderi.

Brugen af stauder i de små grønne områder i boligkvartererne kan inspirere eller direkte bruges i haven. Her er det et udvalg, som passer i det halvskyggede område i læ med god muldjord: Nøkketunge, Ligularia, koreansk fjerbusk, Aruncus aethusifolius, og lodden løvefod, Alchemilla mollis. Foto: Bolette Crossland

Dette har jeg længe ment, men dårligt turde påstå. Men nu har jeg fundet et rigtig godt eksempel, som viser, at det kan lade sig gøre i praksis. Og så endda i en offentlig park, hvor der som regel lægges færre arbejdstimer end i en privat have, der bliver passet og plejet med kærlighed og omhu.

Miraklet i Enköping

Blå Trädgård er ikke kun blå – der spilles på kontraster i løv og blomster. Vandet og de frodige løvmasser giver ro. Foto: Bolette Crossland

I en mindre svensk by, Enköping (lidt nordvest for Stockholm), har man afprøvet ideen i stor stil og udvider stadig. Resultatet er de mest farverige og varierede parker (både hen over året og på forskellige steder i områderne), som jeg nogensinde har set. Hele, store områder (i alt i kommunen drejer det sig p.t. om ca. 20.000 m²) er tilplantet med stauder i store grupper – plantet tæt for at undgå ukrudt. Der bruges ikke gift, og det har man ikke gjort siden 80’erne, så hvis der er planter, som bliver så meget angrebet af sygdom eller skadedyr, at det går ud over helhedsindtrykket, ja så bliver de skiftet ud med noget andet. Med andre ord: der eksperimenteres.

Dette kan man gøre, uden at det er blevet dyrere i vedligeholdelse end en traditionel park. Det er klart, at stauder er dyrere i indkøb end græsfrø (regn mindst 200–300 kr./m2, hvis planterne købes færdige på planteskolen), men granit er jo heller ikke gratis. Til gengæld kan vedligeholdelsen, når først beplantningen er vokset sammen, indskrænkes til en årlig nedklipning og gennemlugning om foråret og en enkelt gennemgang senere på året. Lettere kan det nok ikke blive!

En af Drömparkens virkelige attraktioner, salviefloden – en beplantning af flere forskellige sorter af staudesalvie, som er plantet som en flod, som »løber ud« i et rigtigt vandløb. Foto: Bolette Crossland

Rette plante på rette sted

Store, voldsomme stauder giver virkelig en skiften gennem årstiderne til glæde for dem, som dagligt passerer parkerne. Fire måneder tidligere var her ikke andet end nedklippet staudetop, og her ved midsommer står kæmpekålen Crambe cordifolia næsten mandshøj. Foto: Bolette Crossland

At opnå en sådan effekt kræver rette plante på rette sted. Med det meget store udbud af stauder, der er, er det svært at vælge rigtigt uden at lade sig forlede til de impulskøb, som planteskolerne i stigende grad lever af at lokke os til. Derfor er det en god idé at hente inspiration fra steder, hvor man kan se, det fungerer, og her er Enköping et godt sted at kigge. Dels er der tale om meget store og varierede arealer, så det er muligt at finde planter for enhver smag og ethvert voksested. Dels er der ved indgangen til alle byens parker fine kort med plantelister – lige til at tage med rundt i parken, så man selv, med en smule fornemmelse for kort, kan finde frem til navnet på specielle planter, som kunne være interessante.

Udover de store parker, som måske ikke lige kan kopieres i en dansk standardhavestørrelse, finder man små såkaldte »fickparker« (lommeparker) ude i boligkvartererne – små parker, som virker som små, lokale fælleshaver. Disse kan være mere direkte inspiration, som kan tages lige med hjem til egen kolonihave eller villahave.

En af Enköpings små »fickparker« – små oaser midt i boligkvarterer og bymidte. Her Fridegårdsparken, som før bare var et stykke græs, indtil et byggefirma lejede området til skurvogne under et byggeri, og lejeindtægterne så blev brugt til at gøre området til et åndehul midt i byen. Foto: Bolette Crossland

Læs mere

Ann-Christin og Dan Rosenholm har i 2008 ­udgivet en bog om Enköpings berømte parker. Bogen handler ikke alene om byens 16 parker, men også om holdningen til ­parker­nes pasning og arbejdet med planternes former, farver og tekstur i kompositionen. Forfatterne har desuden skrevet en række andre havebøger om trädgårdsdesign.

Ann-Christin og Dan Rosenholm: Växtkomposition. Idéer från Enköpings parker. Albert Bonniers Förlag, 2008, 168 sider. Bogen er udsolgt fra forlaget.