Skorzonerrod

De lange, brunsorte, ru rødder ser umiddelbart ikke særlig tiltalende ud, og når man begynder at skrælle dem, løber der en hvid, klistret mælkesaft ud, som giver grimme, brune fingre. Desuden brunfarves den skrællede, hvide rod i løbet af få minutter. Og tilberedes rødderne kogt og mælkestuvet efter de anvisninger, som bl.a. findes i gamle udgaver af Frøken Jensens kogebog, så prøver man det kun én gang. Sådan gik det i hvert fald i 1978, da jeg det allerførste år med køkkenhave også såede en række skorzonerrødder, som jeg aldrig havde set – endsige smagt. Der gik næsten 20 år, inden jeg vovede forsøget igen, og kun fordi der begyndte at dukke opskrifter op, som så mere lovende ud end de mælkestuvede.

En gourmetgrønsag

Skorzonerrod er en virkelig delikatessegrønsag, som man stadig ikke finder i ret mange almindelige supermarkeder, selvom den nu bruges i madmagasiner og kogebøger. Det er der sikkert flere grunde til. Dels er det en ret dyr grønsag, dels er efterspørgslen sikkert ikke overvældende, da de fleste ikke kender dens kvaliteter. Den er dog af og til med i abonnementskasser med økologiske grønsager.

Roden er virkelig velsmagende med en lidt nøddeagtig smag, så det er en god idé at prøve at så en række til næste år og lære den at kende.

Den er let at dyrke, men den kræver ret meget plads i forhold til udbyttet, som nok kun er ca. en tredjedel i forhold til gulerødder. Til gengæld er der ikke opbevaringsproblemer, da den kan blive stående i jorden om vinteren og endda kan høstes i fin kvalitet, selv efter den er begyndt at skyde i foråret. Det betyder, at den kan være med til at udfylde tomrummet af friske grønsager i foråret, hvilket er en kvalitet i sig selv.

Skorzonerrod

Skorzonerrod, Scorzonera hispanica, tilhører kurvblomstfamilien, hvilket man let kan se, når den blomstrer og sætter frø. Det er en to- til flerårig plante, som vi normalt dyrker som etårig. Roden har efter blomstring andet år stadig fin spisekvalitet, men den bliver efterhånden træet og uspiselig i den øverste del af roden.

Planten stammer fra Syd- og Mellemeuropa, hvor de vilde arter gror på forskellige lokaliteter som tørre græsgange, krat og bjergområder. De fleste vokser på kalkholdig og tør jord. Først i det 16. århundrede omtales den vilde plante, hvor den også dukker op i botaniske haver, men vi skal næsten 100 år længere frem, førend den omtales som kulturplante. Den blev hurtigt en mondæn grønsag, bl.a. var Louis 14. af Frankrig meget glad for den.

I Europa dyrkes skorzonerrod i dag mest i haver. Kun i Belgien og Polen dyrkes den erhvervsmæssigt i et omfang af betydning. På den økologiske Tinggaard ved Havndal dyrker de i 2006 1,5 ha med skorzonerrod. Læs om deres erfaringer.

Jordbehandling og gødskning

Jorden og jordbearbejdningen er helt afgørende for, at man får succes med at dyrke afgrøden. Det siger næsten sig selv, for rødderne bliver 30–50 cm lange og er desuden skøre og knækker let ved optagning. Roden deler sig let, hvis der er sten, eller jorden er meget kompakt. Med mindre man har sandmuld, kan det anbefales, at man løsner det bed, hvor man vil dyrke skorzonerrod, i to spadestiks dybde. Hvis jorden er løs og stenfri, kan man dyrke både i sand- og lermuld.

Jorden skal gødes med velomsat kompost, hvoraf en del kan tilføres som topdressing, når planterne er kommet i god groning. Reaktionstallet skal ligge på 6,5–7.

Når først planterne er etablerede, er det en afgrøde, som ikke er særlig sårbar over for tørke.

Såning og udtynding

Skorzonerrod har en udviklingstid på ca. 6 måneder, så den skal sås så tidligt som muligt. Frøene spirer fra 5° C, men den optimale spiringstemperatur er 14–24° C. Spiretiden er 7–12 dage. Man kan evt. lægge frøene i lunkent vand 12 timer inden såning. Normalt sås sidst i april til først i maj. De lange frø sås i 1,5 cm dybe riller – såning dybere end 2 cm giver dårlig fremspiring.

Når man sår dem som rækkeafgrøde, skal afstanden være på 40 cm. I bede kan man nøjes med 25–30 cm.

Det er vigtigt at få tyndet ud hurtigt, da det er svært at hive halvstore planter op med rod. Får man ikke roden med op ved udtyndingen, vokser planten op igen. Der tyndes til 10–12 cm afstand i rækken.

Sædskifte og naboplanter

Det nævnes flere steder, at skorzonerrod dyrket ved siden af gulerødder er med til at holde gulerodsfluen på afstand. Skorzonerrod passer godt til at dyrke sammen med andre rodfrugter som rødbeder, pastinak, majroe og persillerod.

Sygdomme og skadedyr

Der er stort set ingen angreb. Dog kan toppen i sensommeren angribes voldsomt af meldug.

Høst og opbevaring

Høstperioden er fra november til maj. Normalt lader man rødderne, der er fuldt vinterhårdføre, stå i jorden. Da man ikke kan få rødderne op af jorden, hvis den er stivfrossen, kan man ved udsigt til frost tage rødder op til opbevaring i sand, men de brækker let ved optagning, og det nedsætter holdbarheden. I plastpose kan de opbevares i køleskab en uges tid.

Optagning af de noget skøre rødder er lidt af en udfordring – for man vil jo gerne have det hele med. Man løsner jorden på begge sider af rækken med gravegreben og tager så godt fat om det øverste af roden og trækker lodret op i et langt og sejt træk. Roden slipper ret pludseligt. Hvis den er ugrenet, kommer den som regel op i ét stykke. Er roden grenet, må man grave den fri.

Skorzonerrødder skal efter skrælning straks lægges i vand med citron eller eddike for at undgå brunfarvning. Skrælning under rindende vand giver mindst brune fingre. Rødderne kan også koges først, hvorefter skrællen kan fjernes. Rødderne tilberedes som andre rodfrugter, dog kan de ikke spises rå.

Nye blade, herunder de nye skud i foråret, kan spises, f.eks. i salat. Blomsterne er også spiselige. Den ristede rod har været brugt som kaffeerstatning.

Frøhøst

Hvis man har plads i haven, er det en god idé at lade en 3–4 typiske og gode planter stå og sætte frø. Der kan være problemer med spiring ved købte frø, men som regel ikke ved hjemmeavlede frø, som er høstet året før og opbevaret tørt og køligt.

Normalt er skorzonerrod selvbestøv­ende, men der sker ofte krydsbestøvning mellem sorter ved insekters hjælp. De mest almindelige sorter er ‘Russisk Kæmpe’ og ‘Hoffmanns Schwarzer Pfahl’.

Det gælder om at høste dagligt, da frøene flyver lige så let som frø fra mælkebøtte­skærme.

God for diabetikere

Skorzonerrødder er rig på inulin, en stivelsesart, der også findes i bl.a. læge­atlant, jordskok, endivie, cikorie, artiskok, georgine, mælkebøtte, løg og porre. Inulin er ikke let fordøjeligt for mennesker og passerer derfor normalt lige gennem fordøjelsessystemet og udstødes. Det gør bl.a. inulinholdige grønsager til gode grønsager for diabetikere.

Prøv også havrerod

Havrerod ligner skorzonerrod meget i både dyrkning og anvendelse. De lysbrune rødder er mindre og giver et endnu mindre udbytte, men de har en fin smag og bør på et tidspunkt prøves. Deres blomst i plantens andet år er noget helt for sig – en smuk lilla blomst, som kan måle sig med prydhavens blomster.

Læs artikel om havrerod