Figner

Denne artikel er et uddrag af Camilla Plums bog »Mors Mad Sommer« udgivet på Gad.

Hele året rundt ser jeg gæster stå foran vores figentræ i gården, opslugt af lavmælt samtale om, hvad de ser, og hvad de tror, de ser. Figner har, som granatæbler, en gammeltestamentlig kødelighed, som bestemt også virker i vores tid. Figner og figenblade, ja hele træet er symbolmættede til overflod. Bladene er symbol for synden, som selv den mest bibelsvage kender. Ingen havde brug for vegetabilsk lingeri, før Eva bed i det fandens æble. Og det er bladene, det handler om, om sommeren, ikke frugterne som først viser deres lige så symboltunge sanselighed frem i september.

Foto: Anne-Li Engström

Men først lidt om figentræet. Vores er en bornholmsk figen, som der findes en del variationer over. Den er stort set det samme som ‘Precose de Dalmatie’ og ‘Brown turkey’, og den eneste som efter min erfaring kan vokse på friland hos os. Det er også en figen, som ikke behøver den lille hveps, som normalt sørger for befrugtningen ved at lægge æg i frugtanlæggene. Larverne smyger sig rundt inde i fignerne og befrugter alle de lange fimrehår, som de er bygget op af, og til sidst forlader hvepsen frugten for at flyve ud som en fuldbyrdet hveps. Dem har vi ikke her i landet, så derfor kan man godt tage en figenstikling med hjem fra ferien og få den til at vokse, men frugter får man ikke. Bornholmske figner behøver ikke hvepsen, her er tale om jomfrufødsler, så der er ingen frø i fignerne, som er det, der knaser, i alle sydeuropæiske figner.

Alle figentræer laver to hold figner om året. Et om foråret på de nye skud, som modner til tunge violette klunker i begyndelsen af september. De er modne, når der drypper sukkersaft fra blomsterenden, når de rynker og sprækker en smule i skindet. Det andet hold figner dannes i løbet af sommeren, er et sindbillede på håbefuldhed, for de kan ikke modne i Danmark, de sidder og pynter hele vinteren og dratter mumificerede til jorden om foråret.

Løvspringet er sent for figner, det sker fra den ene dag til den anden, sidst i maj. Så kan man gå i gang med at lege med dem. Ungerne og jeg har haft sjov og ballade med det hele sommeren. Og det har man også gjort siden tidernes begyndelse i hele det mediterrane bælte om jorden, hvor fignerne vokser som ukrudt, for de bliver brugt på tusind måder rundt omkring.

Hele planten indeholder et hvidt latex – en tyk saft, som stivner, når den iltes, og er ufatteligt bitter i for store mængder. I mindre mængder smager den rent og klart af frisk kokos. Ikke bare lidt, men intenst af kokos med en svag figensmag oven i, men helt uden sødme. Vi har lavet de vildeste ting med kokossmag, og vi er gået skridtet videre, for saften kan også bruges som osteløbe. Det kan saft fra mange bitre planter.

Foto: Anne-Li Engström

Figensaft er nemt, man skal bare ikke bruge for meget. Saften kan man klemme ud af bladstilke, af en umoden figen, eller man kan skære et lille snit i en gren, så drypper det ud. Man skal kun bruge et par dråber. Smagen kommer frem, bare når man varmer bladene op, dvs. at de også er fine at bruge som wraps, når man griller; pak fisk eller kød ind i dem, og pil bladene af, når de er grillet. man kan pakke hele brød ind i dem, mens de bager. Vi har mest ekstraheret smagen i mælk og fløde, en hjemlig kokosmælk, og brugt den, men den behøver ikke varmes. Hvis man lægger figenbladene i blød i kold mælk til dagen efter, smager det også af kokos og er let tyknet. man kan bruge bladene i saftevand, som lindeblomstsaft, i kombucha og kefir ligesom andre aromatiske blade, men kun i beskedne mængder. Hvis man bliver bidt af det, er figenblade nemme at tørre, og de beholder både smag og evne til at stivne mælk.