Indsamling af gamle sorter af kvæde, morbær og mispel

Kvæde

Kvæden har været udbredt over hele landet og kan stadig findes i gamle haver flere steder. Den blev tidligere anvendt meget til marmelade, gelé og kvædebrød, der minder om ‘flæsk’. I dag er der en stigende efterspørgsel på kvæder til produktion af gelé. Det er derfor vigtigt at få indsamlet alle kloner og få dem prøvet af for at finde de bedste typer til fremtidens produktion, men det er lige så væsentligt at få indsamlet kloner for at kunne vise og fortælle om de typer, der har været udbredt forskellige steder i landet.

Pærekvæde og æblekvæde

Kvæder på et træ. Foto: Villy Mougaard

De forskellige sorter af Cydonia oblonga er måske bedre kendt som pærekvæde eller æblekvæde. De danske navne hentyder til frugtens facon, der hos de fleste kendte sorter er pæreformet og æbleformet hos enkelte sorter. Pærekvæden bliver et lille træ eller stor busk, om man vil, med en højde på 3–4 m og tilsvarende bredde. Kronen bliver meget tæt og stærkt forgrenet. Bladene er aflange eller ægformede, helrandede og gråfiltede på undersiden. Hos de fleste sorter farves løvet gulligt før løvfald. Blomstringen finder sted omkring 1. juni. Blomsterne er ca. 5 cm og hvide og hos de fleste sorter i meget store mængder. Frugterne er som små ofte meget dunede. Når frugten er fuldt udviklet, bliver den gu,l og de fleste dun falder af, så den overfladen bliver glat og nærmest skinnende. De begynder for alvor at vokse i størrelse først i september, og når de er færdigudviklede, er de fra 5–6 cm og opefter. Der er stor forskel på størrelsen de enkelte sorter imellem. Der er pærekvæder med frugter, der kan vejer op til 500 g – nogle siger endda 1 kg.

Cydonia er en meget gammel kulturplante fra Mellemøsten og har været dyrket her i landet i flere hundrede år. Den er også en utrolig smuk prydplante. Frugterne bruges kun som kogte. Produkter lavet på pærekvæden får en dejlig frisk, lidt speciel smag. De fleste har sikkert aldrig smagt marmelade, gelé eller andet lavet på pærekvæde, men de fleste synes godt om smagen, når vi har serveret gelé lavet på sorten ‘Portugisisk Pærekvæde’. Der er forskel på smagen fra de forskellige kvæder. Derfor er det hensigten at afprøve de indsamlede sorter til forskellige produkter.

Japankvæde

Japankvæde, Chaenomelis, er først og fremmest kendetegnet af de mange lave sorter med farvestrålende blomstring, der plantes som prydbuske. De får ofte små frugter, der for manges vedkommende udmærket kan bruges som frugterne fra pærekvæden. Der findes blandt de sorter, der dyrkes som prydplanter, forskellige krydsninger arterne imellem, som kan blive op til 2–3 m høje. Nogle sorter får ret små frugter, men en sort som ‘Boule de Feu’ kan få frugter på 7–8 cm’s længde og ca. 6 cm brede. Den meget plantede sort ‘Crimson and Gold’ får frugter, der er næsten lige så store, gulliggrønne med en svag rødlig farve på solsiden. Modsat frugten fra pærekvæden, så smides bægerbladene helt, så de kun efterlader et lille ar. Jeg har ikke noget kendskab til de forskellige sorters egnethed til brug i husholdningen.

Ananaskvæde

Ananaskvæder dufter af ananas, og de bliver let over 10 cm lange. Foto: Villy Mougaard

Det nøjagtige latinske navn kendes ikke for ananaskvæde, Chaenomelis. I en artikel har Maren Korsgaard benævnt Chaenomelis cathayensis, der har hvide blomster, som ananaskvæde. Den ananaskvæde, som jeg har, stammer fra P.C.O. Nørgaard fra Mors, og den har teglrøde blomster. Navnet ananaskvæde hentyder til frugtens duft, der minder om ananas. Frugten, der er aflang oval, bliver let over 10 cm lang med en grøn bundfarve, der ved modenhed bliver svag gullig med rødbrune nister på solsiden. Gelé lavet på denne sort får en fantastisk flot, lyserød, klar farve og er mere aromatisk og frisk i smagen end den, vi har lavet på ‘Portugisisk Pærekvæde’. Min ananaskvæde har oprette grene med korte sidegrene. Både hovedgrene og sidegrene er godt forsynet med store torne, bladene er modsatte, takkede, smalle og lange. Den er efter 8 år blevet til en noget vaseformet busk på ca. 2,5 m’s højde. Blomstringen og dermed frugtsætningen varierer meget fra år til år.

Blandt en samling frøplanter af Chaenomelis speciosa, som vi har stående, er der meget stor forskel på frugternes størrelse. Blomsterne varierer i rødlige nuancer. Væksten og løvet minder utrolig meget om min ananaskvæde, så det kan ikke udelukkes, at der er tale en udvalgt type af C. speciosa.

Man kan nogle steder støde på en ananaskvæde med navnet Cydonia oblonga ‘Lucitanica’, men det er et synonym for ‘Portugisisk pærekvæde’. I følge den internationale navneliste har Chaenomelis tidligere hørt under Cydonia, så der kan også være tale om navneforvekslinger.

Morbær

Morbær er ved modenhed helt sorte og stærkt farvende. Foto: Villy Mougaard

Morbær, Morus nigra, har været dyrket i Danmark i ca. 400 år – måske længere. Silkesommerfuglens larver lever af morbærblade, og der findes beretninger om forsøg på at lave silke i Danmark, bl.a. har Chr. d. IV plantet morbær med henblik på fremstilling af silke. Det er dog som frugt- og prydtræ, morbær er udbredt de seneste 150 år. Selv om morbær har været plantet mange steder i landet, så er der ikke så mange tilbage. Især de hårde vintre i 1940erne gjorde et alvorligt indhug i bestanden. Der findes dog stadig morbær af ældre dato på Samsø, Bornholm og enkelte andre steder.

Den sorte morbær stammer fra Vestasien, og er den med de mest velsmagende frugter. Morbær er løvfældende træer ofte med flere stammer og et flot løv. De trives bedst på en veldrænet, gennemtrængelig jord. Den vil gerne have en solrig plads med god læ, da specielt de unge grene let brækker i blæst. Blomstringen er uanselig med hængende hanrakler og opret siddende hunrakler, som regel på samme træ. Frugten ligner en stor brombær og er meget farvende. Smagen er sødlig, krydret og yndet af mange. Frugterne spises frisk og anvendes til bl.a. marmelade.

Fra planteskolekataloger fra slutningen af 1800-tallet ved vi, at de morbær, der blev solgt, stort set alle stammede fra Samsø.

Mispel

Misplens frugt er fladrund op til 3–4 cm og brunlig med en stor meget åben blomst Foto: Karna Maj

Mispel, Mespilus germanica, stammer fra det sydøstlige Europa og Mellemøsten. I dag betragtes mispel nok mest som et lille prydtræ. Den er en løvfældende stor busk eller lille træ. Den er fuldt hårdfør, men den lidt atypiske vækstform gør, at den måske ikke er så attraktiv for planteskoler at producere. Bladene er lancetformede og oftest lange, matgrønne med filtet underside. Blomsterne er ret store, hvide og sidder enkeltvis spredt over hele busken. Frugten er fladrund op til 3–4 cm og brunlig med en stor meget åben blomst, der har givet anledning til navnet »aberøv«. Frugten anvendes til marmelade og kompot. Nogle ynder også at spise den, når den har fået den første nats frost og er blevet blød. Den har også været brugt til klaring af vin. Der har i tidens løb enkelte steder været plantet mispel, men nogen større udbredelse har den aldrig fået. I de senere år har den mest været brugt som prydplante.