Vælg smukke belægninger – og tag hensyn til miljøet

I alle haver er der brug for befæstelser: Indkørsler, gårdspladser og terrasser. Adgangsveje til hoved­døren, kældertrappen og cykelskuret. Praktiske stier til drivhuset, kompostbunken, værkstedet, hønsehuset og køkkenhaven. Fornøjelsesstier gennem staudebedet, ned forbi æbletræerne og hen til hullet i hækken ind til fru Larsen.

Denne artikel handler om, hvordan man kan få smukkere befæstelser i haven ved at skele hensynsfuldt til miljøet, når man planlægger.

Befæstelser i gamle og nye haver

Enkelt og klassisk: Betonfliser i græs. Man foranlediges til at gå på fliserne, og græsset står grønt og uden slid, selvom der er en del trafik. Foto: Birgitte Løkke

Hvis man går en tur i et ældre villakvarter og kigger på befæstelserne i haverne, springer det i øjnene, at vores forhold til befæstelser har ændret sig markant i løbet af den seneste generation.

I de gamle haver er der kun befæstede arealer i beskedent omfang. Hvis der er en indkørsel, består den ofte af to rækker fliser med græs imellem. Stierne er få, og de er smalle. Terrassen, for der er kun én, er af moderat størrelse.

I de moderniserede haver er indkørslen bred og befæstet fra kant til kant. Typisk ender indkørslen i en carport eller dobbeltcarport, der også er fuldt befæstet. Og således fortsætter det med en eller flere store terrasser og brede stier hele vejen langs alle facader og rundt i haven. Tit er der mere fast gulv ude i haven end inde i huset, og det er paradoksalt, når så mange mennesker køber et hus for at »komme væk fra stenbroen og ud og få jord under neglene«.

Stier og terrasser i de gamle haver er ikke sjældent udført med fine materialer som klinker eller sandsten, og ofte med varierede og flotte mønstre i belægningen. Heldigvis bliver der ind imellem stadig lavet smukke belægninger, men det generelle indtryk er, at de nye haver er anlagt med nøgterne, billige og kedelige befæstelser. Det siger sig selv, at det er svært at få råd til dyre materialer og tidskrævende håndarbejde, når omfanget af befæstelserne er så stort, som det typisk er blevet.

En anden væsentlig forandring ligger begravet under fliserne. Løfter man en flise på en 40 år gammel terrasse, vil der i de fleste tilfælde komme et lag sand på ca. 10 cm til syne. Prøver man det samme på en terrasse med bare 10 år på bagen, vil der oftest være 5 cm fint grus og 20 cm stabilgrus under fliserne. De nye terrasser er med andre ord bygget op på både et tykkere bærelag end de gamle og med andre materialer. Man kan spørge sig selv hvorfor, for ganske vist har de 40 år gamle terrasser og stier både buler og lunker, men selv den bedst funderede terrasse af moderne belægningssten bliver ikke ældre, for betonstenene har en levealder på ca. 30 år.

Det er en omfattende og kostbar proces at udskifte muldjord med stabilgrus, så selvfølgelig har de moderne opbygninger også en negativ indflydelse på, hvor meget overskud der er til at få lavet en smuk overflade.

Knust tegl er som andre løse ­materialer godt til runde og skæve arealer. Foto: Birgitte Løkke

Store befæstelser er tunge – også miljømæssigt

Havefolkets trang til at plastre den halve have til med tykke bærelag og betonsten bliver altså på mere end én måde et æstetisk problem, men miljømæssigt er det bestemt også værd at gøre sig tanker om.

Ved udgravning til befæstelser bliver der jord til overs. Mere end man umiddelbart tror. Jorden vil de fleste mennesker gerne have kørt væk for at undgå at bygge besynderlige kælkebakker og volde i baghaven.

Opbygning af bærelag foregår normalt med mekanisk stabilt grus, der er en præcist sammensat blanding af sten og grus. Materialerne til stabilgrus udvindes i en grusgrav, blandes og transporteres til forbrugeren. Udvindingen af grusmaterialerne efterlader enorme sår i landskabet, men man kan faktisk undgå at bruge råstoffer til bærelag. Betonaffald knuses ned til bærelagsmaterialer, der forhandles som knust beton. Disse materialer er fuldt ud så effektive som de, der graves ud af bakkerne, og de er billige.

Nye betonsten eller -fliser til befæstelserne i haven produceres af (flere) grusgravsmaterialer og cement. Cementproduktion er miljøbelastende på flere måder, og når det gælder de mest solgte betonsten, bruges der gudhjælpemig energi på at slå kanterne i stykker for at give dem et rustikt udseende.

De store sammenhængende flader af belægning kan være vanskelige at afvande til de bede, der grænser op til belægningerne, simpelthen fordi der er for meget vand til de små bede, der er efterladt i bestræbelserne på at sikre en absolut pletfri oplevelse fra fortov til bagskel. Derfor skal der etableres afvandingsbrønde og faskiner eller kloaktilslutning. Mere overskudsjord, flere plast- eller betonmaterialer i jorden osv.

Sidst men ikke mindst belaster det naturligvis miljøet at have lastbiler til at køre jordfyldte containere væk, og vognlæs af grus og fliser til.

Det er ikke så skidt, at det ikke er godt for noget

De miljømæssige og æstetiske problemer ved den nutidige måde at anlægge og bruge befæstelser kan vendes til meget godt, når man planlægger at lave terrasse med mere: Mindre hårdt arbejde, mindre miljøbelastning, færre udgifter og en mere interessant have.

Spredte trædesten antyder her blot en sti. En formel sti ville se klodset ud – ikke mindst når stauderne visner væk. Foto: Birgitte Løkke

Det er oplagt at overveje både befæstelsernes antal og udstrækning, ligesom bærelagenes tykkelse i de fleste situationer kan begrænses.

En terrasse der er for lille er ikke nogen fornøjelse, men måske er det slet ikke nødvendigt at have både en morgen- og en aftenterrasse. I mange tilfælde er en bænk og eventuelt et bord på græsplænen nok til at nyde morgenkaffen i det fri. De fleste stier behøver ikke være særligt brede, og en række af trædesten er ofte tilstrækkeligt til at komme fra a til b.

Man kan med sindsro anlægge terrasse og stier på ca. 10 cm knust beton, med mindre man har en blød, gyngende jord underneden. Hvad angår indkørslen skal man derimod ikke forsøge sig med tynde bærelag, hvis man vil undgå kørespor og sætninger i belægningen.

Masser af materialer – nye og brugte

En sjat gamle klinker og 2 sjatter genbrugsfliser beriger hinanden. ­Materialepris: 100 kr. for klinkerne og 6 Hof for alle fliserne. Ved ­afhentning. Foto: Birgitte Løkke

Med hensyn til materialevalget findes der en velsignelse af smukke og uopslidelige hårdtbrændte klinker; gule, røde, sorte, brune, nistrede, ru og glatte. Udvalget i granitfliser og -sten er inden for de senere år blevet ganske overvældende. Også her findes et utal af farvenuancer; fra mættet sort til korngul. Både klinker og granitmaterialer er dyre i anskaffelse, men betaler sig i kraft af deres holdbarhed og evne til at ældes med ynde. Belægningsklinker produceres i dag ikke længere i Danmark, men importeres fra Tyskland, Holland og England. Granitmaterialer kommer i større og større omfang fra fjerne steder som Kina og Indien, så hvis det miljømæssige aspekt ligger én meget på sinde, er det værd at tage den lange transportvej med i overvejelserne.

Det mest miljøvenlige er at bruge materialer, der ellers ville være endt som affald. Det er relativt let af få fat på gratis betonfliser, men med tålmodighed kan man også finde brugte klinker og granitsten. Tit kan man ikke finde genbrugsmaterialerne i store mængder, men det er kun en god grund til at bruge fantasien. Der kan komme flotte resultater ud af at kombinere forskellige materialer, og der er jo heller ingen grund til, at stierne ikke kan se anderledes ud end terrassen.

I mange sammenhænge kan stier anlægges med løse materialer som toplag, for eksempel grus, perlesten eller knust tegl. Det er relativt billige materialer, der giver et uhøjtideligt præg og er lette at arbejde med.

Uanset om man vælger den ene eller den anden løsning, er der masser af muligheder for at få utraditionelle, smukke og gode befæstelser i haven – også hvis man ikke selv har lyst eller tid til at give sig i kast med grus, sten og værktøj. Tro mig, der findes mange dygtige anlægsgartnere, der hellere vil bruge kræfterne på at lave fornøjelige belægninger end på at flytte stabilgrus.

Et virvar af materialer. Her brugt som mur, men det kunne også fint gå til en sjov sti. Foto: Jens Thejsen