Hække er pr. definition sådan nogle klippede størrelser, der danner afgrænsning mellem dit og mit. Og for det meste består de af bøg og liguster.
Men hække kan heldigvis være utrolig meget andet. De kan være uklippede og bestå af duftende syrener eller tæt blomstrende spiræa. De kan være stedsegrønne og formet i fantasifulde sving og bukler – eller ganske enkelt bestå af frugtbuske, der hverken behøver klipning eller synderlig omsorg.
Den skønneste frugthæk af store gamle ribsbuske bagved pæonbedet. Foto: Inge A. Futtrup
I min have vokser en mægtig ribshæk. Den stammer, så vidt jeg ved, helt tilbage fra dengang huset blev bygget og haven anlagt. Det er godt hundrede år siden. Buskene er sikkert oprindelig plantet enkeltvis med god afstand, så det var let at komme rundt om dem, når der skulle plukkes bær. Men mellem år og dag er de blevet større og større, og da vi overtog haven for små tyve år siden, var de ved at vokse sammen. Flere af de nederste og tykke grene hvilede næsten på jorden, og for sjov skubbede jeg lidt mere jord ind under dem og lod dem slå rod.
I dag er ribsbuskene vokset helt sammen til en skøn og tæt hæk mellem staudebed og køkkenhave. Trods deres høje alder bærer de fortsat flot og er til glæde for både mennesker og solsorte. Og desuden er de så smukke at kigge på.
Om vinteren danner deres nøgne og krogede grene et skulpturelt gitterværk, som gærdesmutter, rødhals og mejser smutter rundt i, og tidligt på foråret springer de lysegrønne blade ud og virker som en hel vitaminindsprøjtning på både haven og humøret. Før jeg ved af det, har humlebierne travlt med at bestøve de fine små blomsterklaser, og når staudebedets prægtige pæoner og elegante akelejer senere på sommeren er blomstret af, rødmer og gløder ribsene skønt i alt det grønne.
Det allerbedste ved ribshækken er, at den ikke skal klippes. Af og til må jeg lige have fat i beskærersaksen for at holde ribs og stauder adskilt, men det er jo min egen fejl. Havde jeg ladet græsset vokse helt ind til hækken, havde jeg kunnet læne mig tilbage i liggestolen uden at skænke beskæring en tanke. Buskene ville blot have bredt sig ganske langsomt ud over plænen som en mægtig, grøn gletsjer. Smukt, enkelt og nemt.
Derfor vil jeg gerne slå et slag for frugtbuskene som hække/rumdelere inde i haven. De er så lette at passe, og de fleste holder sig på 1–1,5 meters højde. De kaster altså ikke lange skygger, der får haven til at virke mørk og dyster.
Hækken giver masser af røde ribs. Foto: Inge A. Futtrup
Frugtbuskene kan også plantes som små busketter i havens hjørner. Så er det selvfølgelig lidt svært at komme til de inderste bær, men som regel er der alligevel grænser for, hvor meget man gider spise og sylte – og havens fugle skal nok tage sig kærligt af de bær, der ikke bliver plukket. Ja, takket være ribsbuskene får jeg ligefrem lov til at beholde mine jordbær i fred. Solsortene værdiger dem ikke et blik! De vil meget hellere hapse et par syrlige ribs.
Hvis det farvemæssigt passer bedre ind i haven, kan man plante hvide ribs. Foto: Inge A. Futtrup
Artiklen er et uddrag fra Inge A. Futtrups bog Frugthaven. Inges Havetips, som er udkommet på forlaget Darduse i 2010.
Solsorten elsker ribs. Foto: Inge A. Futtrup
Søg i forhandlerguiden:
Byg selv dit raftehegn med granrafter
Lodrette og vandrette pilehegn efter mål
Her er du: Forsiden > Inspiration > Hegn og hække > Hække af frugtbuske
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…