Trækfuglenes hemmelighed

Foto: Kirsten Dietrich

Sidste halvdel af august og hele september er min favorit årstid. Jeg kan arbejde uden at få hedeslag og hengive mig til en af mine yndlingsbeskæftigelser: At proppe fryseren og stoppe glas ind på hylderne. Det er overflodsmåneder i bedste forstand, og forrådsgenet må ligge dybt i de fleste af os.

Jeg kan lukke vinduerne imens, så jeg slipper for at slås med hvepse og spyfluer, der hidkaldes af sukker og eddikedampe. Fryden er uden ende. Omhu, pleje og tålmodighed bærer frugt, og for indeværende mangler jeg faktisk bare at lave æble- og pæretærter, så er lagrene fyldt op.

Imens komfuret hopper, tænker jeg på fuglenes betydning i mit liv. På Søren Ryges evigt kvidrende omtale af glæderne ved fugle i haven og al den paratviden, han gennem et langt haveliv har samlet sig. Jeg kan bare ikke følge ham – desværre. Fuglene styrer helt vildt vores have, endda i en grad, så det faktisk er dem, der burde betale ejendomsskatterne og ikke mig.

For omkring ti år siden fik vi lagt tegltag. Lige siden har gråspurvene bygget bo i alle revner og sprækker oppe og nede. Det tog min mand en hel weekend i foråret at løfte samtlige Velux vinduer helt af, fjerne spandevis af rede materiale, og lægge fuglegitter over vinduerne. Han kunne ikke løfte armene en uge efter. Så flyttede gråspurvene sgu da bare op under tagryggen. Og det svalepar, der år efter år har lavet en rede helt oppe i gavlspidsen, har gråspurvene også fået smidt ud. Svalerne åd ellers alle myggene.

I år fandt jeg så ud af, hvorfor vores japanske kirsebærtræ, som vi plantede symbolsk en nytårsaften for snart mange år siden, altid ligner en skaldet hippie. Fuldstændig bart i toppen og blomstrende grene nede ved jorden. Det er gråspurvene, der holder forårsfestival og æder samtlige knopper på alle de øverste grene, mens de sidder og planlægger, hvor de ellers kan hærge haven.

Foto: Kirsten Dietrich

En rum tid efter køkkenhaven var sået til, og jeg stadig undrede mig over, hvorfor gulerødder og rødbeder dog ikke snart tittede op, fandt jeg ud af, at samtlige gråspurve og solsorter i området støvbader i min køkkenhave i de tidlige morgentimer og ved solnedgang. Samtidig åd de alle frø, jeg omhyggeligt havde sået i snorlige rækker. Det gjaldt i øvrigt også de fleste af mine sommerblomster. Jeg havde nået at så to gange, før jeg fandt ud af, hvem skurkene var. De nippede huller i min salat, spiste min basilikum og, det er altså rigtigt, jeg har set dem ruske og spise de små grønne spirer på rødbederne. Jeg spænede ud og købte grønt fuglenet, som passende også kunne beskytte mine mange rækker jordbær for alle solsortene.

Efter i næsten to uger at have efterspændt nettene to gange dagligt, hoppede både gråspurve og solsorte stadig lystigt rundt på de grønne net, både indenunder og ovenpå, de var helt græsk katolske overfor den form for latterlig spærren af. Det eneste grønt plasticnet efter min erfaring duer til, er henover hønsegården.

I to år i træk forsvandt alle vore små kyllinger en efter en. Hver anden aften sad hønemor og plirrede forvirret med øjnene, fordi hun nu igen ikke kunne tælle, og åbenbart heller ikke passe ordentligt på sit afkom. Vores høns har et stort areal at gå på, så vi troede i lang tid, at man blev nødt til at indregne en vis spildprocent i kyllingeopdræt. Men vi fandt ud af, at kragerne og skaderne blot sad tålmodigt oppe i de høje graner og ventede på ubevogtede øjeblikke, hvor de kunne mæske sig i små delikatesser. Derfor måtte vi spærre hønsene inde, og lægge det grønne fuglenet over hønsegården. Det virker.

Men ikke i køkkenhaven. Så jeg måtte igen på planteskolen og købe fiberdug til at lægge over alle afgrøderne. Sikke et cirkus, det var at plukke jordbær dagligt. For slet ikke at tale om placering af fiberdug, der ved vanding skulle placeres over både 40cm høje kålstokke, der voksede 2cm dagligt og småbitte gulerodsfrø, der nu endelig fik lov til at spire frem.

Vi bor tæt ved en skov, hvor der er fasanopdræt. Egentlig kunne jægerne jo bare lade fasanerne blive inde i indhegningen og slagte dem, når de er store nok, men spasen er jo, at de i god tid lukkes ud for at bevare underholdningsværdien ved selv at pløkke dem ned. Hvilket resulterer i et sandt fasanboom oppe i alle haverne. Således havde vi i år en særlig skør kugle af en fasankok gående rundt. I døgndrift skød den ryg ligesom en kat, og udstødte konstant hannens skrig. Hvorfor den kun ville gå rundt i min have, fandt jeg aldrig ud af, men at det ødelægger enhver nattesøvn, er helt sikkert.

Stærene åd alle kirsebærrene på en eneste morgen, hvor min mand aftenen før havde taget den store beslutning: I morgen er bærrene så tilpas modne, at jeg vil plukke dem og lave min snaps. Han kom for desværre for sent.

Men uglen, der tuder i oktober natten, og vildgæssenes skræppen i tusmørketimen i august og september, er jeg ret vild med. Nu, vi taler om trækfugle, så tror jeg, at jeg har løst gåden om, hvorfor trækfuglene flyver nordpå i forårsmånederne. Fugleeksperterne vil måske anse teorien som uvidenskabelig og med fuldkommen mangel på bevis. Ikke desto mindre har jeg luret de fugle. De kan ikke klare varmen sydpå. De sidder hvert år i forsamlinger – måske ikke ulig fællesmøderne på Christiania, for en ting har de i erfaringsbagagen, de kommer ikke frelst i mål uden at arbejde sammen og flyve i fællesskab. Måske er der nogle af de ældre fugle, der mindes det besvær, det er at pakke sine sydfrugter og tage hele turen igen, men så er der nogle vakse yngre fugle (måske efterkommere af sangeren Trille’s hunner?) der husker hele flokken på den enorme indsats, det kræver at indlede parringsritualer, stifte bo for ikke at tale om yngelpleje i mere end 35 grader – i skyggen.

Hvorfor gøgens kukken lyder vidunderligt, og skovduernes kurren er vildt irriterende, er en gåde, jeg endnu ikke har løst. Måske skulle jeg engang spørge en musiker? Det er da muligt, at fuglearter, udover stemme udholdenhed(!), også benytter sig af tonearter, der opleves forskelligt af de menneskelige ører?

Foto: Kirsten Dietrich