Hvor paradoksalt det end lyder, så får vi i Landsforeningen Praktisk Økologi mange spørgsmål, som har netop med sprøjtning at gøre. Det er spørgsmål om sprøjtning op til private haver og typisk spørgsmål som:
Vi har i årenes løb hørt mange og rigtig ulykkelige historier. Det her er et område, hvor der virkelig trænger til at komme rimelige regler, som kan fjerne den dårlige stemning i sprøjtesæsonen melllem naboer på landet.
Når der som her sprøjtes helt ind til skel, kan det ikke undgås, at der drives en større eller mindre mængde sprøjtemidler ind i naboens have. Mængden afhænger af vindhastighed og vindretning.
Landsforeningen Praktisk Økologi har i årevis forsøgt at påvirke politikerne, og vi gør det stadigt. Landbrugets informationskampagne til sine medlemmer i 2001 var bla. et resultat af vores høringssvar til Pesticidhandlingsplan II, hvor vi så kritisk på planen ud fra haveejernes synspunkt. Og hvor vi forgæves forsøgte at komme igennem med sprøjtefri zoner på 25 m op til naboer, både haver og økologiske landmænd – se side 13 i Høringssvar til Pesticidplan 2004–2009.
Men området er politisk vanskeligt. Man er oppe mod en hævdvunden ret til at blive opfattet og behandlet som det vigtigste og mest uundværlige erhverv. De ulemper, der følger med erhvervet, må andre acceptere. Det kan dreje sig om alt fra forurening af drikkevandet, gyllelugt, resistente bakterier til pesticidgener.
Det er netop dette, som er allermest frustrerende for de haveejere, som har haver op til marker. Landmanden ser det som sin ret at sprøjte, og i de tilfælde, hvor han ikke mener, at det kan vente, f.eks. i perioder med alt for megen vind, tillader han sig at vælge at sprøjte trods vinddrift, og haveejeren kun kan se magtesløs til, hvis protester ikke har nogen virkning. Og ofte er haveejeren ikke til stede på det pågældende tidspunkt og kan derfor ikke gribe ind.
De holdningsmæssige modsætninger er en anden central grund til den politiske uløselighed. På den ene side står en opfattelse af, at sprøjtemidler er nyttige, nødvendige og ganske ufarlige i de doser, det her drejer sig om. Den anden opfattelse inde på havesiden af hækken er, at midlerne er giftige og ødelæggende for vores drikkevand, miljø og egen sundhed. Det er meget vanskeligt at føre og opretholde en dialog over den slags skel.
Og endelig er der det problem indbygget, at problemet er mellem naboer. De fleste af os sætter pris på at leve i fordragelig med hinanden, og især da med naboen. Når man er tvunget til at klage til naboen, hvis man ønsker forbedring, er det ofte en stor overvindelse. Skal man så oven i købet til klage over naboen – politianmelde – så er det ofte en grænseoverskridende proces, der bliver sat i værk, en handling, der nok er ireversibel. En senere dialog er forpasset.
Vi har i Landsforeningen Praktisk Økologi fået mange henvendelser om sprøjteskader, men de sprøjteramte har som regel ikke været villige til at stå frem med navns nævnelse, eller ønsket at anlægge en sag mod naboen, hvilket et helt forståeligt.
Det psykologiske aspekt er urtoligt centralt for de implicerede, men i det politiske og juridiske system er det fraværende. At man ikke kan sidde roligt i sin have og nyde en kop kaffe, mens børnene leger, vægtes ikke. Og det i sig selv er frustrerende. Det er sandsynligvis den allervigtigste parameter, når vi taler »svie og smerte« og sprøjteproblemer.
Hvis man vælger at klage over en nabo, skal man kunne bevise sprøjteskaden. Kun hvis man kan se og fotografere skaderne, er der mulighed for erstatning. Og som omtalt i artiklen Sprøjtning op til private haver er det kun ukrudtsmidleren, man kan se skaderne efter. De langt værre svampemidler og insektmidler må man opgive at føre bevis for.
Ofte ved man ikke, at der er blevet sprøjtet på nabomarken. Det kan være foregået meget tidligt om morgenen, eller mens man ikke er hjemme. Og mens nabolandmændene er begyndt at lægge besked om gylleudkørsel, så er de moralsk ikke nået til at give besked om, hvornår de har sprøjtet og med hvad, og om der kan være sket vinddrift, som kan betyde, at man ikke bør spise af havens afgrøder i det antal dage, som tilbageholdelsesfristen er for det pågældende sprøjtemiddel.
Er det så oven i købet så uheldigt, at man ikke er på talefod med landmanden, kan man heller ikke få ham til ved en sprøjteskade at oplyse, hvad han konkret har sprøjtet med, og hvor lang tilbageholdelsesfristen er. Med andre ord ved man ikke, hvornår det er forsvarligt at overveje at spise af sine grønsager efter en sprøjteskade.
I Landsforeningen Praktisk Økoloig forsøger vi i øjeblikket at få ført en principsag ved retten på en sprøjteskade på Fyn. Vi har en meget fin sag. De sprøjteramte står frem med navns nævnelse, skaden er anmeldt til politiet og inden da til landmanden. Og skaden er kæmpestor. Store træer i et 50 m langt hegn mistede bladene, og næste år var de fleste defekte. Det var så store sprøjteskader, at selv persillen langt inde i haven havde taget skade. Det skyldes sandsynligvis et hormonmiddel, men landmanden nægtede at fortælle hvilket middel, der var sprøjtet med.
Vi håber, at en sådan sag kan være med til at kaste lys på det ulyksalige problem med sprøjteskader i haver og være med til, at der politisk viser sig muligheder for at der indføres regler om sprøjtefri zoner. En række af de europæiske lande, vi ellers sammenligner os med i miljøspørgsmål, har allerede regler med sprøjtefri zoner.
Hvis du har en sprøjteskade og vil stå frem med navns nævnelse og fortælle om den, så er du meget velkommen til at sende din beskrivelse af hændelsesforløbet til info@praktiskoekologi.dk – skriv: Att. Ane Bodil Søgaard. Vi bruger kun oplysningerne med navns nævnelse efter nærmere aftale med dig.
Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Sprøjteskader > Hjælp – der er sprøjteskade i min have
Kommentarer
Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…