I denne artikel vil vi gerne fortælle om nogle teknikker, som vi bruger i vores have. Inspireret af teknikker fra dyrkning af flerårige planter og naturens egen forunderlige måde at gøre tingene på og med ønsket om at gøre tingene lidt nemmere, har vi adopteret en dyrkningsform, der på engelsk kaldes no-till eller no-dig.
Betegnelsen er måske ikke helt korrekt, da intet er sort og hvidt. Som definition burde dyrkningsformen snarere betegnes minimalgravning. Vi graver ikke i jorden for at forberede den til dyrkning af planter. Men gravning sker da indimellem for at høste rodfrugter, flytte planter, og når flerårige ukrudtsplanter må graves op, og i ny og næ kultiverer vi så skånsomt som muligt i kun 5 cm dybde med en hakke eller rive for at udjævne bede eller for at lave små fordybninger til frøsåning. Der er derfor ikke noget helligt ved dyrkningsformen. Men udgangspunktet er at rode så absolut lidt som muligt med jorden.
Etablering af nyt havebed på tidligere græsplæne med halm og udplantning af forspirede planter omkring et frugttræ. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Vi er på ingen måde pionerer indenfor området. Dyrkningsteknikkens oprindelse er uvis, men meget tyder på, at no-till-metoder blev benyttet allerede i 1800-tallets højbededyrkning i Paris’ forstæder og andre europæiske præindustrielle, højproduktive havebrug. Mere nylig inspiration har vi fundet hos japanske Masanobu Fukuoka, der eksperimenterede med no-till-teknikker på sine marker fra 1938 indtil sin død i 2008, amerikanske Ruth Stout, britiske Charles Dowding og Edward Faulkner, permakulturbevægelsen og mange andre.
En af de primære fordele ved no-till er, at jorden forbedres markant i såvel struktur som frugtbarhed. Når jorden graves, pløjes, fræses eller på anden vis forstyrres, ødelægges de naturlige processer og formationer af jordaggregater. Milliarder af jordorganismer arbejder nonstop for at øge jordens diversitet, sikre næringsstofcyklus og CO²-lagring. Takket være organismernes naturlige aktivitet beriges jordens frugtbarhed til stor glæde for os haveentusiaster og plantedyrkere.
Aggregater er de små ærtelignende strukturer, som man møder i uspolerede jorder. De er det synlige resultat af jordens økologiske kredsløb af bakterier, svampe, encellede og flercellede, orme, leddyr, bløddyr og hvirveldyr i aktion. Aggregater binder og nærmest limer jordpartikler sammen, stabiliserer dem og beskytter jorden mod erosion, forbedrer jordens evne til både at dræne og holde på vand, og sikrer ikke mindst, at næringsstoffer kan recirkulere i de øvre jord- og plantelag, fremfor at udvaske til lavere jordlag og grundvand. Aggregaterne og den biologiske aktivitet er direkte medvirkende til, at mineraler og næringsstoffer bliver tilgængelige for planterødder. Hvis jorden forstyrres ved f.eks. gravning og fræsning, ødelægges aggregaterne fysisk, og deres alsidige funktioner mistes.
Langt størstedelen af jordens mikroorganismer lever i de øverste 5 cm. Vender man dem på hovedet ved at grave eller pløje, dør hovedparten af dem, og deres positive indvirkning på jorden tabes. Jordsvampe påvirkes i særlig høj grad, da et hak med spaden bogstaveligt talt skærer deres mycelier over. Jord, der graves, mister derved svampenes enestående evne til bl.a. at føre fosfor til vores planters rødder.
Jordens mikroorganismer har to primære behov, som vi let kan opfylde: Noget at spise og et sted at bo. For en mikroorganisme er det ensbetydende med organisk materiale og en jord, der ikke forstyrres.
I naturen produceres organisk materiale i store mængder ved flerårig plantevækst. De levende planterødder udskiller rodeksudater til jordorganismerne under udveksling af næringsstoffer. Rodeksudater er sukkerstoffer, der udgør en vigtig fødekilde for mange jordbakterier og svampe. Sammensætningen af jordorganismer vil endda afhænge af, hvilke plantearter der vokser i jorden. Fra de flerårige planters rodsystem vokser enårige hårlignende rødder, der dør tilbage hver vinter. Når rødderne dør, omsættes de af mikroorganismerne og indgår derved også i jordens kredsløb. Over jorden falder døde dyr, insekter og plantedele såsom blade, stængler og grene til jorden og lægger sig som en beskyttende dyne ovenpå jordlivet derunder.
I naturen er tilførslen af organisk materiale perfekt afstemt til at bibeholde eller forbedre jordens kredsløb af organismer og fysiske såvel som kemiske egenskaber. Når vi designer vores haver med flerårige planter, forsøger vi at opnå det samme, som vi finder i naturen. Vores dyrkede, flerårige afgrøder vil fodre jordens organismer uden behov for input såsom jordforbedring og næringsstoffer udefra. Det er derfor, at skovhaver virker så godt som dyrkningssystem med en kun ganske lille indsats fra os. Dyrkning med flerårige planter understøtter jordens organismer og alle de gode ting, som de gør for os.
For afgrøder, der ikke passer ind i eller vil trives i skovhavens skygge, såsom alle de enårige grønsager, som vi alle elsker, har vi to muligheder for at dyrke med hensyntagen til jordens behov. Enten kan vi dyrke planterne meget tæt, så jorden er fuldstændig fyldt med rodstrukturer, ligesom den ville være i en skovhave og naturlige systemer. Eller også indfører vi organisk materiale for at efterligne det naturlige løvfald i skoven. Det kalder vi jorddække. Jordorganismerne vil selv trække materialet ned i jorden og omsætte det gradvist efter behov. Hvis vi fodrer jordens fødekæde med masser af rødder eller et godt jorddække, kvitterer organismerne med en sund, næringsholdig jord, der er perfekt til grønsagsvækst.
No-till er ensbetydende med mindre arbejde. Der forbruges umådelige mængder energi på at vende og kultivere jorden. Bare tænk på hvor mange kilo den jord, der skal løftes og vendes, vejer. Hvad enten det er vores rygmuskler eller maskiner, der drives af fossile brændsler, skal der energi til. Det er formodentlig den mindre arbejdsbyrde, der er den mest tiltalende del ved no-till-dyrkning, når folk går i gang med at udforske den. Eliminering af en stor og tidskrævende arbejdsbyrde er også noget af det, vi er mest glade for. Tycho dyrkede før i tiden en lille gård med hest og spade, og netop pløjning og gravning var en af de mest omfattende aktiviteter på gården. Undlader man at grave, sparer man sig selv for rygsmerter og udgifter til maskiner, der skal passes og plejes.
Afgrøder dyrket i tykt jorddække. Her knoldeafgrøderne yacon og oca. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Arbejdsopgaver ved no-till-metoden begrænser sig til lugning af svære ukrudtsplanter såsom kvik/senegræs, mælkebøtter og andre uønskede flerårige planter. Graver vi planterne op, gør vi det skånsomt og uden at vende jorden på hovedet – og med fokus på ikke at ødelægge for mange jordaggregater. Løsning eller »luftning« af jord er ikke nødvendig. Jordorganismerne danner som omtalt aggregater og med dem skabes naturlige porer i jorden til vand og luft. Det kan planterne lide. Havejord, der før har været fræset og som mangler aggregater, kræver tid og tilførsel af organisk materiale, for at jordprocesserne igen kan komme i gang.
Så snart jordstrukturen er under genopbygning, bør man minimere fodtrafik og komprimering. Derfor er permanente bede med permanente stisystemer oplagte. Hvert fodaftryk, som vi sætter, er nemlig med til at komprimere jorden og påvirker aktiviteten i jorden. Bare tænk på planteløse vandrestier i skove og engområder. Ikke mange planter kan tåle at blive trådt på gentagne gange. Det samme gør sig gældende for mikroorganismerne i jorden.
I køkkenhaven dyrker vi i bede, der er ca. 120 cm brede med en permanent sti imellem på omkring 50 cm i bredden. I bedene dyrker vi hovedsageligt enårige rodfrugter, og regel nummer ét er, at vi aldrig går eller træder i bedene. I skovhaven er vores bede større. Det fungerer fint, fordi vi ikke har behov for at komme til skovhavens bede mere end et par gange om året for at høste. De fleste af skovhavens planter, som vi høster fra dagligt i sommerperioden, vokser nemlig tættest ved stierne, så vi kan nå dem uden at træde ind. Har man placeret sin yndlingsplante midt i et stort bed med dårlig adgang, er det oplagt at udlægge trædesten eller lignende, så man altid træder det samme sted. Køkkenhavens bede, som er hovedfokus her, bør anlægges, så de passer dig og din have bedst.
Ja, det er rigtigt. De fleste overraskes over, at no-till havedyrkning medfører mindre lugning, da en af grundene til, at folk graver og fræser, er for at komme af med ukrudtet. Jorden bugner af ukrudtsfrø. Uanset hvad vi gør for at forhindre det. Selv på konventionelt dyrkede jorder er der efter mange, mange års dyrkning, sprøjtning og ihærdig ukrudtskontrol stadig en rig frøbank.
Generelt kræver plantefrø uanset herkomst lidt sol, den helt rigtige temperatur og tilpas med fugt for at kunne spire. Hver gang vi vender jorden, udsætter vi en ny portion frø for de rigtige spiringsforhold. Jo mindre vi forstyrrer jorden, desto færre ukrudtsfrø vil kunne spire. Ganske enkelt fordi vi ikke lader dem få de rigtige forhold. Der vil dog altid være ukrudtsfrø, som spirer, og i særdeleshed, hvis der er blottet jord. Ukrudtstrykket er imidlertid betydeligt mindre, hvis jorden ikke vendes. Det er dog vigtigt ikke at lade eventuelle ukrudtsplanter få lov til at kaste frø, hverken fra bedet selv eller andre bede omkring, da frøene ellers vil blive et ukrudtsproblem.
Med jorddække forstås et lag af organisk materiale, der lægges direkte ovenpå jorden uden at grave det ned. Organisk materiale kan være halm, blade, skyllet tang, græsafklip, savsmuld, halvomsat træflis, møg og selvfølgelig køkken- og havekompost. Jorddække har i sig selv mange fordele. Dækning af jorden virker nærmest som en god dyne, der udover at forhindre ukrudtsfrø i at spire, også holder på jordens fugtighed og forhindrer solen i at svide og udtørre jorden. Jorddække er foruden de fysiske fordele også med til at sikre, at jordorganismerne altid har noget at omsætte – eller spise, om man vil.
Vi er vant til at møde skepsis blandt haveejere, der ikke er vant til at jorddække deres bede. Typisk er det, fordi folk ikke kan forestille sig det i praksis. Hvordan vi jorddækker i vores have afhænger af, hvad vi dyrker. For det meste benytter vi halm til tykt jorddække (>10 cm), og kompost til tyndere jorddække.
Et tykt jorddække er utrolig godt, fordi det tilfører masser af organisk materiale til glæde for jordorganismerne, når de har brug for det og i de rigtige mængder. Man skal ikke være bange for, at der er for meget kulstof (C) i forhold til kvælstof (N), da omsætningen primært finder sted, hvor jord og jorddække mødes. Det tykke dække er en stor hjælp til at vedligeholde et forholdsvist fugtigt bed her på vores meget sandede jyske jord. Det tykke dække er også tykt nok til, at vi bogstaveligt talt aldrig oplever, at ukrudtsfrø kan spire igennem. I praksis betyder det, at den lugning, vi må foretage, kun er af flerårige ukrudtsplanter, som vi under etableringen af bedet har overset.
Det tykke jorddække har sine fordele, men det er ikke alle grønsager, der kan dyrkes i det. Storfrøede afgrøder eller knolde egner sig bedst. Frø som bønner og hestebønner og knolde såsom kartofler, løg og hvidløg kan sås eller lægges i eller på jorden og efterfølgende overdækkes med laget af organisk jorddække.
Med mindre frø er det bedst at sprede jorddækket til siden, så jorden eksponeres i for eksempel en række, hvori frøene sås med god jordkontakt. Det er her nødvendigt at undgå, at jorddækket falder tilbage over frøene, da dækket ellers vil forhindre frøene i at spire. Vi har stor succes med kraftigt spirende Brassica-frø (bl.a. kål og majroe) med denne metode. Forspirede planter kan let udplantes i dybt jorddække. Spred jorddækket til siden, placer planten godt i jorden, og læg så dækket tilbage godt op til plantens stængel, så eventuelle ukrudtsfrø i jorden ikke kan få lys.
For de helt små frø og især dem, der kan være lidt længe om at spire, såsom gulerod, blad- og rødbede, pastinak, persille og salat, er det en fordel at fjerne jorddækkelaget fra bedet, så der kun er et ganske tyndt lag på 2–3 cm tilbage. Vi placerer materialet på et nabobed, mens det resterende tynde lag skubbes til siden, så frøene kan sås i den nu blottede jord i synlige rækker. Senere på sæsonen, når frøene er spiret, og planterne har nået en passende størrelse, lægger vi igen et tykt lag jorddække mellem planterækkerne og gerne helt op til planterne. På den måde sørger vi bedst muligt for, at jorden er beskyttet mod udvaskning, kan holde bedre på fugten, og ikke mindst at vores mange milliarder venner har noget at spise.
Er man ikke meget for det tykke jorddække, kan et tyndere lag på 2–5 cm vedligeholdes året rundt. Til tynde jorddækker er finere organisk materiale som kompost det letteste at benytte. Halm og lignende kan let komme i vejen qua størrelsen. Selv et forholdsvist tyndt jorddække vil fodre jordens organismer og reducere spiringen af ukrudtsfrø. Hvis komposten er fin og velkomposteret, kan grøntsagsfrø endda sås direkte på overfladen uden først at skubbe komposten til side. En stor fordel ved at bruge kompost som jorddække er, at det er mindre tiltalende for snegle end f.eks. halm. I vores have bruger vi som regel et tykt lag jorddække i bede med kartofler, hestebønner, squash og græskar. Vi roterer bedene årligt, så de skiftevis er dækket af tykke og tynde lag. Jordens udvikling er fascinerende. Man kan med det blotte øje se, hvordan vores gamle udpinte landbrugsjord kommer til live igen.
Enhver dyrkningsform har ulemper, og dyrkning med jorddække er ingen undtagelse. Etablering af faste bede kræver en god arbejdsindsats i starten. Heldigvis er det en engangsforetagelse, med mindre du er en af dem, der laver dit havedesign om i tide og utide. Dyrkning med jorddække og faste bede er bedst, hvis man laver en haveplan og tager højde for den nødvendige adgangspassage og stier, eksisterende beplantning og ambitionerne for haven på længere sigt.
Dybt jorddække med især ukomposteret organisk materiale som halm er en lækkerbisken for snegle. I meget snegleplagede haver – hvilket er ret mange i Danmark efterhånden – kan det være nødvendigt at holde sig til tynde lag jorddække med færdigkomposteret have- og køkkenaffald, så sneglene ikke har så gode forhold. Den bedste løsning er selvfølgelig at udvide havens fødekæde til også at omfatte ænder, så sneglene kan forvandles til noget godt og brugbart i form af æg og kød. Det er vi en stor fortaler for!
En anden udfordring er, hvis udgangspunktet for no-till-dyrkning er deciderede engområder eller tomter med veletableret kvik, nælde, skvalderkål, røllike, agertidsler og andre flerårige planter med ivrig rodvækst. I nogle tilfælde er fladekompostering eller meget tyk jorddækkedyrkning virksomt, men da det er begrænset, hvad der kan dyrkes i et tykt dække, er det ikke altid hensigtsmæssigt.
Derfor kan det være nødvendigt at påbegynde haven ved at grave græsset og ukrudtsrødderne væk og forme bedene, eller måske endnu bedre lade høns gå i området et år eller to. For at råde bod på skaderne forvoldt efter gravning, bør man hurtigst muligt udlægge et godt lag jorddække, så jordorganismerne kan komme i gang med at reparere og lave aggregater, og med det igen lave en sund jord. En jord, der har set sin sidste fræser.
Artiklen er et eksempel på en artikel, som er bragt i Praktisk Økologis medlemskab. Praktisk Økologi er foreningen, der står bag Havenyt.dk, og som medlem af foreningen får man bl.a. det inspirerende medlemsblad seks gange om året.
Læs mere om de mange andre fordele ved et medlemskab af Praktisk Økologi her >
Med hånden laves her en sånings-rille, hvori pastinakfrøene sås. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Små spirer af de såede pastinakfrø. Foto: Karoline Nolsø Aaen
I drivhuset er det bedst at vande jorddækket, så det er fugtigt nok og kan blive omsat. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Bed i maj, hvor jorddækket er delvist fjernet mellem hvidløgsrækkerne, så der gøres klart til såning af små frø som eksempelvis gulerod. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Hvidløg er oplagte at dyrke i tykt jorddække. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Hestebønnespire i jorddække. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Her er du: Forsiden > Dyrkningsmetoder > Jorddække > Dyrkning uden jordbearbejdning
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…