No-dig køkkenhave

For mange er der en dyb tilfredsstillelse ved en nygravet have. For mig er det lige omvendt. Jeg luger mindre og mindre, får ikke ødelagt ryggen, jordstrukturen bliver forbedret, og jeg høster masser af sunde afgrøder af bedene.

Havegravning eller no-dig

Der er to typer havegravning. Dels den dybe reolgravning, som Mia Stochholm beskrev og anbefalede til genstridige jordstykker, der skal dybdebehandles én gang for alle (PØ 2/2013). Dels den tilbagevendende efterårsgravning, hvor man vender jorden og evt. graver kompost eller møg ned. Jeg vil ikke udelukke, at den første af og til kan være gavnlig.

Den anden – den traditionelle efterårsgravning – er jeg vokset op med. Jeg ser min far (1922–63) og min bedstefar (1903–97, køkkenhavedyrker til 1995!) for mig – pligttro bøjede over havens sorte efterårsmuld, som de støt og roligt vender med slebet spade.

Sådan bør haven graves, er der mange, der mener. Jeg har gode, havedyrkende venner, der dyrker økologisk og med højt udbytte, og som elsker, når haven er gravet – eller fræset – godt igennem om efteråret. Så er haven pæn – ren for det ukrudt, der trods alt var kommet, og klar til vinteren. Så det kan lade sig gøre. Men er det hensigtsmæssigt?

Det mener jeg ikke. Hverken når det gælder arbejdsmængden, høstudbyttet eller mikrolivet i jorden. Jeg har forladt både efterårsgravningen og forårsbearbejdelsen med kultivator og rive, og jeg kan varmt anbefale det. I stedet benytter jeg mig af no-dig-metoden. Jeg graver ikke – hverken når jeg skal etablere mine bede, eller når jeg skal passe dem.

Nog-dig i teorien

Efterårsgravningen er en så etableret tradition, at der oftest ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved den. Hvis der alligevel skal argumenteres, bliver det typisk på følgende måde: Efterårsgravningen løsner jorden, vender ukrudtet ned, opblander gødning (møg/kompost) i jorden og er med til at forberede jorden til et pænt såbed.

Men holder argumenterne?

Løsner det jorden at grave? Ja, det gør det da helt sikkert. Men hvis du undgår at træde i dine bede, så har du ikke behov for at løsne jorden. Du får selvfølgelig fræset eller gravet dit ukrudt ned, så det ikke ses. Men når det så bliver forår, vil knoldene i det efterårsgravede stykke være delvist forvitrede, og stykket skal arbejdes igennem med kultivator og rive – medmindre du bruger fræseren. Uanset hvilket redskab, du bruger, så udtørrer processen jorden, og frøene fra det ukrudt, du stedte til hvile under jordoverfladen i efterårsgravningen, får du nu fordelt i de øvre, lyspåvirkede lag, hvor det helt sikkert vil spire.

Næh, ukrudtet bekæmpes bedre ved at lade jorden ligge så uforstyrret som muligt og desuden være nultolerant overfor ukrudt – dvs. luge – end ved at grave det ned om efteråret og fordele frøene om foråret ved kultiveringen.

Opblandingen af gødning i jorden, da? Ja, til en vis grad kan det måske være hensigtsmæssigt, men du skal ikke begrave det særlig dybt, før du har fået det for langt ned. Det fungerer meget bedre at lade regn og mikroliv fordele gødningen oppefra og ned.

Dertil kommer det vigtigste: Gravningen forstyrrer jordstrukturen og det mikroliv, der er etableret i de øverste lag, hvor myriader af bl.a. bakterier, svampe og orme, der alle er iltafhængige, sørger for omsætning af næringsstoffer og sikrer en porøs jordstruktur. Umiddelbart løsner du jorden, men den klasker let sammen igen, og du forsinker gang på gang etableringen af mikrolivet.

Så er der til sidst kun det æstetiske argument: At det ser så pænt ud, når jorden er efterårsgravet – og igen om foråret, når såbedet er revet og renset for småsten, ukrudtsrester, småkviste og lignende. Det tager dog noget fra den æstetiske nydelse, når man ved, at jorden ikke har godt af at være udækket. Næringsstofferne ud­vaskes, og mikrolivet forringes.

Så er det hensigtsmæssigt at grave haven? Nej! Ikke hvis hensigten er en sund, løs jord, der myldrer af liv og indeholder masser af næring til afgrøderne.

No-dig i praksis

For få år siden fik vi lagt brikkerne i det private puslespil, så vi kunne få mere tid til køkkenhaven. Drømmen om at blive delvist selvforsynende kunne omsider føres ud i livet.

I årevis havde køkkenhaven ligget tæt på huset, som er det oprindelige stuehus på en gammel gård, hvor avlsbygningerne blev revet ned for 100 år siden. Men der var ikke plads til at udvide køkkenhaven på det sted, og desuden lå den ikke i fuld sol. Det blev derfor besluttet at opdyrke en del af den mark, som i de foregående 25 år udelukkende havde tjent som græsningsmark for naboens heste. Og før det var marken blevet slået med grønthøster af den lokale, aldrende bonde, der drev gammeldags landbrug med 12 malkekøer. Marken var ikke blevet gødsket eller sprøjtet i 30 år.

Harvning og efterafgrøder

I juni måned 2010 blev ca. 1.000 m² harvet gentagne gange i en tør periode. Harvningen var ganske overfladisk og havde blot til formål at udtørre plantedækket. De tørrede plantedele og rødder fra bl.a. græs, senegræs og brombær blev brændt, og der blev samlet sten.

I slutningen af juli blev det efterhånden nogenlunde rene stykke sået til med dækafgrøder – kløver, honningurt og hør i tre lige store stykker. Det hele spirede pænt. Honningurten og hørren kom vi til at nyde synet af, men kløveren var for fristende for hestene, der stadig gik på resten af marken. De lagde hegnet ned og åd den spæde kløver.

Om efteråret blev stykket atter harvet. Der blev igen brændt tørre plantedele og samlet sten.

Kompost

I det meget tidlige forår 2011 blev der kørt 40 m³ kompostjord på arealet. Vi fik det gratis fra et kommunalt komposteringsanlæg, som den lokale vognmand anbefalede. Ikke det nærmeste, men det bedste. Det kostede os dermed kun vognmandskørslen. Der er åbenbart stor forskel på, hvor effektiv komposteringen er på de forskellige genbrugspladser – om temperaturen når højt nok op til at uskadeliggøre ukrudtsfrø. Husk også at være opmærksom på, at kompost er meget næringsrig og den skal ikke overdoseres. Komposten blev fordelt over arealet, som derefter blev harvet. Og det var så sidste gang, der kom maskiner på stykket. Der var ingen vækst af ukrudt i bunken med de sidste rester af kompostjord, og komposten sved ikke de efterfølgende afgrøder af, så anbefalingen havde åbenbart hold i virkeligheden.

Vandrør og murersnore

Stykket, der nærmest har form som et lagkagestykke med den brede ende øverst og et svagt fald mod sydøst, blev nu målt op, og der blev planlagt bede. Bedene er lange – 50 meter – afbrudt af en tværgang på midten. Jeg valgte en bredde på 70 cm til bedene Gangene er 35 cm brede. Hver tredje gang er dog 50 cm bred.

Det ville være helt uoverkommeligt med højbedsrammer til mine bede – jeg har mere end 500 løbende meter bede. I stedet skar jeg gamle vandrør op i passende stykker og bankede dem i jorden ved alle bed-hjørner. Deri satte jeg bambusstokke. Mellem stokkene blev der trukket rød murersnor. Bedene blev på den måde permanent markeret, og det var vigtigt i starten. For ikke at komprimere jorden, træder jeg aldrig i bedene. Nu – et par år efter – er bedene let forhøjede og tydelige nok uden markering, så nu rulles snoren kun ud ved såning.

Der er jo mange, mange måder at gøre det på, men dette fungerer for mig. Jeg har sektioner med tre bede mellem de lidt bredere gange, som jeg bruger, når jeg hurtigt skal fra det øvre til det nedre stykke – ikke mindst med trillebør. Bedene har en bredde, der gør det muligt for mig at gå tværs over stykket med lidt lange skridt. I min så- og høstjournal er det let at give bedene et navn og nummer, så jeg kan holde styr på, hvad der sker, og opsamle erfaringer. Afhængig af afgrøden er der plads til to eller tre rækker i hvert bed.

Overflod af grønsager

Nu var jorden grundigt forberedt og bedene var markerede. Kartoflerne var forspirede, så nu var det med at komme i gang. Bedstefars gamle enfurede hjulplov blev fundet frem. Frida (dengang 10 år) ville helst være hest, så hun trak af hjertets lyst, mens jeg forsøgte at styre ploven og skabe nogenlunde lige furer til at lægge kartoflerne i. Men bedstefar havde nok mere glæde af ploven i den sandede jord, han kom fra. Her var der mange sten at kæmpe med. Men furer blev der. De spirede kartofler blev lagt med omhu. De ikkespirede blev plumpet ned i et 80 mm paprør, som var skåret i passende længde, så jeg kunne arbejde med ret ryg. Jeg flyttede simpelthen røret en fod for hver ny kartoffel.

Naboen – ham med hestene – skulle have tømt sin mødding. De ældste dele havde ligget i 3 år. Juhu! Vi hjalp hinanden og fik kørt en stak møg op til køkkenhaven, hvor den blev tippet af. Familien tog en tørn – jeg læssede, og de kørte med hver sin trillebør. Tre trillebøre i pendulfart, og så var der kørt møg ud på kartoffelbedene.

Sådan kom vi i gang. Det var sommeren 2011. Der var masser af afgrøder. Frida solgte kartofler til naboerne, og vi spiste på livet løs af bl.a. rodfrugter, kartofler, kål, bønner, spinat. Regelmæssigt lagde jeg mig på knæ og lugede bedene igennem, samtidig med at jeg samlede sten. I slutningen af oktober holdt vi familiefest og bespiste 60 mennesker med egne afgrøder.

Mærkbar jordforbedring

Og nu skulle der så for alvor dyrkes efter no-dig-principper. Om efteråret blev der kørt 5 cm gammelt hestemøg fra bunken ud over en del af bedene. Jeg nåede ikke alle. I kartoffelbedene havde hønsetarmen bredt sig, mens vi var på sommerferie, og jeg var ikke kommet til bunds i den. Men de rene, gennemlugede bede fik et lag møg.

Da foråret 2012 kom, var jorden allerede mærkbart bedre end året før. Selvfølgelig pga. flittig stensamling, men helt tydeligt også pga. tilførsel af hestemøg. Bedene blev kultiveret let og revet. Og der blev samlet sten – men dog i aftagende mængde. Derefter blev der sået, lagt kartofler og plantet. Hønsetarmen blev ved at volde problemer. Den stortrives i den fugtige skygge under kartofler, og selvom jeg flyttede kartoflerne i sædskifte, flyttede hønsetarmen med. Den får jeg vist glæde af i nogle år. Men i øvrigt var bedene lette at holde rene.

Om efteråret var der ved at være styr på stykket. Jeg fik gjort rent ved at håndluge og kultivere og derefter kørt et år gammelt hestemøg på alle de tomme bede i et lag på ca. 5 cm. Kun bedene med kål og pastinak, som jeg for halvdelens vedkommende lod stå i jorden, fik ikke en gang møg.

Nu er vi i gang med tredje vækstsæson. Der dyrkes mere og mere efter no-dig-principper (men også no-tread og no-tolerance), og fordelene viser sig mere og mere. Der er bede, der er næsten fri for ukrudt, mens gangene stadig skal holdes. Hestemøget holder på fugten, og jordstrukturen er mærkbart forbedret.

Stort set selvforsynende

Vi dyrker alle de klassiske afgrøder: Løg, rødløg, kartofler (Ditta, Sofia og Marabel), gulerødder, rødbeder, pastinak, majroer (flere slags), porrer, broccoli, blomkål, rødkål, hvidkål, grønkål (både rød og grøn), glaskål, rosenkål, bønner (busk- og klatre-), ærter, spinat og fennikel. Der bliver sået to og tre gange af mange af dem, så der bliver planlagt en sen afgrøde til kælderopbevaring.

Det fungerer godt. Vi opbevarer rodfrugterne i kasser med høvlspåner. De vejer ikke nær så meget som sand, så de er langt lettere at få i kælderen. Og høvlspånerne kan opsuge fugt fra de rodfrugter, der viser sig at have dårlige pletter. Jeg får høvlspånerne fra den lokale maskin­snedker, der arbejder mest i fyrretræ. Grønkål og rosenkål blev også i år efterladt i køkkenhaven, hvor jeg længe plukkede – indtil rådyrene en dag havde opdaget lækkerierne og gjort rent bord.

Vi er begunstigede af at have plads nok i vores køkkenhave. Jeg sår og planter med god afstand og har indtryk af, at det er med til at gøre snegleplagen minimal. Jeg ser sneglene på vores grund, men forsøger at sikre, at der kommer lys og luft til køkkenhaven, og at der ikke er afgrøder i begyndende forrådnelse. Desuden harver jeg regelmæssigt en bane rundt om køkkenhaven.

Konklusion

Selv om min observationsperiode er kort, så er jeg overbevist. No-dig fungerer for mig. Jeg ville ikke kunne magte at grave hele stykket hvert efterår, og jeg har ikke lyst til at fræse eller harve. Og hvorfor skulle jeg gøre det, når jeg kan se, at dette er meget bedre. Jeg bruger mindre tid på at luge, end jeg før har været vant til. Den besværlige, klaskede gødning, som jeg i gamle dage forsøgte at grave ned og få fordelt godt i jorden, er meget lettere at have med at gøre, når den blot skal efterlades på jorden, og den gør meget mere gavn, når den fordeles af regn og orme. Jeg kan ikke leve op til min idé om nultolerance mht. ukrudt, men det kommer måske. Og allerede nu er jeg nået længere, end jeg før har været vant til. Det eneste, jeg opfatter som surt eller i al fald mindre attraktivt, er at luge sent om efteråret. Det kræver lidt overvindelse samt varmt tøj og knæbeskyttere at lægge sig i sparsomt novemberlys og luge. Men det er vigtigt! Der er ikke meget ukrudt, men det skal også væk på dét tidspunkt.

Og sidst, men ikke mindst: Vi dyrker masser af frodige, sunde, velsmagende grønsager.

Artiklen har været bragt i vores medlemsblad Praktisk Økologi 5/2013