Sphagnum

Egentlig er sphagnum blot det botaniske navn på den slægt af mosser, som hedder hvidmos på dansk. Det er mosser, som foretrækker meget fugtige og næringsfattige forhold, og som har en bygning, som giver dem mulighed for at hæve vand op 30 cm over normalt vandspejl. Disse træk har gjort disse mosser dominerende på hængesækken omkring vore søer, på tilgroede mosers overflade og ved næringsfattige kilder, vandhuller og bække.

Højmoser

Her var der før en højmose. Spagnumindustrien efterlader et kedeligt landskab. Foto: Sten Porse

Når først hvidmosserne har indfundet sig, begynder de at hæve vandet opad i takt med deres egen vækst. Det fører til, at mosefladen står højere end vandspejlet, den blev dannet på. Der er skabt en højmose. Da mossernes vandhævning ikke fører nævneværdigt med mineraler med sig, bliver højmosen fattig og forsurer ret hurtigt. Dette begunstiger yderligere mosserne over for græsser og halvgræsser.

Lad nu dette foregå i 4000–5000 år, og vi har en tørvemose, hvor de ældste dele nede i det sure, iltfattige vand er omdannet til tørv. Det øverste, måske metertykke lag af levende og nyligt afdøde planter danner derimod den trævlede masse, som tørvegraverne foragteligt kaldte »hundekød«. Dette er det naturprodukt, som bliver til den sphagnum, som sælges i plastiksække á 430 liter.

Hvad skal det bruges til

Da udnyttelsen af hundekødet gik i gang var der tilsyneladende uendelige mængder. Ingen ville have det, for det var tørven neden under, som var noget værd. Man kan se af datidens reklamer, at lodsejerne virkeligt prøvede at finde på noget, man kunne bruge dette affald til: isoleringsmateriale, indpakning af søis, strøelse, filtermasse osv. Til sidst fandt man en udvej. Haveejerne havde fået bedre råd, og nu skulle der ikke blot laves køkkenurter, men også dyrkes prydplanter. Da alle fik parcelhus og have med surbundsbed, så blev det til storindustri.

Sphagnum er død jord

Samtidig havde det professionelle gartneri fundet ud at, at det lettest lod sig gøre at bruge kunstgødning, når man dyrkede i »inaktive substrater« (læs: død jord). Her var sphagnum et fund: dels er produktet ensartet, dels er det meget porøst, og dels er det ude af stand til at fastholde eller frigive mineralske salte til jordvandet. Derfor blev brugen af sphagnum udvidet fra det økologisk nødvendige i surbundsbedet til det gødningsmæssigt rationelle i gartnerierne, og via dygtige fortalere i aviser, radio og fjernsyn til anvendelse som »jordforbedringsmiddel« i haverne, hvor muldindholdet svandt som følge af overgang til brug af kunstgødning m.m.

Hvor meget sphagnum er der

Udenfor stort set enhver plantehandel og supermarked ligger højmoserne pænt emballageret i plastikposer indeholdende spagnum, så- og plantejord. Foto: Karna Maj

Sphagnumindustrien har tømt højmose efter højmose og efterladt et kedeligt landskab. Der er gennemført fredninger i de større moser for at bremse misbruget, men visse strækninger er stadig til rådighed for fabrikanterne. Det kunne så være, hvad det ville, men når man samtidig – i det effektive landbrugs navn – omhyggeligt og med store omkostninger – har afdrænet masser af andre mosestrækninger, så bliver det værre for højmoserne. Helt galt går det, når regnvandet medfører så store mængder kvælstof, at det reelt gøder højmoserne ud af balance. Så moserne tørrer ud, de gror til med græs, og de bliver skrællet for hundekød. Der var meget at tage af, vi har taget meget, og det sidste bliver hastigt ringere.

Hvilke alternativer er der

Mange fornuftige folk har talt for, at man burde standse udnyttelsen af moserne helt. Det skylder vi de fremtidige generationer, som gerne skulle have chancen for at opleve de herligheder, vi sætter pris på. Det skylder vi også os selv, for hvorfor bruge af sphagnumen, når der er alternativer, som ellers hober sig op som affald? Vi kunne passende blive meget bedre til at bruge hjemmefremstillet kompost, flisprodukter, komposterede restfibre (kokos, sisal, hamp, halm osv.). Den slags specialkompost, fremstillet under kontrollerede forhold, kunne være alternativet til sphagnum.

Kompost er som jordforbedringsmiddel uovertruffen, det er bedre som pottejord, fordi det er fyldt med liv, og en vel behandlet, dvs. ukrudtsfri, kompost er til jorddække fuldt ud på højde med sphagnum

Der er dog to svage punkter for disse alternativer til sphagnum. For det første, at sphagnum kan bruges som inaktivt substrat. Det kan kompost bestemt ikke. Den er i høj grad aktiv. Kompost kan heller ikke bruges i surbundsbedet, for den er sjældent sur. I stedet er kompost ofte endda ret basisk. Man kan sige, at på de to punkter, som er den oprindelige anvendelse for sphagnum, er det svært at finde alternativer.

Men læg mærke til, at brugen af inaktive substrater bunder i en filosofi, som støtter sig til teknologisk beherskelse af plantevækst. Det er ikke sandsynligt, at man i længden står sig ved at efterligne brudstykker af denne metodik.

Og surbundsbedet behøver måske heller ikke altid at være så surt endda. De senere års forskning har vist, at surbundsplanterne er mindst lige så afhængige af, at jorden er mineralfattig, iltrig og konstant fugtig, samt at de får lejlighed til at danne mykorrhiza med de rette svampe.

Konsekvenserne

Konsekvensen bliver, at ødelæggelsen af højmoserne fortsætter til den bitre ende. Det vil sige: indtil den sidste ikke fredede mose er tømt.

Men konsekvensen bliver også, hvad værre er, at vi vænner os selv og hinanden til, at man bare kan bruge los af ressourcerne. Vi tillader hinanden at være umoralske, bare fordi vi har råd. Og bliver det mere moralsk, hvis vi får balterne eller russerne til at grave det ud hjemme hos dem og bruge brændstof over tusindvis af kilometer med bil, tog og skib? De russiske og sibiriske højmoser er enorme. Men alt kan tømmes.