Spørg eksperterne

Kan jeg dræne ved hjælp af træer?

Jeg har en dejlig kolonihave, som jeg har overtaget for to et halvt år siden. Grunden skråner ganske let, og i det nederste hjørne står der vand hver gang, det har regnet kraftigt, og når sneen tør. Jorden er ikke kørt sammen, og der er ikke noget lag af ler eller lignende. Området er nu en del af køkkenhaven, men det går ikke så godt at dyrke kartofler under vand.

Jeg vil gerne vide, hvordan jeg rimeligt billigt kan dræne stykket, det behøver ikke at blive helt tørt men helst uden overfladevand, så jeg f.eks. kan anlægge højbede. Jeg overvejer, om man kan plante sig ud af problemet ved at plante noget tørstigt som f.eks. pil, eller gerne noget der har nytteværdi. Jeg har ikke el eller kloak i haven, så det skal være en løsning, der fungerer uden.

Med venlig hilsen
Nanna Lund, februar 2011

Svar

Hvis du ønsker at plante dig ud af problemet, så er det helt korrekt at flere træarter kan opsuge og fordampe væsentlige mængder vand, hvor birketræer og pil er nogle af dem. Der er dog ikke noget entydigt svar på, hvor meget vand de forbruger, men eksempelvis er birketræer forsøgt anvendt til at tørlægge våde arealer. Effekten af fordampning afhænger i høj grad også af træernes størrelse og deres løvmasse.

Hvis der kun står opstuvet vand periodevis, så er det skam et forsøg værd med plantning af adskillige piletræer (alternativt et par birketræer) – du kan altid tynde ud i dem senere. Pil vokser hurtigere, etablerer sig lettere ved plantning, og du vil derfor hurtigere se en effekt.

Hvis opstuvningen har mere permanent karakter, så vil træerne formentlig have meget svært ved at etablere sig og i værste fald drukne. I det tilfælde kunne et par elletræer være et godt og flot bud til haven.

Med venlig hilsen
Martin Theill Johansen
Landskabsarkitekt MDL

Kommentarer

Der er 10 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Karma Shop DeLuxe

Nyd den stille rislen af vand.

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Vand i haven > Kan jeg dræne ved hjælp af træer?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider