På et plantemarked i Geografisk Have i Kolding købte jeg en lille rød kalla af en eller anden slags. Den blomster lystigt lige nu. Men hvad skal jeg gøre ved den? Jeg anede ikke det var en slags sumpplante. Jeg plejer at omplante mine potteplanter i noget komposteret kogødning, som jeg har købt på en planteskole og det fungerer fint. Men det her er vel noget andet?
Og hvordan skal den iøvrigt passes som indendørs potteplante?
Med venlig hilsen
Jytte Jensen, juni 2004
Svar
Den røde kalla du har købt hedder også Zantedeschia. Zantedeschia-slægten har 6 arter, der er udbredt fra tropisk Afrika til Sydamerika. Jeg formoder din købte kalla er en hybrid, der normalt visner ned og overvintrer som knold. Det er den kalla danske gartnere producerer i mange forskellige farver – i gule, rosa og rød. Jeg har i foråret sågar set en blå-sort kalla i produktion.
Det er tale om en sumpplante. Kalla er en gammel kulturplante, der først blev anvendt som potteplante til stuedekoration, hvor den dog ikke har det så godt med den tørre luft. Den har det bedre som en vinterhaveplante, hvor den trives allerbedst nedsænket i et vandbassin. Størst betydning havde ‘Hvid Kalla’, Zantadeschia aethiopica, der blev produceret i kultur til afskæring. Her blev den hvide kalla primært brugt som begravelsesblomst.
Planten dyrkes også som almindelig potteplante og den ‘Hvide Kalla’, har delvis kontinuerlig vækst. De hvide blomster er meget eftertragtede og moderne så kalla har her mange gode egenskaber i vinterhaven ved, at være dekorativ, velduftende og desuden vinterblomstrende.
I dag anvendes kalla, som potteplante i boligen eller i en havestue. Den er også velegnet til krukker – der kan stå udenfor det meste af sommeren. Udenfor vil din røde kalla opnå en god blomsterfarve, på grund af den højere lysintensitet og en lav nattemperatur. Hen på sensommeren bør planten tages ind for at overvintre og beskyttes mod forst.
Det er vigtigt, at kalla står så lyst som muligt, gerne i direkte sol. Planten må gerne tørre let ud imellem vandingerne. Den tåler, som de fleste planter ikke at blive overvandet. Når planten hen på eftersommeren begynder at visne ned indstilles vandingen. Man kan vælge at smide den ud, men det er også et forsøg værd at få den i blomst igen.
Ved overvintring skal kallaen have en hvileperiode på 3–4 måneder. Lad knolden blive i potten og stil den køligt uden tilførsel af vand (opbevares som georginer ved 6–8 grader). Efter hvileperioden renses de gamle knolde og lægges enkeltvis i 20 cm potter.
Jorden skal være porøs og gerne tilsat komposteret organisk gødning. Knoldene dækkes kun lige med jord for at undgå at frembrudte skud rådner. Først når skuddene er brudt frem, bør man vande igen. Og husk vandingen øges i forhold til væksten. Fremdrivning kan ske ved 12–15 grader – og hvis man er heldig vil knolden igen blomstre i løbet forår eller sommer.
Med venlig hilsen
Anne Bay Knudsen
Havearkitekt, Havearkitekt Anne Bay
Søg i forhandlerguiden:
Duftende Georgin hentet hjem fra Canada.
Alt til den økologiske have
Billige solide stauder – Se webshoppen
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Prydhaven > Løg og knolde > Hvordan skal jeg passe min kalla?
Kommentarer
Der er 14 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…