På min terrase har jeg to ca. 2,5 meter høje stolper, forbundet af en ca. 3 meter lang overlægger. Jeg påtænker at opsætte trådnet mellem stolperne og plante klematis og vedbend op ad både stolper og tråd. Men hvilken slags?
»Muren« er øst-vest-vendt men står i og for sig i fuld sol hele dagen. Jeg regner med at plante hvid storkenæb som bunddækkende kølingsplante og vil meget gerne have en lyserød klematis. Jeg vil helst have en »gruppe to«-klematis for at have længst mulig blomstringsperiode.
Nu er jeg dog »gået kold« i en kæmpestak bøger og håber derfor I kan hjælpe mig med en god lyserød idé! Havde udset mig ‘Nelly Moser’, men den er tilsyneladende ikke glad for fuld sol. Findes der en hvid/lyserød sort som kan klare ovenstående placering?
På forhånd tak for hjælpen!
Med venlig hilsen
L. Kviesgaard, marts 2003
Det med, at ‘Nelly Moser’ Ikke skulle tåle fuld sol, det må være en overdrivelse. Der er ingen skovranke (sådan hedder Clematis på dansk) der bryder sig om udtørring, og hvis fuld sol betyder udtørring, så er det sandt, at de ikke tåler fuld sol. Men det er ‘Nelly Moser’ altså ikke alene om, så hvis sorten tiltaler dig, bør du nok holde fast ved den.
Det vigtige er netop – som du også antyder – at få beskyttet rodhalsen og de nederste 20 cm af stænglerne mod udtørring. Til det formål er et tæt bunddække af stauder et godt middel, og storkenæb er meget velegnede. Må jeg anbefale den ganske vist lyserøde sort ‘Rose Clair’?
Og så lige en sidste ting: Skovranke klatrer ved hjælp af bladstilkene, men de er ikke særligt effektive. Derfor er det nødvendigt med hyppige eftersyn og fornyelse af de bindinger, som holder skuddene på plads. Det er tilmed særligt nødvendigt, når planterne skal holdes fast på en glat tråd.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Duftende Georgin hentet hjem fra Canada.
Alt til den økologiske have
Billige solide stauder – Se webshoppen
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Prydhaven > Tåler clematis fuld sol?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…