Spørg eksperterne

Hvorfor har den vanskelige aspargeskartoffel overlevet i butikkerne?

Det er tankevækkende, at netop aspargeskartoflen har overlevet supermarkedernes ellers noget beskedne udvalg af kartoffelsorter. Jo, aspargeskartoflen smager godt, men den giver jo lavt udbytte og har hang til skimmelangreb.

Men i sammenligning med andre grøntsager, som der oftest kun findes én sort af: En gulerod, en selleri, en pastinak etc. Hvorfor er disse grønne sager ikke bedre repræsenteret af sorter som kunne præsentere os for flere smagsvarianter? Aspargeskartoflen findes i butikkerne, hvilket jo må skyldes at den efterspørges af forbrugerne, trods det at prisen er 15–20% højere, sammenlignet med andre kartofler, af ukendt oprindelse.

Hvis den har været så svær at dyrke, også i andre tidligere og trange tider, hvordan har den så fået sin popularitet? Blev den dyrket før man begyndte at sprøjte? Og har udfordringerne med at dyrke den, at gøre med at der ikke findes øko-udgaver, ihvertfald ikke i butikkerne?

Med venlig hilsen
Claus Angelo, januar 2016

Svar

Du har ret i, at kartofler findes i en hel række sorter i butikkerne til forskel fra de andre grønsager, hvor der sjældent er sortsnavn på. Det sidste er helt sikkert ønskeligt. Når der er sortsnavn på kartofler skyldes det nok, at netop sorten her har en betydning for valget i forhold til om det skal være kartoffelmos, bagte kartofler, pillekartofler, skrællekartofler, salatkartofler. Og så smager de ret forskellige, nogle er melede, andre er faste.

Aspargeskartoflen har været dyrket i hvert fald siden 1950’erne og helt til idag. Der er prestige i at spise aspargeskartofler, som også er helt usædvanlig fast og med et højere tørstofindhold end de fleste af de andre sorter, vi normalt dyrker i danske haver. Aspargeskartoflen har en god smag, den er nem at pille, fast og god til salater og brune kartofler. Æggeblommekartofler er også små og faste, men de forsvandt undervejs og er først dukket op igen for små 10 år siden, men dyrkes nu igen som delikatessekartoffel.

Men hvorfor lige aspargeskartoffel spørger du, når nu den er så vanskelig at dyrke og giver mindre udbytte. Det lidt lavere udbytte henter avlerne hjem på prisen, forbrugerne accepterer den højere pris.

Men er den vanskelig at dyrke? Og økologisk? Jeg har dyrket den de sidste tre somre økologisk, og jeg har fået et pænt udbytte og rigtig fine kartofler uden nogen syge. Min svigermor tog altid sine aspargeskartofler op først i august og tidligere, hvis sommeren var meget våd. Det mente hun var nødvendigt for at undgå sygdom i dem. Det er rigtigt, at de er meget modtagelige for kartoffelskimmel, og knoldene angribes meget hurtigt, hvis skimmelsporerne når ned til knoldene. Derfor holder jeg også øje med kartoffelbedet med aspargeskartofler, og ser jeg bare mindste angreb, fjernes toppen. Jeg sætter en fod på hver side af planten og hiver toppen op. På den måde kan evt. angreb ikke nå ned via rester fra en nedklipning. I nogle haver får de også skurv, men det er jo en pillekartoffel, så det kan man leve med. Planterne bliver faktisk meget store med en høj top, og de skal have tilstrækkelig med gødning, planten sætter rigtig mange kartofler, og er den underforsynet bliver der få større og rigtig mange små. Med tilpas gødning giver den flere af de større kartofler.

Jeg er sikker på, at der ude i nogle økologiske gårdbutikker kan købes aspargeskartofler, men det er måske med så mange andre økologiske gourmetfødevarer, at de ender på restauranterne. Det gælder f.eks. økologisk dyrkede asparges. Men efterspørgsel fra kunder ude i butikken, kan måske sætte gang i, at supermarkederne efterspørger økologiske aspargeskartofler. Hvis kunderne er villige til at betale merpris både for sorten og økologien.

Hvis du har en have, så prøv at dyrke aspargeskartofler – de er lettere end deres rygte.

Udbyttet fra en aspargeskartoffelplante i min have i sommeren 2013. Foto: Karna Maj

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Staudemarken

Billige solide stauder – Se webshoppen

Hvidløg og Vin

SÆTTEHVIDLØG, spisehvidløg og biovine

Solsikken

Alt til den økologiske have

Økologiens Have

Økologisk besøgshave

Frøsnapperen

Grøntsags- & blomsterfrø til køkkenhaven

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Gartneri Toftegaard

Anderledes øko grøntsager

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Køkkenhaven > Hvorfor har den vanskelige aspargeskartoffel overlevet i butikkerne?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider