Jeg vil gerne anlægge et økologisk aspargesbed (de grønne) til foråret. Vores jord er meget leret og vores grund meget fugtig, selvom vi har lagt dræn. Vi bor nederst på gaden og ved siden af en mose.
Derfor er mit spørgsmål, om jeg kan lave et ca ½ m højt højbed til asparges? Kunne forestille mig, at aspargesrødderne ville have mindre risiko for at rådne. Men kan jeg gøre det, eller har I evt. andre foreslag til mig?
På forhånd mange tak for hjælpen.
Med venlig hilsen
Hella Barcos, januar 2014
Det er helt nødvendigt, at du under de givne forhold får lavet et højbed til dine asparges. Det er planter, som i deres vilde natur hører hjemme ved vore strande. Der er jorden løs, sandet, veldrænet, tør, varm, næringsrig og kalkrig. Alle disse ting skal opfyldes, før du kan få noget ud af dine asparges.
Til den ende er det en stor fordel, hvis du kan lave dig en kompost af tang (ålegræs er bedre end blæretang). Det giver dig et produkt, som er udvasket for salt, som er ukrudtsfrit og som er næringsrigt. Dernæst bør du fylde strandsand – og det skal være strandsand på grund af de mange knuste muslingeskaller – i bunden af bedet. Dvs. op til ca. 10 cm under den totale jordhøjde, du ønsker. På sandet lægger du et lag på ca. 5 cm tykkelse af tangkomposten. Nu lægger du dine aspargesplanter, som har stjerneformede, flade rodnet, ud på kompostfladen i den rette afstand. Til sidst fylder du strandsand på i 5 cm tykkelse.
Det er nok, men det skal altså gøres. Med andre ord: du må i gang med at finde noget ålegræs, som du kan lave kompost af. Strandsandet kan du sikkert skaffe ved at være behjælpelig, når folk skal have sandkassernes sand skiftet ud her til foråret…
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
SÆTTEHVIDLØG, spisehvidløg og biovine
Alt til den økologiske have
Anderledes øko grøntsager
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
Flerårige spiselige planter til haven
Billige solide stauder – Se webshoppen
Grøntsags- & blomsterfrø til køkkenhaven
Økologisk besøgshave
Land Højbede og Plantekasser
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Køkkenhaven > Kan jeg dyrke asparges i højbed?
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…