Spørg eksperterne

Hvordan fjerner man en græsplæne uden at grave?

Jeg har for nogle måneder siden købt mig et dejligt lille hus på landet med en overskuelig have til. Det skulle den i hvert fald gerne blive en dag. Desværre er det hele græsplæne, og jeg vil gerne have nyttehave. Derfor skal jeg have min græsplæne fjernet.

Men det er ikke så simpelt, for det forholder sig faktisk sådan, at der ikke kan komme maskiner ind på min grund – selv ikke en lille minigraver – med mindre jeg begynder at fælde træer eller fjerne store, gamle hække og så i øvrigt indhenter tilladelse til at lade maskinen køre ind gennem naboers rosenbede og japanske haveanlæg. Eller ser stort på økonomien og ligefrem får løftet en minigraver ind over mit hus. Med andre ord: Det kan ikke lade sig gøre.

Jeg er begyndt forsøgsvis at fjerne græsplænen manuel med skovl og spade, men jeg må indrømme, at min ryg trods min unge alder, og takket være en begyndende arbejdsrelateret gene, ikke kan holde til det. Nok er 300 m² plæne ikke meget, men det bliver i sandhed til mange stykker græstørv!

Nu er det store spørgsmål så: Hvad gør jeg? Mine naboer siger alle som en »Roundup«, men jeg har aldrig spredt et giftstof (jo, vist nok et myrepulver engang som barn, men det er også det), og jeg har ikke tænkt mig at begynde nu.

Men jeg har én gang fræset et lille stykke plæne op for derefter at lave nyttehave. Det var en rigtig dårlig idé – de 15 m² gav mig lige så meget lugearbejde den sommer som resten af kolonihavens areal, der var 20 gange større.

Jeg er med andre ord lidt på bar bund, men overvejer alle mulige og umulige løsninger: Jeg kunne overdække hele plænen, men der går vel en del måneder før græsset med sikkerhed er dødt. Jeg spekulerer også på at fræse plænen op med en fræser som ikke går alt for dybt, så græsrødderne bliver i overfladen, rive så meget sammen som muligt og så ganske enkelt gå hele stykket igennem med en gasflamme for at gøre kål på de sidste rødder. Ok, ikke CO2-venligt men en god del bedre end Roundup. Jeg har sågar overvejet at låne nogle frilandsgrise og slippe dem løs, men for det første skal jeg have bygget en voliere og fundament til to drivhuse på området (hvilket en flok nysgerrige grise mildt sagt ville besværliggøre) og for det andet kender jeg ikke meget til grises jord-oprodnings-hastighed.

Er der nogle som har nogle gode råd – eller vilde ideer? Jeg er stort set villig til at prøve alt, som ikke er for dyrt, og som ikke sætter min nabos stråtag i fare (som en enkelt af mine vildere overvejelser med sikkerhed ville have gjort…). Og jeg vil naturligvis meget nødigt komme for sent i gang med dette års havesæson nu da sidste år i kolonihaven endte i ren oversvømmelse.

Tak!

Med venlig hilsen
David Lorentzen, januar 2008

Svar

Det glæder mig, at du vil lave en ordentlig stor nyttehave – dem er der for få af i forhold til alle glæderne ved at spise egne hjemmeavlede friske grønsager. Det glæder mig også, at du fravælger Roundup-løsningen.

Jeg vil jo godt give dig ret i, at det vil være hårdt at omlægge en 300 m² stor køkkenhave ved at skrælle græstørv af eller grave jorden manuelt med spade og vende græstørven nedad. Men jeg giver alligevel lige et link til et andet svar, som giver anvisninger herpå: Hvordan fjerner man græsplænen, så der kan anlægges en.

Vi har et par forslag til dig, som kan svække græsplanterne alvorligt inden forår. Du kan evt. kombinere dem:

Nedklipning i januar

Sten Porse foreslår at klippe græsset »helt« ned til jorden. Græssets vækstpunkter sidder lige over jordoverfladen. Hvis man klipper græsset helt ned netop her i januar, så vil frost og udtørring dræbe store dele af plænen. Evt. ukrudt i plænen dør dog ikke af den behandling.

Svække græsset ved overdækning

Jeg kan ikke give dig et helt sikkert svar, da jeg ikke har afprøvet dette forslag i praksis. Jeg ville forsøge at lægge sort plast over nu. Hvis græsplænen har været dækket hele vinteren med et lag tætte blade, så er den som regel gået ud i foråret. I hvert fald er den meget svækket i sin vækst og rodsystemet vil være lille. Jeg ville så fræse jorden i marts/april. Der kan blive det problem, især hvis jorden er lerjord, at jorden skal være afdækket en del dage i sol og blæst for at tørre ud, inden du kan fræse, og det kan give græsset ny vækst. Men det er altså først i april, at græsset vokser igen, med mindre vi får et meget lunt og tidligt forår, og her vil din tildækkede græsplæne ikke have ret megen vækstkraft at lægge ud med.

Det var så græsset, men din gamle plæne består sikkert også af en del ukrudtsplanter. Der er sikkert arter med oplagret næring i en stor rod, f.eks. mælkebøtter, og de vil ikke nå at forsvinde med den her metode. Nogle arter bliver til en ny plante fra hvert lille stykke, som fræseren deler disse udkrudtsplanter i. Så du må vurdere ud fra artssammensætningen i græsplænen, om fræsning efter kun få måneders overdækning er en farbar vej. De mest sejlivede arter kræver et helt års lystæt overdækning, inden de har opbrugt energien i rodsystemet.

Du kunne overveje at plante ned gennem den sorte plastoverdækning for nogle afgrøder, f.eks. kål, majs, græskar, agurker, squash. Der vil antagelig være nok næring efter græsplænen, så du behøver ikke at tænke på, at der skal gødes i år. Måske skal de mest kvælstofhungrende planter som hovedkål have lidt ekstra. Du skal stikke huller i plasten, f.eks. med en møggreb med tynde, spidse tænder, så vandet kan trænge ned.

Så en kraftig kvælstofsamlende afgrøde i foråret

Hvis en del af arealet ikke skal bruges tidligt i foråret, og du gerne vil af med den grimme sorte plast, kan du overveje at så en hurtigtvoksende og kvælstofforbrugende dækafgrøde (hør, boghvede, honningurt) ud på arealet. Plantematerialet kan senere bruges til jorddække, så næringsstofferne tilbageføres.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er 13 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Frøsnapperen

Grøntsags- & blomsterfrø til køkkenhaven

Solsikken

Alt til den økologiske have

Hvidløg og Vin

SÆTTEHVIDLØG, spisehvidløg og biovine

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Land Højbede

Land Højbede og Plantekasser

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Økologiens Have

Økologisk besøgshave

Gartneri Toftegaard

Anderledes øko grøntsager

Staudemarken

Billige solide stauder – Se webshoppen

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Køkkenhaven > Hvordan fjerner man en græsplæne uden at grave?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider