Spørg eksperterne

Hvordan forynges en ligusterhæk?

Min ligusterhæk trænger kraftigt til fornyelse – der er store huller, og den er ved at vælte flere steder. Hækken står på vestsiden af en mindre sydvendt rækkehusgrund.

Men skal den »blot« klippes ned i knæhøjde, som nogen siger, eller skal den helt ned i 5 cm højde? Kan jeg iøvrigt hjælpe den godt på vej efter beskæring, fx med gødning, champignonkompost eller lignende?

Ligusterhæk gammel

Ligusterhækken trænger kraftigt til en foryngelse. Foto: Henrik Sørensen

Ligusterhæk gammel

Den er bar forneden og ved at vælte flere steder. Foto: Henrik Sørensen

Med venlig hilsen
Henrik Sørensen, september 2006

Svar

Foryngelse af planter kan kun udføres på én måde, nemlig ved at fjerne hele toppen – i princippet helt ned til den størrelse, den unge, nyspirede plante havde. Kun derved får man aktiveret de sovende øjne, som blev dannet i plantens ungdom. Det svarer ofte til ca. 5 cm over jorden. Al anden nedklipning kalder på nybrud fra sovende øjne på senere dele af planten, og det medfører, at planten skyder fra de øverste dele af de tilbageblevne grene. På den måde bliver bunden ved med at være åben og bar.

Dette gælder som nævnt for alle slags planter, der kan bryde på ny fra gamle grene eller stammer. Derfor kan metoden sagtens bruges på en gammel ligusterhæk, men ikke på f.eks. rødgran, der ikke kan bryde fra gamle grene og stamme.

Hvad angår gødskning, vil jeg anbefale, at man venter et års tid med at gøde, for planterne har rigeligt med oplagret næring i rodnettet, og ekstra gødskning vil bidrage til at forsinke efterårsmodningen af knopper og skud. Den er i forvejen tvivlsom hos vanris, som der jo er tale om her, så der er ingen grund til at gøre ondt værre. Et år senere kan man med fordel give en topdressing bestående af lige dele filtergrus og champignonkompost (eller anden velomsat kompost). Blandingen kan lægges ud i et lag på ca. 2 cm tykkelse i april måned.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Hvordan forynges en ligusterhæk?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider