Spørg eksperterne

Hvilken hæk skal jeg vælge til læ og afskærmning?

Jeg skal have plantet en hæk /læhegn til afskærmning mod en pakeringsplads. Jeg kunne tænke mig en takshæk. Hvilke planter skal jeg vælge? Hvornår kan de plantes? Hvor hurtig gror de? Skal de klippes?

Med venlig hilsen
Erik Gydesen, januar 2005

Svar

En takshæk kan blive en smuk og stabil hæk, der kan leve i rigtig mange år. Almindelig taks, Taxus baccata, har som hæk primært 3 fordele:Den er stedsegrøn, den behøver kun klipning en gang om året, og den kan måske bedre end nogen anden hækplante klare at blive skåret kraftigt tilbage. Men der er også ulemper: Taks vokser relativt langsomt, taks er giftig og taks er dyr i anskaffelse.

Hvis du har tålmodighed til at vente på at hækken vokser til, er taks et glimrende valg, også som en mere fritvoksende buskrække, der kan udgøre det for et læhegn.

Hvis du vil have en skærmende effekt hurtigt vil jeg i stedet anbefale at bruge en stedsegrøn liguster, sorten ‘Atros’, hvis de skal vokse frit, og sorten ‘Liga’ hvis det skal fungere som klippet hæk, begge beholder bladene til de nye skyder frem.

En tredie mulighed er en bøgehæk af almindelig bøg, Fagus silvatica, der holder de visne blade på hele vinteren.

Uanset hvad du vælger er de bedste plantetidspunkter sent efterår eller tidligt forår. Både taks og bøg er lidt følsomme overfor udtørring i den første sommer, så med disse skal du være flittig med vanding. For bøg og liguster kan det bedst betale sig at plante barrodsplanter i størrelsen 80–100 cm; de er billige og kommer hurtigt i vækst. For taks vedkommende skal du købe planter med rodklump, og her må pengepungen bestemme størrelsen.

Med venlig hilsen
Anders Dam og Birgitte Løkke
Landskabsarkitekter

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Arresø Pil

Flet selv pilehegnet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Hvilken hæk skal jeg vælge til læ og afskærmning?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider