I vores nyanlagte have vil vi gerne lukke af ud til vejen med store blomstrende buske i stedet for en hæk, men mange sorter bliver ikke høje nok (helst ca. 2 m). Desuden skal de kunne klippes og formes lidt om nødvendigt og så selvfølgelig være tætte, så de lukker af for udsynet så godt som muligt. Vi vil gerne have flere forskellige, der blomstrer hen over sommeren.
Vi har en forsythia, en uægte jasmin og overvejer en dronningebusk og en Deutzia Mont Rose, men de er alle småblomsterende. Findes der nogen, der får store blomster i stil med syren, hortensia mv?
Forslag modtages med kyshånd.
På forhånd tusind tak
Med venlig hilsen
Zindy Raida, april 2013
Hvis buskene skal have store blomster, vil jeg foreslå buskroser.
Hvis buskroserne skal blandes med andre prydbuske, kan det f.eks. være Rosa moyesii ‘Nevada’, Rosa moyesii ‘Marguerite Hilling’, Rosa pimpinellifolia ‘Äicha’ og Rosa pimpinellifolia ‘Frühlingsduft’. De blomstrer alle rigt fra omkring begyndelsen af juni til begyndelsen af juli. I sensommeren får de et mindre flor. Dog udebliver den sene blomstring hos ‘Frühlingsduft’ somme tider.
Af de nævnte buske, er forsythia den, der bedst kan tåle at blive studset. Uægte jasmin og dronningebusk er absolut pænest, hvis de ikke bliver studset, men blot bliver udtyndet en gang imellem. Plant dem 1–1,2 m inde på grunden. Så vil det vare længe, inden de skal studses. Planteafstanden bør være omkring 1,5 -1,8 m. Jo større afstand, jo smukkere vil den enkelte busk udvikle sig. Deutzia egner sig ikke så godt til formålet, da den ikke er så hårdfør.
Af andre relevante buske kan f.eks. nævnes blodribs, Ribes sanguineum ‘Pulborough Scarlet’, og tatarisk gedeblad, Lonicera tatarica. Sorten ‘Arnold Red’ blomstrer både i juni og august.
Med venlig hilsen
Lene Palmer
Selvstændig havearkitekt, Havearkitekt Lene Palmer
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Hegn og hæk > Hvilke blomstrende buske bliver ca. 2 m og lukker for indkig?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…