Vores græsplæne har fået en masse huller. Ca. 3–5 cm i diameter og op til 5 cm dybe. Hvordan kommer/opstår disse huller? Har fået fortalt, at det kan være skader, men jeg har ikke bemærket dem. Er det måske noget i jorden, som de graver op? Det er ikke særlig pænt at se på, så jeg vil være glad for et godt råd!
Med venlig hilsen
Søren Jensen, oktober 2003
Du har sådan set allerede svaret. Det er sandsynligvis skader eller krager eller andre store fugle med et langt, spidst næb, der søger føde i din græsplæne. Jeg har set en plæne med sådanne huller efter skader. Det ser ikke så pænt ud. Man kan sige, at du skal være glad, så lang tid, det kun er huller. Jeg har læst, at de delvis kan ødelægge en græsplæne.
Fuglenes tilstedeværelse er det svært at gøre noget ved. Så det bedste for græsplænen og din psyke er nok, at du har en lille spand med lidt jord stående, og at du bare løbende fylder hullet op, samtidig med, at du planter det græs, som er hevet op, hvis der overhovedet er rødder på. Ellers må du så lidt græsfrø eller vente på at nabogræsplanterne breder sig, og så glæde dig over, at der måske ryger nogle skadedyr med i købet, når fuglene er i aktion.
Hvis problemet er stort, vil det selvfølgelig være godt, hvis du kunne få den væk fra denne dårlige vane på din græsplæne. Måske er det nok en kort periode at forstyrre dem i deres adfærd.
Du kan prøve med et eller flere fugleskræmsler, med de vænner sig hurtigt til fugleskræmsler. Det skal også være et lidt pænt fugleskræmsel, for at det kan stå midt på en græsplæne. Måske kan du prøve i de nærmeste træer er hænge nogle brugte CD’ere op. De bevæger sig hele tiden og giver lysglimt i solen, og jeg har læst i et svensk tidsskrift, at de kan holde rådyr væk fra haven og solsorte fra jordbærbedet. Skader sidder ret højt, når de besøger haverne – prøv at lægge mærke til, hvor de har deres yndlingspladser.
Men alt dette vil selvfølgelig også skræmme de fugle væk, som du gerne vil have i din have. Så husk at pille det hele ned igen snarest. Ellers risikerer du, at du i stedet for huller i græsplænen at få ekstra mange skadedyrsangreb næste år på afgrøderne, når blåmejser og musvitter også kvitter din have.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Græsplænen > Er det skader, der graver huller i græsplænen?
Kommentarer
Der er 15 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…