Vi har grundet meget lerholdig jord en græsplæne, der står meget i vand det meste af året. Vi har fået at vide, vi skal lægge sand ud.
Mit spørgsmål er: Skal det være vasket sand? Og hvor stor størrelse korn på sandet, skal det være?
Med venlig hilsen
Charlotte, april 2008
Da det nu er en græsplæne, som lider under problemet, drejer svaret sig om de muligheder, det giver. Med andre bedtyper må svaret nødvendigvis være noget anderledes.
Det første, der bør gøres, er at undersøge, om arealet er drænet, og hvorfor drænene i givet fald ikke virker. I næste omgang kan man overveje at etablere et såkaldt overfladedræn, som består af et netværk af drænslanger i ca. 30 cm dybde. Det forudsætter dog, at man kan dræne vandet bort uden alt for meget besvær (pumper osv.).
Derefter kan det betale sig at tilføre lerjorden kalk, der virker løsnende og smuldrende på leret. Som en tommelfingerregel kan man gå ud fra, at der skal tilføres ca. 12 kg jordbrugskalk pr. 100 kvadratmeter.
Kalken kan i øvrigt blandes med sand, så den bliver lettere at fordele.
Endelig kan man arbejde med at ændre jordsammensætningen i det allerøverste lag, og her er det ganske rigtigt det såkaldte »vaskede« sand, der skal bruges. Produktet hedder egentlig filtergrus, og det fås i flere kornstørrelser – alt afhængigt af, hvad der er mest nærliggende i den pågældende grusgrav.
Det er dog ikke så vigtigt med den præcise kornstørrelse, for det er selve det, at kornene er ens, der giver den løsnende virkning. Om det bliver 3–5 eller 2–6, det er altså underordnet, når blot det fineste materiale er taget fra.
Vær opmærksom på, at plænen ikke overlever at få pålagt tykke lag af sand. 2–3 cm vil være det maksimale, man kan lægge ud pr. år. Til gengæld kan man gentage processen gennem flere, følgende år, indtil man selv synes det er nok.
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Græsplænen > Hvad gør vi ved vores våde græsplæne?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…