Spørg eksperterne

Kan I anbefale en god og sund æblesort, der modner i efterårsferien?

Vi har fået penge til et æbletræ til vores datter, som skal plantes ved vores hus på Ærø. Vi er glade for smagen i nogle af de nye sorter som Pink Lady, Elstar, Graeburn ol. Hvilken sort vil I anbefale os at plante? Jeg har også hørt at Bodil Neergård skulle være et godt æble. Sorten skal ikke være sart, da vi kun bruger huset i ferier og derfor ikke er der til at passe og pleje træet. Vi kommer derned i sommerferie og efterårsferie og det skal derfor være en sort, der er modnet på et af disse tidspunkter. Mht. bestøvning er der flere træer i haven. Af æbletræer er der Belle de Boskop og Ingrid Marie.

Med venlig hilsen
Mette Færgeman Thastum, september 2002

Svar

‘Pink Lady’ kan ikke dyrkes med succes i Danmark, da det er en varmekrævende sort fra Australien. ‘Elstar’ er et dejligt spiseæble, krydset mellem Ingrid Marie og Golden Deliciuos, der modner i oktober. Sorten kan dog være lidt vanskelig mht. beskæring og frugtudtynding, når det gælder regelmæssig frugtbæring og frugtkvalitet.

‘Elstar’ er følsom overfor en række sygdomme, hvilket har medført, at den af bl.a. Dansk Jordbrugsforskning ikke anbefales til haver og økologisk dyrkning. Der er dog divergerende opfattelser i praksis.

‘Bodil Neergaard’ er et dejligt æble, med sen modning (efter jul) og brugsæson fra januar til april. Sorten er ret sund men bærer dog uregelmæssigt fra år til år.

‘Belle de Boskoop’ er såkaldt triploid og kan ikke bestøve andre sorter, hvor ‘Ingrid Marie’ lettere bestøver en række andre sorter, dog ikke ‘Guldborg’, ‘Bramleys’s Seedling’, ‘Gråsten’, ‘Guldborg’ og ‘Rød Ananas’. Bestøvningsproblemet kan løses ved at plante en ekstra sort i haven.

Ellers er ‘Aroma’ samt ‘Rød Aroma’ af fin kvalitet, der har forældresorternes gode egenskaber med hensyn til udseende (‘Ingrid Marie’) og aroma (‘Filippa’). Ved plukning i starten af oktober er frugten holdbar til januar. Træet kan dog have tendens til vekselbæring. ‘Filippa’ er en ældre dansk sort med meget fin aroma. Det er sundt men giver dog moderat udbytte. Det modner i oktober. ‘Ildrød Pigeon’ er også en mulighed, den er dog relativt følsom for kræft og æbleskurv. ‘Rød gråsten’ smager godt og modner over lang tid i september oktober. Det er tilmed et smukt træ men modtagelig for skurv. Sorten kan ikke bestøve andre. ‘Holsteiner Cox’ er ligeledes et efterårsæble, der er sundere og større end almindelig ‘Cox Orange’. Sorten ligner smagssmæssigt denne.

Ved plantning på sandjord bør kraftigere grundstammer vælges – f.eks MM106 eller frøstamme. På almindelig jord er M26 udmærket.

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Flerårige spiselige planter til haven

Gamlefrugtsorter.dk

Gamle sorter af frugttræer på vildstamme

Gartneri Toftegaard

Gamle danske sorter

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Spiroggro

Udlejning af mosteri

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Æbler > Kan I anbefale en god og sund æblesort, der modner i efterårsferien?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider