Er sorten Rødt jernæble speciel god?

Jeg har læst om æblesorten »Rødt jernæble« i en ny svensk bog. Jeg har her læst, at træet er hårdført og sundt, samt at frugterne har en usædvanlig lang holdbarhed. Jeg kunne godt tænke mig at høre om det fra andre kilder. Har nogle af jer kendskab til ovennævnte sort?

På Pometets hjemmeside er afbilledet et »jernæble«, som ganske vist er rødt, men der følger ingen information med fra Pometets side. Jeg ved heller ikke, om det er det samme æble, som er nævnt i den svenske bog.

Med venlig hilsen
Erik Møldrup Hansen, oktober 2006

Svar

Jernæblet tilhører en meget gammel type æbler, der også kaldes stenæble. Jeg tillader mig at gengive en tekst fra min bog Æbler, der giver et indblik i dette særlige æbles historie.

Citat:

I den gamle have på Fuglebjerggaard står eller rettere stod der en mægtig kæmpe af et æbletræ – 13 m høj. Nok det største æbletræ jeg nogensinde har set. Træet er formodentlig plantet på et tidspunkt, efter huset blev bygget i 1881. Desværre var træet ved at dø af alderdom, og saven lagde kæmpen ned i det tidlige forår i 2004. Den overskårne stub blotlagde de fine årringe og en tælling viste 104 ringe. Med andre ord så må træet være fra år 1900, sådan cirka. Dødsårsagen kan være de afdøde ejeres uskik med at anvende et ukrudtsmiddel til at holde græsset væk omkring stammen.

Frugterne er gule med en rosenrød kind. Når havens andre sene æbler er modne og for længst plukket ned, hænger de der stenhårde – deraf navnet – og fuldkommen uspiseligt sure og bitre. Det er den slags æbler, som man af uvidenhed ryster på hovedet af og overlader til fuglene. De rør dem imidlertid ikke af indlysende årsager. Dog – når frosten har haft ordentlig fat i dem, sker der noget. Solsorten får snart held til at udhule de nedfaldne frugter, uden at den skal opføre sig som en spætte. Frosten har forceret modningen, og noget af æblets modne karakter har med ét gjort det helt anderledes spiseligt.

Præsenteret for denne oplysning er det at en gammel lokal bonde på sit brede sjællandske udbryder »jamen ded er jo sådant et, som at vi kalder for et stienævle«. Og første skridt til opklaringen af en af vores levende kulturarvs gåder er taget.

Stenæblet er fra en glemt kultur. Det tilhører den fortid, hvor mennesker var fuldkommen afhængige af evnen til at benytte sig af naturens egne virkemidler. Man har således forstået at udnytte, at æblet har en meget lang eftermodningsperiode og en stor modstandsdygtighed overfor de hormoner, der sætter skub i modningen.

Holdbarheden er meget lang ved at gemme æblerne under forhold, hvor temperaturen er lav, konstant og frostfri, og hvor luftudskiftningen var minimal. Det gør man på fuldstændig samme måde, som man også gør med kartofler, nemlig i en jordkule. Ud på foråret kan æblerne tages frem af kulen, og nu har de udviklet sig – modnet – og kan bruges i køkkenet eller spises frisk. Efter sigende helt frem til juli er de stadigt velsmagende.

Fuglebjerggaards oprindelige ejere var visionære og snusfornuftige. Stenæblet fik havens fornemmeste placering, sikkert fordi der i deres familienkrønike levede solide minder om betydningen af, at kunne præstere det bedste vinterforråd. En dansk have kan jo ikke byde på meget før juni måned, så så længe skal der være frisk grønt i fadeburet for at familiens sundhed og trivsel er på plads.

Ud af de uendeligt mange gæster, jeg har fortalt om denne måde at bruge æbler på, er der 1 gæst, der adspurgt har nikket genkendende. Så det må have eksisteret meget få steder helt op til vores tid.

Stenæblet på Fuglebjerggaard har muligvis været podet på en vildstamme, som i dag har skudt et nyt skud fra roden, og som i 2003 blev ompodet med kviste fra træets top. Så måske det kan lykkes at fortsætte historien på samme rod. Muligvis er træet rodægte, det vil vise sig fordi både rodskud og podekviste skal få lov til at bære æbler. Hvis det er podet, er det muligvis en beskrevet sort, mens hvis det er rodægte og således stammer fra et frø, er det det eneste ene.

Kopier af Stenæblet på forskellige grundstammer giver i alle tilfælde meget vitale, sunde og kraftigt voksende træer med buede grene, der vokser markant mere udad end opad.

På Fyn kaldes et tilsvarende æble for et Jernæble. Det er knaldende rødt og utroligt smukt. Der findes tilsyneladende flere forskellige æbler, der lokalt kaldes Jernæble eller Stenæble.

Med venlig hilsen
Per Kølster
Agronom, KØLSTER malt og øl