Jeg har et pindsvin i haven, som kommer hver aften. Den får lidt hundetørfoder og vand. Hvornår går den i hi, så jeg ikke skal fodre den længere.
Den er kommet gennem de sidste to år.
Med venlig hilsen
Helle Leth Jensen, september 2003
Det er dejligt du giver pindsvinet lidt at spise. Pindsvin går i hi, når deres naturlige føde er forsvundet – det er som regel engang i november. Du kan derfor roligt fortsætte med at fodre til du ikke får besøg af pindsvinet mere.
Mange nyder at fodre pindsvin og har stor fornøjelse af det daglige besøg. Den optimale måde at fodre pindsvin på er ved at strø lidt kattetørfoder ud i haven/naturen, så pindsvinet må lede lidt efter det. Under sin søgen vil den automatisk støde på kriblende og krablende smådyr, som bestemt er det sundeste for de små stikkende fyre.
Da mange er kede af at tiltrække omegnens katte og ha’ dem på kost, er »flamingokassemetoden« et fint alternativt.
Pindsvinene snupper – til trods for fodringen – instinktivt de biller, larver, orm og andet godt på pindsvinemenuen som de tøffer forbi.
Jeg kan absolut anbefale at fodre pindsvin regelmæssigt. Vi menneskers brug af gifte i haver (her tænker jeg specielt på diverse sneglegifte) har reduceret pindsvinets fødekilder betydeligt, desværre.
Her i efteråret har pindsvinet travlt med at spise sig stor og tyk inden vinterens hi. Jo højere vægt et pindsvin har, jo større er dets chance for at overleve vinteren.
Om foråret har det lille nyttedyr også stor glæde af et madtilskud. Der er de ofte meget magre og slunkne efter mange måneder uden mad. Og for især hunnen er det vigtigt, at komme hurtigt op i vægt. Tidspunktet for hunnens løbetid afhænger helt af hendes fedtlag. Så jo tidliger hun når en vægt på 750–800 gram, jo tidligere kommer hun i løbetid. Det betyder ungerne fødes i sensommeren, så de har hele efteråret til at spise sig store inden de skal i hi.
Om sommeren er det en god idé at vande et bestemt sted hver aften. Pindsvinene finder hurtigt den »naturlige« spiseplads hvor orm og snegle er lette at fange.
Husk endelig at sætte vand ud til alle havens dyr.
Med venlig hilsen
Kirsten Van Oosterhout
Rådgivende pindsvineplejer, Foreningen Pindsvinehjælpen (ophørt)
Søg i forhandlerguiden:
Tilbehør til din høne,
Bedre levested for vildt, fugle,insekter
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Dyr i haven > Hvornår går pindsvin i hi?
Kommentarer
Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…