Spørg eksperterne

Hvilket kamera bruges til fotos på Havenyt.dk?

Dette spørgsmål falder måske uden for rammerne, men alligevel vover jeg at stille det:
Hvilken teknik/kamera er godt at fotografere inden for botanikkens verden med?

Jeg har i lang tid noteret mig, at den utrættelige og utroligt inspirerende Karna Maj i forbindelse med diverse artikler har præsenteret et væld af fremragende billeder, som endog en skaphedsfanatiker qua jeg finder behag i at anskue.

Både som forhenværende dagbladsjournalist og som yderst nuværende havemand på sveddryppende amatørplan er jeg nysgerrig efter en forklaring på teknikken bag de glimrende billeder.

Med venlig hilsen
Ole Nielsen, maj 2003

Svar

Jeg er glad for at du synes om mine fotos, for jeg er lidt vild med at fotografere have og planter. Så jeg vil gerne fortælle lidt om kamera og den teknik, som jeg bruger. Jeg er i øvrigt selvlært på dette felt.

Vi har været så heldige på Havenyt.dk, at vi fra Tips- og Lottomidlerne allerede i opstartsfasen fik bevilget penge til et godt digitalt kamera, som jeg har fået stillet til rådighed. Det er et Olympus Camedia E-10. Til macrobilleder benyttes en macroforsats, og jeg er ivrig bruger af et polfilter, så lysreflekser i bl.a. blade dæmpes, og farverne bliver mere mættede. Normalt fotograferer jeg med fast forvalg på tid – den indstilles afhængig af, hvor meget det blæser – med andre ord, hvor meget bladene bevæger sig. Jeg stiller skarpt manuelt – gammel vane fra mit gamle kamera, men det betyder også, at jeg hver gang er helt bevidst om, hvad det er, jeg vil have skarpt. Desuden gør jeg selvfølgelig brug af muligheden for at redigere billederne i Adobe Photoshop.

Da jeg i over 10 år også har taget gode dias med mit helt manuelle gamle Nikkormat kamera, så skyldes billederne ikke kameraet, men erfaring og træning i at se billedmotiver. De bedste billeder bliver altid dem, hvor man på lang afstand ser lyset fange et motiv. Det er først og fremmest lyset, man skal fange, når man fotograferer. Prøv at gå rundt om et motiv og se det med lyset ind fra flere vinkler. Desuden skal planter ikke fotograferes oppefra – i hvert fald sjældent. Ned på knæ eller mave og fotografer planterne fra siden eller nedefra – det giver bedre billeder. Men selvfølgelig med fare for, at naboen tror, at man er faldet død om. Og så skal man undgå at bruge blitz – det er virkelig en nødløsning til naturbilleder.

En af fordelene ved et digitalt kamera er, at man har råd til at tage flere billeder af et motiv. Og som regel bliver billederne bedre, efter at man har nærmet sig motivet gennem en række billeder. Og så kan man jo bare slette de dårlige. Så er man nybegynder på fotoområdet, så er et digitalt kamera en god ting.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Diverse > Hvilket kamera bruges til fotos på Havenyt.dk?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider