Jeg har nu samlet en lang række blomsterfrø, som jeg godt kunne tænke mig at pakke fornuftig. Er der nogle her på nettet der forhandler »frøposer «, altså små papirsposer jeg kan pakke frøene, så de ikke rådner.
Med venlig hilsen
Anne-Marie Nørballe, www.eucalyptushaven.dk, september 2008
Det er faktisk ikke så let at finde små gode poser til frø, da de skal være af papir. Frø bør ikke gemmes i plastmaterialer. Frøene skal altid være helt tørre, inden de lægges i poser, uanset materiale. Det er vigtigt at opbevare frø et godt tørt sted, og gerne et køligt sted.
Mange bruger de bolsjestribede små poser, som man kan købe slik i. De kan købes i bundter a 100 eller 500 stk i velassortede papirbutikker. Jeg har hørt, at man købe dem i stor portion på 10.000 stk i Metro.
Men det er måske ikke en helt tilfredsstillende løsning, da de skal tapes til, for at frøene ikke kommer ud igen, og de er ikke optimale til at skrive på – kun i de hvide striber.
Camilla Plum har fortalt mig, at der er et godt sted at købe frøposer – det er små gule kuverter, som er gode til frø. Du finder kuverten 4P gul kuvert hos firmaet Prinfoaarhus N, og de kan købes i æsker a 500 stk. Men se leveringsbetingelser, da der er et stort tillæg for ekspedition og forsendelse, som sker via fragtmand.
Du kan købe nogle rigtig søde små frøposer hos Havegalleriet. De fås her i bundter på 10 stk.
Der er sikkert andre steder, hvor man kan købe frøposer – hvis man kender et godt sted, så skriv en kommentar herom.
Med flotte frøposer og egne frø kan man fremstille nogle fine små værtindegaver. Eller måske julegaver til den haveinteresserede. Men det er også rart at kunne glæde sig over egne frø i fine poser.
Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Diverse > Hvor kan jeg købe frøposer af papir?
Kommentarer
Der er 5 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…